Jeg maler for at sove

Det er svært ikke at være fascineret af et oliemaleri på tre gange fire meter. Og stedet gør også sit indtryk. Ligesom alle omtalerne i aviserne.

Men skal man virkelig være ærlig, når man står der og betragter det helligste danske, så er det altså lidt kedeligt. Det er kun 86 procent. Der mangler lige de sidste 14, så det bliver lige så godt som Kooning, Rothko, Pollock og Rauschenberg. (Ligner Kirkebys skrabemalerier i øvrigt ikke Rauschenbergs blot uden fotokopier? Eller skitser til Gustons fra før han lavede sorte kontur-streger?)

Det første man må erkende, når man går rundt i udstillingen, er, at postulatet om, at billederne gengiver den nordiske mytologi, ikke holder vand.

Det er ligesom at tro, at man møder en leopard, når man drikker en sodavand fra Schweppes. Det er et reklametrick, storytelling, hypet af skribenter med kløe i kuns(t)armen. Schweppes er vand med kunstig smag og sukker, ligesom Kirkebys værker er lærreder med maling. Men hvorfor ligner det så ikke højskolekunst? 90 procent af kællingerne på AOF maler jo ligesom Kirkeby.

"Kirkeby har ligesom haft slaget i Konstantinopel i tankerne, da han tog den blå farve og førte den mod himlen. Og så er han altså også geolog".

Fint med mig. Han kunne have ladet sig inspirere af melonmarmelade, det er ikke min forretning.

Magien i Kirkebys billeder skal findes i teknikken. Så såre enkelt er det, og det er da enormt ærgerligt at der ikke findes en hemmelig dør i værkerne, som kan hjælpe os til at forstå os selv.

Måske i hans forfatterskab den velvillige kan lade sig føre, men ikke i billederne.

Kirkebys trick er enkelt. Hele tiden at bryde reglerne. Hele tiden skabe ubalance, aldrig gøre den sidste tegning færdig, skrabe for tidligt, lave det ødelæggende penselstrøg, det uharmonerbare stakit, prik, streg, klat. Farve, form, streg, der bryder. Og her gør geologien nytte med sin asymmetri og mange lag.

Mangler noget radikalt

Håndværket ligger i orkestreringen af farverne, hele tiden at undgå at det bliver til en popsang. Kunsten for Kirkeby er at undgå at det bliver banalt. Men det lykkedes desværre ikke hver gang. Der hænger lidt for mange bagtæpper til teaterforestillinger på Louisiana lige nu, og Kirkeby er blevet for kunst, hvad Olafur Eliasson er for design.

Et snigende tabu af ligegyldighed nærmer sig. Og det bliver bestemt ikke bedre ved læsning af plancheteksten om murstensskulpturerne:

"... handler om forholdet mellem billede, beskuer, tid og rum - og så alligevel på en helt anden måde..."

Den var ikke gået i Frankfurt.

Og nu vi står med begge ben i suppedasen, er det svært at undgå at bemærke, at værkerne er fuldstændig uerotiske. De har ikke en gang et gnist af noget homofilt over sig.

Gå de 50 skridt over i den permanente samling og lad blikket dvæle ved Fontanas lærred med knivstik. Øjeblikkelig rejsning indfinder sig. Betragt Albers hyldest til firkanterne. Den kunstneriske værdi er ligesom inddampet, hvorimod det virker som om Kirkeby ikke har kogt længe nok. Der mangler noget radikalt i hans værker. Måske er det, fordi der ikke er problemer nok i Danmark. Måske har han haft det for nemt, han har også altid virket som lidt af en overmåler på mig, en med lidt for gode damer. Og uden at lyde alt for negativ, så forlader man udstillingen med en følelse af at have befundet sig i et ansvars-, udtalelses- og omkostningsfrit postulat- venteværelse.

Per Kirkeby på Louisiana til den 25. januar 2009