Læsetid: 4 min.

En mors jernhårde medfølelse

Julia Franck og Shlomo Venezia har begge skrevet om Anden Verdenskrig - den ene er den frie kunstneriske fortolkning, mens den anden er vidnesbyrdet
'Middagsfruen' er en både dristig og provokerende fortolkning af den ventende drengs mor, og den er dermed en ganske anderledes roman om den tyske historie og Anden Verdenskrig.

'Middagsfruen' er en både dristig og provokerende fortolkning af den ventende drengs mor, og den er dermed en ganske anderledes roman om den tyske historie og Anden Verdenskrig.

25. september 2008

En mor efterlader sin søn på en banegård i Anden Verdenskrigs sidste uger. "Jeg er straks tilbage, vent her," siger hun til ham og peger på en bænk. Og så går hun.

Det er på to måder udgangspunktet for Julia Francks roman.

Dels er det, hvad hendes egen, nu afdøde far oplevede tilbage i 1945, da han og hans mor på flugt fra øst til vest nåede Oder-Neisse-grænsen. "Jeg er straks tilbage, vent her." I sit eget voksenliv og særligt, da hun selv fik børn, har Julia Franck naturligt nok spurgt sig selv, hvad der kan have drevet et menneske til at gøre sådan.

Dels er det den scene, den næsten 400 sider lange roman med stor effekt åbner med, for så at springe små fyrre år baglæns og fortælle historien fra dens begyndelse. I den forstand kommer moren faktisk tilbage til den ventende søn, medbringende sin og romanens forklaring på hendes svigt.

Langt hen - for mit vedkommende til godt og vel midten - virker Julia Francks roman som en stærkt underholdende, meget talentfuld, men i øvrigt ret traditionel tysk roman om menneskeskæbner i krigens skygge. Stort anlagt slægts- og nationalhistorie, grotesk på en solid bund af realisme, halvt tragisk, halvt munter og med en karaktertegning, der balancerer mellem det stereotype og det indfølte. Det hele fortalt i Julia Francks svagt opremsende stil og i hastige spring mellem replikker og almindelig og dækket fremstilling. Der er bevægelse, liv, og en kontrolleret skødesløshed i sætningerne.

Mod værre

Det begynder i det sydøstlige Tyskland, i Bautzen ved floden Spree, et halvt hundrede kilometer fra Dresden og nogle år før Første Verdenskrig. Det begynder så nogenlunde godt, så går det mod værre.

Faren er bogtrykker og den formildende omstændighed i hjemmet. Moren er hysterisk, på grund af sin semitiske herkomst en paria i lokalsamfundet, af samme eller af andre grunde hadefuld, utilregnelig og omgivet af et evigt mørke, sjælens og sovekammerets.

Da faren efter en kort og uheroisk krigsindsats vender tilbage, mast både indvendig og udvendig, er hjemmet i opløsning. Maddikerne kribler i såret i benstumpen, det gør de også i efterkrigstidens Bautzen og i de halvdøde trykmaskiner.

Så bryder de op, de to døtre, og rejser til Berlin. Helene, romanens hovedperson, er femten, storesøsteren Martha er ni år ældre. Den første drømmer om at studere og blive sygeplejerske. Den anden er allerede blevet det og tillige morfinist i det små. Det gør hende til en kær logerende i tante Fannys depraverede berlinerhjem, hvor boaerne snor sig i floder af sprut, mens der lyder fjerne ekkoer af støvletramp i gaderne.

Det er herfra, historien skærper sit fokus på Helene, kvinden, som en dag skal forlade sin søn. Det er her, den for alvor begynder at søge efter argumenter og forklaringer til hendes forsvar.

Hendes elskedes pludselige død og en voksende antisemitisme, der rækker langt ind i hendes kærlighedsløse erstatningsægteskab, er nogle af dem. Men det er ikke det vigtigste og ikke dét, der gør romanen til en både dristig og provokerende fortolkning af den ventende drengs mor og dermed til en ganske anderledes roman om den tyske historie. Det gør derimod dens sammenfletning af patriarkalsk idioti og sexisme, antisemitisme og holocaust og den lille drengs stive tissemand, der gnubber sig op ad moders lår.

Det ene er ikke billede på det andet. I Julia Francks roman er det tilsyneladende sider af samme ulykkelige historie.

Gengangere

Den historie begynder med en tidlig seksuel tiltrækning mellem døtrene, et helle i forhold til den stigmatiserede og hysteriske mor. Den fortsætter med rækken af tåbelige mænd, styret af pikken, og en grænseløs, men også skrøbelig og indimellem snøftende selvglæde. Den kulminerer med nazismen og krigens massemord, et både seksuelt og politisk klimaks, der fjerner den sidste rest af kærlighedsevne, ikke bare mandens og soldatens, men også kvindens og sygeplejerskens. I dens sted træder - med romanens træffende ord - "jernhård medfølelse."

Deri ligger romanens anden cirkelslutning og et uhyggeligt gengangermotiv. Helene er blevet til sin egen forhadte mor. Hendes søn er blevet til det barn, hun engang var.

Hun svigter ham. Hun redder ham fra sig selv. Det kommer ud på ét.

I gaskamrenes helvede

Tidligere på året udkom den græsk-italienske jøde Shlomo Venezias beretning om sit liv i den såkaldte "Sonderkommando" i Auschwitz. Det var den gruppe af fanger, der havde til opgave at føre de afklædte medfanger ind i gaskammeret og bagefter at fodre krematorieovnene med deres lig og fjerne sporene, til allersidst i processen knoglerne, der blev slået til pulver.

Shlomo Venezia er den første af de få overlevende fra Sonderkommandoen, der fortæller udførligt og detaljeret om det grusomme arbejde som tvungen medhjælper i de serielle massemord. Han vil muligvis også blive den sidste.

Hans fortælling er det ejendommeligste sammenstød mellem klar og nøgtern historiefortælling og emnets fundamentale ubegribelighed. Det gælder både den del, der handler om myrderierne, og den, der kredser om overlevelsens strategier. Det sidste er logisk nok ikke nogen heroisk historie, men en del af overgrebet med næsten ubærlige konsekvenser. Begge dele ifølge Shlomo Venezia.

Vidnesbyrd

Når jeg nævner bogen her, er det, fordi den og Julia Francks roman er eksemplariske for to vidt forskellige typer af litteratur om krigen og holocaust; til den ene side dokumentet eller vidnesbyrdet og til den anden den frie kunstneriske fortolkning.

Venezia fortolker ikke, han beskriver, han forklarer, det sidste næsten udelukkende på baggrund af sin egen placering i historien. Franck derimod, der er født 1970, 25 år efter krigens afslutning, holder sig ikke tilbage, men ordner, arrangerer, indfører sine egne billeder og en senere tids opfattelser, f.eks om noget så anakronistisk som "blikket og kønnet".

Alligevel - og det er det gådefulde - virker Julia Francks roman ikke mindre vedkommende, jeg havde nær skrevet: ikke mindre sand.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu