Læsetid: 4 min.

Ordene dolker Orestes

Til sidst er man ligeglad med, om Peter Plaugborgs muskelflotte Orestes dolker nogen - eller om han selv bliver dolket. For Jokum Rohdes dramatisering af Orestien er for lang og for abstrakt
Den imponerende Peter Plaugborg bliver udsat for både medicinske forsøg og krævende blå skønhedskvinder i sine hallucinationer som Orestes i den langstrakte -Orestien- på Odense Teater.

Den imponerende Peter Plaugborg bliver udsat for både medicinske forsøg og krævende blå skønhedskvinder i sine hallucinationer som Orestes i den langstrakte -Orestien- på Odense Teater.

Carsten Andreasen

15. september 2008

Plottet er vildt: Far dræber datter for at få held i krig. Mor dræber far for at hævne datter. Søn dræber mor for at hævne far. Men så kræver søster både hævnen og magten ...

Orestien af Aischylos er 2.500 år gammel, men tragedietrilogien rummer vist det meste. Derfor er det også en dåd at bade i Orestiens blod, og ambitionen om at nyskrive giga-tragedien afkræver i sig selv respekt. Også selv om forsøget måske også frempirrer en skepsis over, hvad man kan få ud af historien, som ikke allerede er lykkedes for youngster-grækeren Euripides - og for O'Neill i Sorg Klæder Elektra.

Men den 38-årige Jokum Rohde har altså gjort det. Omdigtet Aischylos og påduttet Orestien nyere ord fra både Euripides og Platon - og noget 400 år gammel solstadsutopi af munken Campanella. Og så en masse tanker fra Jokum Rohde selv, egentlig en opfølgning på hans hidtidige stærkeste armlægning med civilisationen, nemlig Pinocchios Aske fra 2005. Denne Orestien er vitterlig Jokum Rohdes egen.

Desværre er ordene for mange. Gentagelserne om "blodrød jord" er for bastante, og paradokserne om retfærdighedens umulighed er for abstrakte. Og replikkerne er ikke stramme nok til at fastholde handlingens dramatiske intensitet.

Empatien på flugt

Men det værste er, at man som tilskuer holder op med at leve sig ind i disse arketyper. Selv Jokum Rohdes indskudte tvivl om drabet på Orestes storesøster Ifigenia - for dræbte Agamemnon hende virkelig, eller gjorde Orestes? - holder op med at fænge som urkonflikt. Til sidst er man ligeglad med, om Orestes dolker nogen - eller om han selv bliver dolket. Empatien er jaget på flugt af samfundsteorierne, ligesom tragediens ideelle 'frygt og medlidenhed'. Kun almindelig nysgerrighed bliver tilbage - sammen med respekten for et skuespillerensemble, der knokler med et lydigt hofs præcision.

Orestes bliver ellers spillet fantastisk af Odense Teaters vidunderdreng Peter Plaugborg. Med sine to meter veltrimmede muskler sætter han kød på Orestes i vild grad - sejrsikker, klynkende, neurotisk, hallucinerende... Plaugborg bærer Orestien med autoritet og psykopatisk farlighed. Som en maratonløber hopper Plaugborg målrettet over ligene og blodpletterne uden at ændre kurs: Helt ud i sin stemmeførings karakteristiske knæk udlever han sin tildelte skæbne.

Enarmet Apollon

Det er ikke mindst instruktøren Klaus Hoffmeyer, der må antages at have fået disse vældige kræfter frem i Plaugborg - ligesom han gjorde det i forårets Barker-forestilling 12 møder med et vidunderbarn. Her suppleret af medinstruktøren Jens August Wille.

Instruktørduoen har grebet Jokum Rohdes tekst an med et tydeligt ønske om at gøre teksten til et nutidigt spejl for netop publikum i 2008: Det er nemlig tilskuerne, der sidder på scenen, og skuespillerne, der spiller i tilskuersalen. Iscenesætterne har dermed tolket teksten ud fra dens kommentarer til det europæiske retsvæsens urokkelighed og det moderne demokratis ulogik. De har gjort dommeren til en tv-vært med selvfed showstopper-diktion i Peder Dahlgaards ironiske tolkning ud i strakt dommerkappe. Og de har endda været loyale mod Jokum Rohdes billede af en øverstemagt i form af en forkvaklet guddom, altså Apollon, der dristigt optræder i Mads Nørbys originale figur som en enarmet playboy iført Hawaii-skjorte med solbriller og guldkæde om halsen. Men at løfte forestillingen til ét langt, tragisk suk, det har iscenesætterne ikke formået.

Der er ellers højde på forestillingen oppe på balkonerne. Det blodrøde lys dominerer Jens Klastrups lysdesign, men også Poul Fly Plejdrups scenografi i det røde tilskuerrum. Koret er klædt i gråt og minder mere om en arbejderopstand end om et kor af velafbalancerede borgere. Furierne har fuglenæb af de vildeste knoglemasker. Og havblå skønhedskvinder vakler rundt som orakelbringere med hovmodige horn næsten som i Martha Grahams mytiske balletter.

Brændemærket Lylloff

Stærkest blandt kvinderne står Sophie Louise Laurings Klytaimnestra. Lauring oser af den erotiske kvindes styrke og den svegne kvindes had. Hun er smuk, hun taler magtfuldt direkte - og hun blotter sin barm med stolthed. Da hendes snørestøvler skraber slattent hen over gulvet med hendes myrdede krop, bliver forestillingen mindre interessant. Også selv om Rikke Lylloff i høj grad indtager scenen som slavinden Kassandra.

Rikke Lylloff spiller ikke bare den voldtagnes vanvid under brændemærket i panden. Hun gestalter også offerets styrke med overraskende protest i sin slanke sandsigerkrop. Og forestillingens tre medrivende troubadurer klimprer med på hendes triste skæbne efter Jesper Egelunds dynamiske intrigetoner - med sladretromme og smiskeviolin og akkordeon med smerte.

Denne Orestien er den første danske totalopsætning. Sidste Orestien herhjemme var ellers Peter Steins syvtimers, russiske iscenesættelse i Torpedohallen i maj 1996 - efterfulgt af Luk Perceval og Peter Verhelsts belgiske fortolkning Aars! som en halvanden times hængevoms-og-voldtægtsfortolkning under Århus Festuge i 2001.

Odense Teater forsøger at få os til at opleve Orestien som et spejl på vores egen tid. Og det lykkes for så vidt, at forestillingens ordflom får os til at opgive at forstå magtens manøvrer og demokratiets nødudgange. Derfor keder vi os, derfor taber vi tråden - og netop derfor bliver vi forrådt. Akkurat som i virkeligheden.

AMC@INFORMATION.DK

'Orestien' af Aischylos. Gendigtning: Jokum Rohde. Iscenesættelse: Klaus Hoffmeyer. Jens August Wille. Scenografi: Poul Fly Plejdrup. Musik: Jesper Egelund. Lys: Jens Klastrup. Lyd: Rudi Senf. Livemusik: Rasmus Brylle, Andreas Tophøj og Rune Cygan Barslund. 4 t 25 min. inkl. 2 pauser. Odense Teater, Store Scene. Til 11. okt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu