Læsetid: 3 min.

Så langt fra normalen

Kasper Nørgaard Thomsens tredje værk rummer en ambitiøs civilisationskritik, som dog drukner i indadvendt opstyltethed
I 'Idioteque' befinder vi os på genkendelig grund i Valby op ad 'højbanen', men ind til denne hjemlighed slippes en litterær idé af intet mindre end globale dimensioner.

I 'Idioteque' befinder vi os på genkendelig grund i Valby op ad 'højbanen', men ind til denne hjemlighed slippes en litterær idé af intet mindre end globale dimensioner.

4. september 2008

Da Helle Helle tidligere i år havde udsendt sin roman Ned til hundene og med fuld ret høstet masser af positiv omtale, skrev en anmelder på en blog, at værket for ham mest mindede om "enhver dansklærers drøm". Nu er der jo i sig selv ikke noget galt ved at nære drømme og være dansklærer (den pågældende anmelder lever bl.a. af at uddanne dem), men dommen var ikke desto mindre klart negativt ment: for let at læse, for nem at analysere, for velegnet til indlæring af litteraturfaglige begreber og lidt for oplagt at perspektivere til tidens almene tale om sted og provins og retningsforladt subjektivitet og litterær minimalisme.

Skulle nogen på baggrund af denne (i mine øjne uretfærdige) kritik have fået lyst til at give sig i kast med tungere og mere krævende læsning, er lejligheden nu kommet, idet Kasper Nørgaard Thomsen netop har udsendt sin tredje roman, om muligt endnu mere ambitiøst tumultuarisk end forgængerne Baljen (2001) og Malonecity I-II (2006). Har vi med Helle Helle at gøre med 'minimalistisk realisme', møder vi hos denne forfatter maksimalistisk surrealisme iblandet civilisationskritisk analyse i fremtidsromanform.

Valby og verden

Vi befinder på genkendelig grund i Valby op ad 'højbanen' og Carl Jacobsens Vej og Folehavekvarteret, men ind til denne hjemlighed slippes en litterær idé af intet mindre end globale dimensioner. Jeg-fortælleren bliver af sin fader sendt til en enklave kaldet Kantonen, en art totalitær arbejdskommune for utilpassede individer. Her arbejder han som 'pæremand' og bliver for sin lydighed og flid forfremmet til 'afhugger', udstyret med miniøkse og andre dødbringende våben, efter en udrensningsmodel lidt i stil med de morderkompagnier, der befolkede Jens-Martin Eriksens Vinter ved daggry (1997). Eks-Jugoslavien og Sudan er pludselig nået til Danmark:

"Man udser sig et offer og forfølger vedkommende, indtil munden, jeg mener kroppen - ligger livløs hen. De flygter. I hast går jeg på den næste. Det er som om hans flugt foregår sidelæns, ligesom med streger hen over en vilter sandbund, men jeg får ramt ham i låret, hvorefter han synker ned med opspilede øjne. Langsomt, i denne sandhedens stund, sætter jeg mig på hans bryst, og lader sekunderne hovere frygtindgydende, så skærer jeg halsen over på ham og mærker det varme blod."

Efter en tid gør dræberne oprør anført af den karismatiske Larsen, hvem de dyrker ved at sutte hans lem, for det er, som om kamp går hånd i hånd med drengekærlighed: "De tror pik smager dårligt, men formanden smager faktisk skønt. Da han kommer, da han kommer gisper de fleste af os."

Skriftens oprør

Senere, da oprøret er nedkæmpet, spærres jeg-fortælleren inde sammen med russeren Eva og Nobi, en kampfælle fra Kantonen. Handlingen slutter i mørke med angrebslyd og klynken og skrig, med dødsrallen ledsaget af en for snifferen velkendt benzinlugt.

Når det kan være vanskeligt at referere forløbet, hænger det dels sammen med Kasper Nørgaard Thomsens suveræne foragt for almindelig plotmæssig gennemskinnelighed, dels kommer det af det forhold, at teksten både skildrer et oprør og er et oprør, nemlig imod litteraturen. Det handler om at opløse eller skide på samfundets idiotiske masser af mening og syntaksens styringssystemer. Ergo må der skrives så viltert og vanvittigt som muligt:

"Har jeg stået for længe, i min lommeuld med den tilsynsførende, i mit fjeld af rytme, med min salighed over pærer, i den smukke skumring, med lidt klamme hænder, før det brag, der må komme? Og fundet en opkogt løsning, et humør, hvis indretning er noget med at en ny, traditionssatanisk humor er kommet, og kommer, og vipper præsteskabet af pinden, så de kan drukne i klassicismens melankolske døbefond, alas?"

Passagen kan ikke just kaldes krystalklar, og det er karakteristisk at ordet 'døbefond' godt kan være en stavefejl af dem, der var så talrige i Nørgaard Thomsens foregående værk, men også kan være en neologisme, der netop understreger egensindigheden.

Tanken er formentlig, at Idioteque skal mobilisere læserne til modstand mod alskens autoritære og renhedsdyrkende ideologiske systemer og samtidig frisætte oprøreren i os alle. På den ene side står 'das Partyfolk', der fester, og højbanen der transporterer de lykkelige og normale til Sverige, hvor der ikke findes oprør, "kun elve med masser af sunde fisk". På den anden side står kraften, den lidenskab, som bogen vil bære frem og bæres af selv.

Hvem der mister luft og kvæles, mens hele denne kamp står på, er læseren, som måske nok får lov at opleve en original, meget anderledes roman, men først og fremmest får indtrykket af noget manieret, anstrengt, opstyltet og fortænkt. Vanskeligt tilgængelig litteratur kan være en stor oplevelse; men Idioteque er ulæselig på den helt igennem ufede måde.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu