Læsetid: 6 min.

Salt humor, fersk følelse

Det er i humoren, der er mest næring at hente på fire udgivelser med hver sin kvindestemme i front. Den mere rent transmitterede følelse kan til gengæld være både pænt skønmalet og skarp-skudt fra americanaens velpolstrede bagsæde
Det er i humoren, der er mest næring at hente på fire udgivelser med hver sin kvindestemme i front. Den mere rent transmitterede følelse kan til gengæld være både pænt skønmalet og skarp-skudt fra americanaens velpolstrede bagsæde
16. september 2008

Her er fire, danske bud på musik og levet liv i 2008. Kira, Our Broken Garden, Marie Key Band og Sys Bjerre. De to første sunget på engelsk, de to sidste på dansk. Alle soloprojekter eller bands styret af kvinder, men med vidt forskellige grader af patos og humor; vidt forskellige doseringer af levet liv og håb for fremtiden.

Kira Skov er tidligere frontfigur i Kira & The Kin-dred Spirits. Men nu kalder hun sig bare Kira og har selv produceret The Rail Train, The Meadow, The Freeway and The Shadows. Og det klæder hende, hendes nye backingband, The Ghost Riders, klæder hende, og hendes med-komponist Nicolai Munch-Hansen klæder hende. Og sangene klæder hendes stemme, der har klangbund i blues'en, men også - så vidt denne anmelder kan opfatte - i hende selv.

Alt er klædeligt. Der sidder ikke et hår forkert, selv om pladen er gennemvædet af følelser. Lidenskab i fuld galop over prærien, speederen trampet i bund på følelsernes freeway; mord, manipulation, svigt og sjælen på jagt efter betydning. Og guitarerne klinger med western-twang, så man forventer, at en mumificeret Lee Hazlewood lige om lidt bliver hjulet ind på en udstoppet hest trukket af The Raveonettes. Det gør han ikke, og det gør de ikke. Ligesom Patti Smith, Elliott Smith, amerikanske vestkystrockere og en ung PJ Harvey heller ikke materialiserer sig, selv om de alle huserer.

Det er i denne americana og fortolkede americana, at Kira føler sig hjemme og tør krænge sine romantiske og sanselige indtryk og sin forestillingsverden ud. Her i Kiras tryghedszone kan man således finde skæbnesvangre historier om kærlighedens krat og begærets nitro-glycerin, men udfoldet i en konservativ fascination af amerikansk mytologi - ikke kun i musikken og dens markører, men også i teksterne og helt ned til coveret, hvor frk. Skov sidder lænet ind over det røde læderrat i hvad, der i hvert fald ligner et dollargrin.

Skarpskudt fra americanaens velpolstrede bagsæde åbner Kira for hjertekamrene, og det er et paradoks, at man kan udfolde sin passion i traditionens sikkerhedssele. For det lykkes faktisk for hende at besjæle en fjern forestillingsverden. Man får sgu følelser på sig, når sangene er stærke nok. Sange som "Consider This", "Make A Man", "Song For Stephin Merritt" og "Walk The Mile". Hvorimod de lidt for stildyrkende og poserende numre kommer til at lyde som lånt passion og kalkeret musikalitet. Og pludselig bliver den transatlantiske forbindelse til lokalbedøvelse af sangene. Til rygrads-blokader af Kiras - og Nicolai-Munch Hansens - potentialer. Mens de bedste numre er sødt salt i vores sår.

Skønsang i tusmørket

Der er ikke meget salt at finde i Our Broken Garden. Debutalbummet When Your Blackening Shows er en anderledes tilbageholdende og fe-agtig udgivelse. Forrest i lydbilledet finder man Anna Brønsted, der synger og har komponeret, og bag hende arbejder Søren Bigum på guitar og Moogie Johnson på bas samt gæstemusikere på orgel, trommer, strygere.

Anna Brønsted er en skønsanger. En sopran med luft under ordene, høj på dårende flydetoner og langsomme melodiske udviklinger. Sangene er kønne, dvælende og giver god plads til eftertænksomme stemninger i overgangen mellem dag og nat. Men man raver også noget mut rundt i Our Broken Gardens tusmørke. For selvom konturer har det med at - og også gerne må - udviskes i dét lys, ja, så bliver det simpelthen for monokromt hos Our Broken Garden. Det bliver for formløst i al sin henførthed, og det er jo en skam, når det nu er sange af et vist traditionelt tilsnit, som Brønsted giver sig i kast med.

When Your Blackening Shows har det med at lukke sig om sig selv, i hvad der lyder som uddrag fra helt utvivlsomt intense indspilningstimer. Og derfor bliver jeg også ramt, når der pludselig er en sang - f.eks. "The Rock Collector" og "La Sagitaire" - der folder sig melodisk ud i (folke)vise-lignende kurver bag slør af Angelo Badalamenti/David Lynch-stemninger. Her bliver den udglattende pryd-have-poesi omdannet til dunkle krat-kompositioner, man har lyst til at stirre ind i.

Men ellers er de fleste sange desværre for nydelige i deres skønsang, for anonyme i deres mangel på friktion, for ferske i deres langsomme tempi, hvor ingen musiker ønsker at sætte en fod eller finger ufølsomt forkert. Det ville jeg ellers ønske, at de gjorde.

Melankoli og eventyrlyst

Så er det anderledes opstemmende at høre den nye, anden plade fra Marie Key Band. Jeg kommer til at klukke under afspilningen af Hver sin vej's finurlige kvababbelser over og ukueligt humorisitiske tilgang til livet. Her er brillante P4-venlige hits i en kæk, skæv jazz- og visesang-stil, som ikke kan knægte frontfigur Marie Keys krukkede og alligevel ligetil vokal. Hun dyrker stadig pigen i sin stemme, men hun har også fat i et melankolsk lag og en genstridighed og nogle virkelig morsomme tekniske detaljer. Tag bare hendes gurglende sang i verset "Han ser godt ud nu aaah" på "Loppen".

Vi er i det nære, det nære. Vesterbro og stofferne, DSB og forsinkelserne, kærligheden og de bristede følelser, alkoholikeren og ensomheden, der klæber til hende. Og teksternes intimitet og lune passer strålende til det rummelige, venskabeligt spillende band, men heldigvis også i en lettere eventyrlysten produktion, der smider bandet ud i arabiske melodier, ud under en hvælving af mandekor og i en syngende himmel af strygere.

I det hele taget når Marie Key Band længere med deres andet album. Rocknerven fungerer fornemt som accelerator i flere sange. Visepræget har kastet endnu stærkere sange af sig. Og sødmen og finurligheden i Marie Keys stemme kommer til sin fulde ret i produktionen og i hovedpersonens mix af humor og underspillet melankoli.

Hver sin vej kæntrer kun, når der forceres. Som på det stilistisk malplacerede hit-forsøg (som sikkert nok skal lykkes) "Almindelig dag" med Anne Linnet som gæst. Eller røvbalde-nummeret "Den stenede jord". Her mener jeg, at Marie Key Band overskrider sin integritet for at nå længere ud, men det behøver de faktisk ikke for at blive en del af den folkelige fællesmængde.

Mere Bridget end Pippi

Sys Bjerre vil også gerne være sjov i al sin selvbevidste finurlighed. Fra cover til tekst: "Jeg taber din mobil i toilettet () jeg er ikke perfekt. Men det er menneskeligt at fejle. Og jeg har accepteret, at jeg er en kegle". Men musikalsk er den 23-årige sanger og sangskriver så langtfra en kegle: I en let candyflosset poprock-iscenesættelse skønsynger Bjerre med inspirationer ikke kun fra danske og amerikanske singersongwritere, men også fra r&b's elastiske fraseringer.

Du kender måske, kære læser, allerede hittet "Malene" og pigen, der blev brændt af og nu straffer på materiellet, på flere niveauer ... "Hvis du googler 'funny dick', så kan du se den på Yahoo", lydet det. Og det er da meget morsomt. Men det er desværre pakket ind i en pussenusset poprock-sang. Som er blevet et hit ligesom albummet og dets generelle mainstream-singersongwriter og -poprock sikkert også skal blive det.

Jeg ville bare ønske, at der var lidt mere Pippi og lidt mindre Bridget Jones over Sys Bjerre. Hendes utilpassethed er mest af alt nuttet morsom, sådan lidt frejdig og tilgiveligt kikset uden at stille egentlige spørgsmålstegn, når den leveres som en hitvenlig pakkeløsning uden modhager. Og det kan hverken lidt breakbeats, vocoder eller varieté-klaver ændre på. Men okay, hvad ved jeg. Måske vil Bjerre blive en sej rollemodel for usikre teenagepiger derude? Bare en skam, at de så vil finde sikkerhed i at knejse med nakken inden for rammerne af en mainstream, der stadig pudrer pigerne til.

Men Bjerres tekster kan noget andet og mere ogusminket. "Den vandbaserede selvtillid" og "hængslerne på dit gamle utroskab" fortæller noget om Bjerres færdigheder. Der er et skarpt reality check til anorektikere, og der er "Afrika og min dårlige samvittighed" om aflads-junkien, der sender "et brev til mit fadderbarn i Kenya/Så jeg kan købe et par nye sko med god samvittighed". Kast den første sten, hvis du kan, kære læser.

Så når man lytter til teksterne og musikken i sammenhæng, er det som at finde en lyserød poesibog med hjerter og ponyer på - og så indeni finde barberblade og spejlbilleder i stedet for ligegyldige rim.

Kira: The Rail Train, The Meadow, The Freeway and The Shadows. (Copenhagen Records)Our Broken Garden: When Your Blackening Shows. (Bella Union/Bonnier Amigo)Marie Key Band: Hver sin vej (Genlyd/Sony BMG)Sys Bjerre: Gør det selv (Universal Music)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu