Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Et mesterværk i Malmø

Det er bare om at komme ud af røret, over broen og hen til Østra Rönneholmsvägen, for Ariel Dorfmans skuespil 'Death and the Maiden' er blevet en fuldendt opera takket være samarbejdet med Jonas Forsell, en af Europas mest begavede samtidskomponister
Erika Sunnegårdh leverer en kraftfuld indgroet vrede, smerte og uafviselig isnende isolationsfølelse som torturofferet, der får mulighed for at tage hævn.

Erika Sunnegårdh leverer en kraftfuld indgroet vrede, smerte og uafviselig isnende isolationsfølelse som torturofferet, der får mulighed for at tage hævn.

Henrik Ahldin

Kultur
23. september 2008

Historien er så grum som den næsten kan være: Kvinden Paulina Salas, der som politisk fange i et latinamerikansk militærdiktatur (Chile) har været offer for tortur, bringes ved skæbnens spil sammen med sin plageånd, den læge der overværede mishandlingerne og lidt efter lidt også overtog bødlens rolle. Paulina Salas' mand, den fremtrædende intellektuelle Gerardo Escobar, er netop af den nye regering i landet blevet bedt om at lede en forsoningskommissiona la Sydafrika, hvor man nu 15 år efter forbrydelserne skal forsøge at forstå og tilgive. Escobars bil bryder sammen, da han er på vej hjem til Paulina i deres øde beliggende hus; lægen Roberto Miranda hjælper Escobar med kørelejlighed og inviteres som tak indenfor. Paulina, hvis skyhed over for fremmede grænser til det sygelige, genkender med det samme Miranda - dengang under andet navn - som sin bøddel. Spillet kan begynde, musikken er bestemt. Under torturen spillede Miranda musik af Schubert, d-mol strygekvartetten: Der Tod und das Mädchen. Sit offer tvang Miranda ydermere til at synge hans yndlingslied: "An die Musik", mens torturen udviklede sig med voldtægt og elektrochok på kønsorganerne. Denne perverst nedværdigende intimitet med Schubert som underlægningsmusik er for Paulina blevet afskyens følgesvend. Hun plages af denne ubærligt smertefulde erindring: Mirandas lugt, hans stemme, hans berøringer, hans køn. En besættelse.

Opgørets time

Al denne grus selve ophav er Paulina nu ved et tilfælde kommet i position til at beherske, subsidiært udrydde. Med en pistol i hånden har hun overrumplet Miranda, bundet ham til en stol, kneblet ham og røbet sin identitet. Opgørets time er inde.

Men er opgøret hævn eller udsoning med fortiden? Hvad tjener til at spøgelserne i Paulinas liv ikke bestandigt skal martre hende og umuliggøre normale relationer til andre, ikke mindst manden? Er hvad hun nu selv er i færd med ikke også tortur?

Escobar forfærdes. Måske, måske ikke - fordi hans prestigefulde rolle i udsoningskommissionen herved umuliggøres. Eller ønsker også han primitiv hævn, fordi Miranda har voldtaget Paulina?

I dette spil for tre er mandens indvendinger og hans tvetydige optræden kun med til at overbevise Paulina om sin moralske ret til denne selvtægt, til at gøre mod Miranda, hvad han gjorde mod hende.

Den chilenske forfatter Ariel Dorfmans rystende historie fra det virkelige liv er filmatiseret og har været spillet på adskillige teaterscener. I Malmø har huskomponisten Jonas Forsell med libretto af Dorfman skabt et mesterværk. Med denne nye opera - den anden af de tre, Forsell skriver som huskomponist i Malmø-operaen - føjer Forsell endnu en alen til sin vækst som en af Nordens - eller Europas - mest begavede samtidskomponister. Dertil kommer en kongenial iscenesættelse og scenografi ved henholdsvis Åsa Melldahl og Bengt Gomér. I spidsen for Malmø operaorkester og operakor står danskeren Thomas Søndergård, som med et virtuost præcist operaorkester tolker og forløser Forsells overdådige partitur med overblik og i mindste detalje.

