Oppe på lærredet brager kanonerne løs. Nede i salen hamrer pianisten løs på klaveret og giver den stumme film både lyd og stemning. Og publikum lader sig villigt rive med af King Vidors antikrigsdrama The Big Parade fra 1925, der foregår under Første Verdenskrig og skildrer de alvorlige konsekvenser, krigen fik for både amerikanske soldater og indbyggerne i Frankrig, hvor de største og blodigste slag mod den tyske hær stod.
I den britiske stumfilmpianist og komponist Neil Brands kraftfulde hænder forvandles klaveret til en boomboks af melodier, skiftevis romantiske, dramatiske og militaristiske, og ekspressionistiske lydeffekter, der nådesløst genskaber krigens gru. Bagefter er man helt udmattet, som havde man selv fået granatchok, og rystet søger man mod biografens udgang.
Krigens kødhakker
"Jeg har en marchagtig ting, jeg gør i begyndelsen, en tromme, hvor jeg kun bruger den dybe ende af klaveret," siger Neil Brand om sin mestendels improviserede musik til The Big Parade.
"Det er en krigsfilmmelodi fra 1950'erne og 60'erne. Det kunne være Det beskidte dusin. Ved at bruge det i begyndelsen af The Big Parade giver jeg med det samme filmen et stempel. Det siger på en måde, at 'dette bliver ikke en fejring af krig. Det bliver heller ikke særlig sentimentalt. Faktisk bliver det ret direkte og kraftfuldt.' Det samme med scenen, hvor rækker af soldater marcherer gennem skoven."
"Da King Vidor optog den scene, havde han faktisk en stortromme med ud i skoven til at bestemme hastigheden, soldaterne skulle marchere i. Jeg prøver at holde gang i den enkle rytme, hvilket giver scenen en ret forfærdelig, ironisk uafvendelighed; de bliver ved med at marchere, selv om nogen vil blive skudt og dræbt. Det er, hvad krig er. En slags kødhakker. Og det, man hører med den enkle rytme igen og igen, er kødhakkeren, der starter. Og da de så endelig når til slagmarken, udvisker jeg musikken helt med en tordnende baslyd. Det har jeg nu gjort en fire-fem gange med filmen, og jeg ved, at det virker for mig, så det vil jeg altid vende tilbage til."
Og det er alt, hvad Neil Brand har skrevet ned, når han spiller til The Big Parade. Resten er improviseret.
"Kærlighedsscenerne, temaerne i militærøjeblikkene er forskellige hver gang, fordi hver gang prøver jeg at tænke mig vej ind i situationen og producere den musik, der er behov for på det pågældende tidspunkt."
A la Dickens
Neil Brand og jeg er til 'Stumfilmdager' i Tromsø i det nordlige Norge. I løbet af fem dage vises en række klassiske stumfilm med levende musikalsk akkompagnement, det være sig pianister som Brand eller mindre orkestre. Minifestivalen, der finder sted for tredje gang, er arrangeret af Norges største filmfestival, Tromsø International Film Festival, og har som et af sine formål at åbne et nutidigt publikums øjne for stumfilmens mange kvaliteter. De fleste forestillinger er velbesøgte og foregår alle i den meget elegante stumfilmbiograf Verdensteatret, der blev bygget i 1916 0g indvendig stadig ligner et klassisk filmpalads.
Dagen efter er det blevet den svenske komponist og musiker Matti Bye og hans til lejligheden sammensatte kvintets tur til at skabe de musikalske og delvist improviserede rammer for endnu forestilling i Verdensteatret. Filmen er den svenske skuespiller og instruktør Victor Sjöströms fantastiske Körkarlen (1921), der er baseret på en roman af Selma Lagerlöf og lige dele kras socialrealisme, kærlighedsdrama og spøgelseshistorie a la Dickens' Et juleeventyr.
Regel nr. 1
Bye fik for 10 år siden til opgave af Det Svenske Filminstitut at komponere ny musik til Körkarlen, og der er siden blevet udgivet en dvd med både film og musik, der er meget smuk og moderne og alligevel helt i filmens ånd.
"God stumfilmmusik er engageret i filmen," siger Matti Bye, som i efterhånden mange år har komponeret musik til stumfilm, og som også laver musik til nye film, senest Jan Troells Maria Larssons evige øjeblik, der har dansk premiere i slutningen af oktober.
"Og musikeren er inde i filmen, følger den tæt og følsomt og passioneret. Musikken kan være i mange forskellige stilarter, men hvis engagementet er tilstede, så sker der noget. Så bliver det interessant, uanset om jeg synes om musikken eller ej."
"Vi ser jo på lærredet hele tiden. Vi ser jo ikke på noderne. Regel nr. 1: Øjnene på lærredet. Regel nr. 2: Dynamikken findes i filmen. Jeg skriver ikke i noderne, om det skal være svagt eller stærkt. Det må vi tolke sammen, når vi ser filmen. Derfor vælger jeg også improvisationsmusikere, som forstår den måde at arbejde på, og som jeg har spillet meget sammen med, og vi gør det ganske intuitivt sammen."
Opslugt af filmen
Den amerikanske filmhistoriker og pianist Ben Model, der arbejder for MoMA i New York, er en slags huspianist til stumfilmdagene i Tromsø. Han beskriver sig selv som en meget traditionel stumfilmsmusiker og står i Verdensteatret blandt andet for det livlige akkompagnement til komiske kortfilm af og med Fatty Arbuckle og Buster Keaton.
"Lee Erwin, som lærte mig at spille til film og selv spillede orgel til stumfilm i 1920'erne, sagde altid til mig, at den bedste kompliment, man kan få efter en forestilling, er, at en eller anden siger, 'jeg glemte helt, at du spillede.' Man vil have, at folk skal lade sig opsluge af filmen og slet ikke være opmærksom på akkompagnatøren. Jeg kunne virkelig godt lide Lees musik. Der var noget meget romantisk og tidstypisk over det, og hans evne til at forsvinde fascinerer mig. Jeg kender andre, som kendte ham og hans musik, og vi oplevede alle at høre ham spille til en film og forsøgte bevidst at lytte til hans musik, men blev så opslugt af filmen, at vi rent glemte det."
Behageligt for sanserne
God stumfilmsmusik skal ikke kun bakke filmen og instruktørens intentioner op, mener Ben Model.
"Den skal også være behagelig for publikums ører og sanser. Jo mindre et publikum selv skal føje det, de ser, sammen med det, de hører, des bedre er det. Så kan de nyde filmen og lade sig opsluge af den. Det er vigtigt at imødegå publikums forventninger."
"Det er det, jeg gør, og jeg har nok en meget mere traditionel opfattelse af filmmusik i forhold til at forblive tro mod stumfilmsæraen, ikke så meget i forhold til, hvad filmmusik var dengang, men i forhold til den type musik, man hørte i 1910'erne og 1920'erne, mens jeg bruger en mere moderne tilgang til selve det at lave filmmusik."
"Den filmmusik, jeg kender fra stumfilmstiden, gentager sig selv og benytter sig af musik, som for et moderne er ganske velkendt. Meget af det klassiske repertoire, man brugte dengang, er musik, vi kender for godt nu, og det virker næsten tegnefilmagtigt, når man bruger det."
Organisk helhed
Neil Brand, der er uddannet skuespiller og har spillet stumfilmsmusik i mere end 25 år, opfatter musikken som en ekstra karakter i en film, og han ser på filmen fra skuespillets synsvinkel.
"Jeg tager dramatiske beslutninger undervejs, beslutninger om det, der foregår mellem linierne i en scene" siger han.
"F.eks. hvordan jeg har det med forskellige karakterer, og det laver jeg så om til musik. Min holdning har altid været, at man kan være en god musiker, en fantastisk musiker, men hvis man ikke forstår, hvad der sker i filmen, nytter det ikke ret meget. Der sker noget i en film hele tiden, fra minut til minut, fra sekund til sekund. Og jeg mener, at man skal forsøge at fange så meget af det, der sker, som overhovedet muligt."
Der opstår et misforhold mellem musikken og det, der sker på lærredet, hvis man bare lader tiden gå og musikken være den samme, mens der sker dramatiske ting i filmen, forklarer Brand.
"Og det er vigtigt, at det ikke sker. Publikum skal bare høre musikken sammen med filmen og glemme, at de lytter til livemusik. Det skal være en organisk helhed, som om filmen selv skaber musikken."
Biografejerens smag
Når Matti Bye bliver spurgt om, hvad forskellen er på stumfilmsmusik og filmmusik, plejer han at sige, at den største forskel er, at når man laver musik til en film i dag, så lever instruktøren.
"I stumfilm lever instruktøren ikke længere, og derfor har man ikke nogen at diskutere med. Vi har selv hele ansvaret for at tolke filmen. I 1910'erne og 1920'erne var instruktørerne, også Victor Sjöström, uinteresserede i musikken, man brugte til deres film. Det er ubegribeligt, men sådan var det."
"Det var mere et spørgsmål for biografejeren, og hvem han valgte til at spille. Det var hans smag, som styrede, hvilken oplevelse publikum fik af en film. Filmene gik samtidig i så mange forskellige biografer, og hver biograf havde en musiker, så der fandtes lige så mange versioner og tolkninger af filmmusikken, som der fandtes biografmusikere. Derfor er det også umuligt at svare på, hvordan stumfilmmusikken lød dengang. Den har været forskellig fra biograf til biograf."
Mere om Stumfilmdager i Tromsø på www.tiff.no
www.neilbrand.com
www.mattibye.com
www.silentfilmmusic.com
