Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Modens købmand - lovprist af vennerne

Jubilæumsbog om 'Nørgaard på Strøget' dalrer mellem at hylde manden og hans tøjudbud
Kultur
11. september 2008
Jubilæumsbog om 'Nørgaard på Strøget' dalrer mellem at hylde manden og hans tøjudbud

Fælles for kunst og mode er, at de spejler deres samtid. Forskellen er - som bemærket af den franske modeskaber Yves Saint-Laurent - at moden bliver umoderne.

I år er 50-års fødselsdag for to danske institutioner, der har spejlet deres samtid: Louisina i Humlebæk og modebutikken 'Nørgaard på Strøget'.

Forlaget Gyldendal fejrede Lousiana ved at sætte Weekend-avis-journalisten Pernille Stensgaard til at skrive en nøgtern, distanceret og brilliant skildring med den fikst rammende titel Da Louisiana stjal billedet. At læse Stensgaards bog føles som at have haft bolig på Louisiana i samtlige 50 år.

Som markering af Nør-gaard-butikkens tilsvarende åremål har selvsamme Gyldendal valgt noget nær den modsatte løsning: Nemlig at lade Nørgaards venner skrive en bog.

Oh frygt, thi det er farefuld færd! Navnlig hvis det er en bred offentlighed, man vil nå og ikke bare kredsen af familie og nærtstående. Faren forstærkes af, at bogen har svært ved at bestemme sig til, om de fagre ord skal ombølge manden Jørgen Nørgaard eller de varer, han har solgt fra sin butik - eller den kundevenlige og samtidsbevidste måde Nørgaard har drevet og dekoreret butikken på.

Private billeder

Deadline-studievært Jes Stein Pedersen kommer en sandhed meget nær, når han i sin begejstrede egenoplevelses-vinklede skildring af Nørgaard-klanens sommerlige privatarrangerede højskolekurser skriver:

"At fortælle udenforstående om Højskolens stjernestunder kan minde lidt om at vise naboen lysbilleder af familiens rejse til et sted på den anden side af kloden, som naboen aldrig har hørt om."

Jep, Jes, du har ret! Læsertæerne får sig også en vridetur i skosnuden, når kulturgubben Niels Barfoed lader denne flovser flyde:

"Jørgen beretter aldrig om sine sejre på tøjfronten, men de har selvfølgelig været mange og store."

Lagt på en brevvægt viser helgenkåringen af Jørgen Nørgaard sig at veje hele 520 gram. Det er et hårdt slid på klodens knappe råstoffer for at sende en gæk fra ven til ven.

Ærgerligt også, fordi historien om Jørgen Nørgaard er spændende, hvis den bliver grebet læservenligt an. Ved sin fars tidlige død overtog Nørgaard Strøg-butikken, der dengang var noget så spøjst som et 'sørgemagasin', hvor pæne folk kunne købe passende klædedragt til at udtrykke sorg over død i familien. Sørgemagasiner fandtes over hele den civiliserede verden, men gik brat af mode efter Anden Verdenskrig, hvor folk havde fået en overdosis af årsag til sorg.

'Rod og Ryd'

I stedet higede det købedygtige publikum efter amerikanskpræget gåpåmod i tøjet. Den tidsåndsbevidste Jørgen Nørgaard holdt ophørsudsalg i sørgemagasinet under sloganet 'Rod og Ryd' - en hilsen til den 'Rock'n Roll', der var begyndt at rulle over sen-1950'ernes Danmark.

Siden da har den nu 78-årige Nørgaard svunget sig i tidens luner: Højskoleforskanset EU-modstand i 1970'erne; i 1989 grundlægger af Café Europa skråt under EU-kommissionens Københavns-bastion.

Bogens anneks er et genoptryk af en ti år gammel Nørgaard-kronik i Politiken. Her fortæller han vittigt og elegant mere om sig selv og sin butikshistorie end bogens forudgående 223 sider. Hvorfor bad Gyldendal ikke Jørgen Nørgaard om selv at skrive sin jubilæumshistorie? Det havde efterladt læseren gladere og skoven rigere på træer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her