Den nye tyske film om RAF, Der Baader-Meinhof Komplex slides i disse dage i stykker mellem de to farlige skær Schylla og Charybdis.
Selv om filmen først har premiere på torsdag, er søsætningen foregået i alt andet end smult vande. Store plakater med billeder af hovedrolleindehaverne præger gadebilledet, og stjernerne er hentet ned fra himlen. Martina Gedeck spiller Ulrike Meinhof, mens Moritz Bleibtreu har rollen som Andreas Baader og Johanna Wokalek fremstiller Ensslin.
Og ganske som hos Homérs helt Odysseus lurer fjenderne på begge sider af det stræde, hvor de to farlige uhyrer fra den antikke mytologi ligger og lurer. På den ene side de, der anklager den hidtil dyreste tysksprogede film for at være et produkt af et massivt managementmaskineri. De peger på, at den positive modtagelse i det magtfulde ugeblad Der Spiegel og den konservative avis Frankfurter Allgemeine Zeitung, FAZ, kun har ét formål: At kontrollere promoveringen af filmen. På den anden side befinder sig anmeldere og historikere, der anklager filmen for i for høj grad at være et 'actionspektakel'. De savner velmenende sjæle, der kan forklare os, hvorfor det gik så galt for de tre legendariske tyske topterrorister Gudrun Ensslin, Andreas Baader og Ulrike Meinhof.
Med stævnen rettet ligefrem og for de 20 millioner euro vind i sejlene, det har den kostet at producere filmen, forsøger Der Baader-Meinhof Komplex at komme i sikker havn i fyldte biografsale. Med instruktør Uli Edel og producent og manuskriptforfatter Bernd Eichinger ved roret er der næppe tvivl om, at kursen holdes. Duoen lavede sammen verdenssuccesen Christiane F. Wir Kinder vom Bahnhof Zoo i 1981, og Eichinger tog for fire år siden livtag med det tungeste tyske arvegods i den stærkt kritiserede, men helt enormt sete film Der Untergang om Det Tredje Riges sidste dage.
Journalistik og realisme
Der Baader-Meinhof Komplex er ikke en kunstnerisk genrefilm med særlig lyssætning og kridtstreger på gulvet. Det er en realistisk film.
Dens manuskript har Eichinger skrevet på baggrund af journalisten og forfatteren Stefan Austs bog af samme navn, der udkom i 1985 og omhandler RAF-terroristernes første generation. Aust var journalist, kollega med Meinhof på det studenterpolitiske tidsskrift Konkret og kendte miljøet indefra. Hans digre værk bygger på interviews med terrorister, politiakter, masser af reportager fra Der Spiegel og egne oplevelser.
At han indtil for nylig var chefredaktør for Der Spiegel, gør det selvfølgelig ikke mere troværdigt, at ugebladet i sidste uge lancerede en forside med filmplakaten og overskriften "En film knuser myten om RAF" ledsaget af en dræbende gang PR-journalistik inde i bladet.
Men ser man på den film, der nu engang er kommet ud af det, må man sige, at den forsøger at rekonstruere begivenhederne i de voldsomste ti år i efterkrigstidens vesttyske forbundsrepublik med respekt for netop begivenhederne.
Den begynder med den iranske shahs besøg i Berlin i juni 1967. Et besøg der førte til store demonstrationer, som det vestberlinske politi håndterede på så brutal og fatal vis, at det endte med det meningsløse mord på studenten Benno Ohnesorg. Mordforsøget på studenterlederen Rudi Dutschke året efter følger hurtigt, og harmen over Vietnam-krigen, mordet på Martin Luther King og forældrenes fortielser om deres fortid og gerninger i Hitlers Tyskland bølger.
Radikaliteten tager over hos den lille gruppe unge, der to år senere, i 1970, danner terrorgruppen Rote Armee Fraktion. Fra 1972 begår gruppen en række bombeattentater, hvorefter Baader, Ennslin og Meinhof tages til fange. Herefter handler gruppens aktiviteter stort set udelukkende om at få befriet de fængslede ledere. RAF opløstes først formelt og reelt i 1998, men Edel og Eichinger lader ligesom Austs bog filmen slutte i oktober 1977, det såkaldte 'Tyske Efterår'. Her begik Gudrun Ensslin, Andreas Baader og Jan Carl Raspe selvmord. Det skete, efter at terroristkolleger i det palæstinensiske PFLP havde forsøgt at presse forbundsregeringen med kansler Helmut Schmidt i spidsen til at frigive fangerne ved at kapre en Lufthansa-maskine med 86 passagerer.
