Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Politikeres hoveder mangler musik

Karl Aage Rasmussens nye bog inviterer til nye lytninger og opmuntringer i kulturdebatten
Der er mange fortællende indslag i Karl Aage Rasmussen nye bog om 'Musik i virkeligheden'. Bl.a. skæbnebilleder af en række store musikere, hvis liv i mange tilfælde rummer gåder eller store op- og nedture, glemsel, undertrykkelse, berømmelse.

Der er mange fortællende indslag i Karl Aage Rasmussen nye bog om 'Musik i virkeligheden'. Bl.a. skæbnebilleder af en række store musikere, hvis liv i mange tilfælde rummer gåder eller store op- og nedture, glemsel, undertrykkelse, berømmelse.

Kultur
25. september 2008

Det tager som bekendt tid at læse en bog. Det angives dog aldrig i timer og minutter, som det er tilfældet med musik, hvor enhver cd anfører nøjagtig varighed af hvert stykke, hver sats. Hvis læsningen er lystfyldt, forekommer tiden at forsvinde, som det var tilfældet med min fortæring af komponisten og forfatteren Karl Aage Rasmussens nye essays, Musik i virkeligheden, en opfølgning af tidligere bind. Tiden vil dog uvægerligt forlænge sig, da appetitten også på genbrug af de nye og de gamle essays bliver vakt, da man jo må hen i reolen og finde de cd'er frem, han har sagt noget helt andet om end det, man troede at vide.

Nu er der imidlertid snydt med tiden i lyd-optagelser. I den tekniske reproduktions tidsalder griber man ind i det lineære tidsforløb for med uendelige gentagelser at stykke værkfremførelsen sammen til noget, der i perfektion ikke har med virkeligheden at gøre. Og vi kan som lyttere når som helst gribe ind og spole. Musikken er en abstraktion.

Om tid

Den filosofisk fascinerede og meget vidende og belæste Karl Aage Rasmussen lader sin bog handle om fænomenet tid på mange planer; historisk fortid, nutid og fremtid, samtidighed og usamtidighed, ligeledes i nogle 'personlige tilståelser' om, hvordan hans egen musik bliver til, fængslet som han er af rytme- og tempooplevelser, accelerationer og slowdowns, synkoper, spring og overledning. Kunstnerisk arbejde handler dertil om 'hvert øjebliks rigtighed', noget, som ingen systemer eller vaner kan sikre.

Bogens første del drejer sig netop om musikoplevelser, analyser og pædagogik og peger frem mod sidste dels kulturkritiske essays ført direkte og ganske polemisk ind i samtidens situation og såkaldte værdidebat. Dermed er den naturligvis velkomponeret og vel timet. Første del skærper appetitten på det store midterafsnit med komponistportrætter.

De mange fortællende indslag i de skarpsindige analyser folder sig ud i skæbnebilleder af en række store musikere, hvis liv i mange tilfælde rummer gåder eller store op- og nedture, glemsel, undertrykkelse, berømmelse.

Sibelius bebudede en 8. symfoni, der skulle samle alt. I stedet indtrådte 30 års selvpinerisk tavshed. Denne gåde, som siden har optaget musikkritikere, løser Rasmussen med fin effekt: Sibelius' udtryksform blev med årene mere og mere komprimeret, det symfoniske stof så koncentreret, at det antyder en bevægelse ind i stilheden, tavsheden. Konsekvensen er derfor fravær.

Komponisterne Mahler og Busoni males op i stærke farver, Verdi skildres som renlivet politisk komponist. Alle de kendte og elskede operaer handler direkte om revolutioner i forbindelse med Italiens samling, hvad ingen operagænger nu skænker en tanke. Sjostakovitjs trængsler under Stalin analyseres i relation til endnu en musikhistorisk gåde, en påstået selvbiografi om forholdet til regimet. Også dette andenhåndsværk fortæller en sandhed. Komponistdirigenten Otto Klemperer prøvede det hele.

Status

Skæbner og ry kniber det ifølge ham helt anderledes med for moderne 'klassiske' komponister. Sammenlignet med den status, digtere og malere har i offentligheden, spiller deres værker ingen rolle i kulturbilledet. Oplevelsen af klassisk musik er bagudvendt og nostalgisk, mens ny musik efter 1945 ikke er sluppet med ind i dannelsesbegrebet. Jamen, så den store operainteresse? Den omfatter jo kun de 10-15 stykker, der udgør verdensrepertoiret, skabt af Mozart, Verdi, Puccini, Strauss etc. Her mærkes nogen grad af mismod under den energiske , ekspressive og klart tonende skrift trods det fine panorama over bl.a. amerikansk musik og dens vitale pluralisme og en måske lidt opskruet tro gennem eksempler på, hvad elektronikken, internettet og de nye forbindelser i YouTube og MySpace kan inspirere til, en kreativitet, der forvandler lyttere til medskabere i et økosystem, et fællesskab, der demonterer 'værket' og ophavsretten. Nye tider, ny tidsånd.

Bogen er selv en inspirerende sendestation, der inviterer til nye lytninger og til opmuntringer i kulturdebatten, som her forsynes med tanker og udfald om danskhed og musik, vores underlige blandinger af praleri og selvforagt, om den musik, der mangler i hovedet på politikere og bureaukrater. Debat-indlæg, som ikke er helt fri for gentagelser, en lille verbal redundans i den ellers fint orkestrerede sprogmusik.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her