Forsell arbejder selvsagt med temaer, der relaterer sig til Schubert; nu og da intonerer orkestret de rene motiver fra strygekvartetten; Schubert er nærværende i værkets grundtone, på samme tid som komponisten skaber sin helt egen symfoniske klangverden og dynamik. Forsell skriver avanceret smukt, og solostemmerne føjer sig integreret i et dybt originalt lydunivers.

Ekko fra sjælens dyb

Det er ikke en nem opgave, de tre hovedpersoner er sat på. I det dominerende kvindelige hovedparti leverer Erika Sunnegårdh en kraftfuld indgroet vrede, smerte og uafviselig isnende isolationsfølelse. Skrigene ved konfrontationen med Miranda bærer ekko fra sjælens dyb. Fredrik Zetterströms Escobar tolker i moduleret klangstærk baryton den rådvildhed og det forsøg på fast maskulin autoritet, der uanset alle bestræbelser på intellektuel moderation må komme til kort over for Paulinas hjerteskærende pine. Var der ikke også lige det med den kvinde, Escobar stod i forhold til, mens Paulina torteredes i fængslet og han troede hende død? Hun røbede ikke ham, det ville have kostet hans liv, men kvinden, han var utro med, fremstønnede i elskovsakten skamløst hans navn. Scenen der udpensler denne forværrende omstændighed i historien er skrevet hudløst i tonearten sorg og smerte. Medfølelsen med disse plagede eksistenser, hvor det lidt efter lidt går op for én at Miranda jo også er offer, kammer aldrig over i føleri, men forholder sig loyalt til personerne. Den problematiske af de tre, selve spillets nav, Miranda, varetages af Joseph Wolverton, hvis tenor i begyndelsen af aftenen havde noget besvær med at trænge gennem det store orkesters lydtæppe, men som sang sig op. Wolverton bibringer sin person den gysende dobbelthed af underdanighed og brutalitet, der gør den relevant. Man tror gerne at Miranda har gjort, hvad Paulina hævder; men tvivlen om skyld nager.

Spillet igennem kommenteres og befordres handlingen stumt af fire gestalter, en kvartet nemlig, i kjole og hvidt, der med koreografisk præcision ved Lotta Lagerström Dyrssen kredser som maskuline erínyer om personerne. Ikke én overflødig gestus har koreografen sat i sine dansere, hvis manøvrer deler taktslag med operaens puls.

Jonas Forsells og Ariel Dorfmans værk er af et sjældent format. I en ikke så fjern fremtid kommer det til at indgå i seriøse operahuses repertoire. Det burde være en given sag, at Det Kgl. snarest sikrer sig Death and the Maiden.

Bør ses

Det anbefales at skaffe sig billet til Malmøoperaen i tide. Forestillingen spilles i denne sæson endnu ni gange. Det er bare om at komme ud af røret, over broen og hen til Østra Rönneholmsvägen. Sveriges Radios program 2 sender ganske vist operaen den 11. okt. kl. 19.15. Men den bør ses.

Slutscenen, hvor normaliteten er søgt genoprettet efter alle disse rædsler, er uforglemmelig. Folk går til koncert sammen for at høre Schuberts kvartet, hilser pænt; hver bærer på sin historie, hver sin hemmelighed, hver sin smerte. Miranda med familie og Paulina med familie sidder side om side. Det lader sig gøre at sætte sig ned sammen, men fortiden lader dem trods alle bestræbelser ikke i fred, der går en mur mellem de to slags ofre. Det er voldsomt gribende og beretter bøger om statsbårne overgrebs langtidsomkostninger. Hvem er det nu, der accepterer tortur for tiden?

Jonas Forsell og Ariel Dorfman: Death and the Maiden. Opera i to akter. Erika Sunnegårdh, Joseph Wolverton og Fredrik Zetter-ström. Malmø Operaorkester og -kor. Instruktør: Åsa Melldahl. Scenografi: Bengt Gomér. Koreografi: Lotta Lagerstöm Dyrssen. Dirigent: Thomas Søndergård

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her