Kapringen mislykkedes, og den anden generation af RAF henrettede i en skov på den fransk-belgiske grænse den tyske arbejdsgiverformand Hanns-Martin Schleyer, som de havde holdt som gidsel i halvanden måned i et ligeledes forgæves forsøg på at tvinge en frigivelse igennem.
Blodige begivenheder
Filmen lægger ikke fingrene imellem. Vi ser den tyske diplomat Von Mirbachs skrækslagne øjne, før et par terrorister gennemhuller ham og lader ham styrte ned ad trappen ved besættelsen af den tyske ambassade i Stockholm. Vi ser statsadvokat Siegfried Buback, hans chauffør og hans ledsager blive myrdet på klos hold af to visirklædte motorcyklister. Skuddene drøner nådesløst ind i de forsvarsløse ofre.
Vi ser en iskold Brigitte Mohnhaupt, spillet af Nadja Uhl, affyre den afgørende salve mod Jürgen Ponto, direktør for Dresdner Bank, da han nægter at lade sig kidnappe. Og vi ser, hvordan en horde af terrorister myrder Schleyers chauffør og de tre politibetjente i følgebilen, da de tager arbejdsgiverformanden til fange. Willy-Peter Stoll springer endog op på køleren og skyder igennem forruden for at være sikker på at få aflivet politimanden Brändle.
Blod flød der i de år, og blod flyder der i denne film. Og netop dette faktum - at filmen viser, hvor voldsomt, koldblodigt og ryggesløst terroristerne opførte sig uden at komme med en nærmere forklaring på hvorfor - har de tyske kritikere det stærkt ambivalent med. Og det er ikke givet på forhånd, hvem der synes hvad.
Eckhard Fuhr fra den konservative avis Die Welt siger, at "filmen er en tjubang-film, der viser en krig så brutal, som krig i virkeligheden er. Terroristerne var ikke idealister, der kun skød af nødværge. Men det behøver vi egentlig ikke mere at blive oplyst om."
Rigtige døde
Men Andreas Fanizadeh, der anmelder filmen for den venstreorienterede avis Taz, skriver:
"Er strimlen så blevet for patetisk i sin higen efter autenticitet, for effektjagende og dermed konservativ og reaktionær? Man kan berolige: Nej, det er den ikke. De (Edel og Eichinger, red.) har stolet på - 30 år efter 1977 - at fortælle begivenhederne uforkrampet og uden moraliseren. Det er også i dag modigt."
Gerhart Baum, der blev indenrigsminister for FDP i Forbundsregeringen i 1978 og i 1980 udgav en samtalebog med den angrende RAF-terrorist og senere nynazist Horst Mahler, anmelder filmen for ugeavisen Die Zeit. Ikke i kraft af sine evner som filmkritiker, men i kraft af sin position som tidsvidne, må man formode.
Baum er sikker på, at debatten om RAF atter vil blusse op, men at ingen vil blive klogere. Han roser filmen for at sætte billeder på de fantasiforestillinger, han har gjort sig i tidens løb om begivenheder, han var tæt på, men ikke selv oplevede. Til gengæld fastslår han, at filmen er et journalistisk arbejde, ikke et videnskabeligt. Og at han ikke bare vil vide, at begivenhederne fandt sted, men også hvorfor de fandt sted.
Kulturredaktør ved avisen FAZ, Frank Schirrmacher lader sig "ikke gerne overtrumfe, når det kommer til nationalpatos," som det hedder i Tagesspiegel. Han siger dog én rigtig ting i sit alenlange essay om filmen, nemlig at "terrorisme er kommunikation med rigtige døde."
Idealismen var til stede i begyndelsen. Stærkest hos Ulrike Meinhof, der som den sidste af gruppens ledere besluttede sig for den voldelige vej. Men hvor stærk denne idealisme end var, tog volden for voldens skyld ufattelig hurtigt over. Resultatet var rigtige døde.
