Læsetid: 3 min.

Skødesløs generøsitet

Sangerinden Cassandra Wilsons udfolder fremragende fortolkningskunst på sin nye cd, mens Dianne Reeves kører sikkert videre i sit mondænt artige pladespor
Cassandra Wilson har igen formået at puste nyt liv i tilsyneladende fortærsket materiale.

Cassandra Wilson har igen formået at puste nyt liv i tilsyneladende fortærsket materiale.

Blue Note Records

3. september 2008

Hun har altid lydt fantastisk på plade, den nu 52-årige Cassandra Wilson fra Mississippi. Hun byder da også på den kunstnerisk mest tilfredsstillende udgivelse, sammenlignet med nyheden fra en anden af tidens største kvindelige jazzvokalister, Dianne Reeves.

Med Loverly er Wilson tilbage, som vi kender hende i et sprødt akustisk lydbillede af håndspillet blues og jazz efter en i øvrigt fascinerende afstikker til et mere tungt og rockinflueret miks af negroid funk og blues på den velproducerede Thunderbird (2006). Det er, som om hun med den indledende, rapt swingende version af Oscar Hammersteins "Lover Come Back To Me" vil demonstrere, at rødderne i den rurale swingjazz og blues stadig er hendes udgangspunkt. Herfra breder pladen sig ud og byder på fremragende fortolkninger af både standards, latin- og bluessange i en særlig rytmisk iscenesættelse, hvor den nigerianske slagtøjspiller Lekan Babalola, der er udøver af den vestafrikanske yoruba-religion, mikser med de rige rytmiske traditioner fra bl.a. New Orleans, Brasilien og Cuba.

Emmer af nærvær

Cassandra Wilson, der har en chokolademørk, dovent sexet stemme, fuld af ømhed, længsel og rytmisk smidighed, er kendt for at iscenesætte standards og gode popsange, som de aldrig er hørt før. Det snydes man heller ikke for her med stærke versioner af bl.a. "Black Orpheus", "Caravan" og "St. James Infirmary", der alle demonstrerer, hvordan hun formår at puste nyt liv i tilsyneladende fortærsket materiale.

Bag sig har hun et glimrende orkester, hvoraf flere medlemmer som guitaristen Martin Sewell, bassisten Lonnie Plaxico og trommeslageren Herlin Riley har fulgt hende i årevis. Et særligt scoop er det at høre pianisten Jason Moran, som føjer et opfindsomt spil af skæv og karsk swing til Wilsons band. Den afslappede og spontane stemning giver et lydbillede og en musikoplevelse, der emmer af nærvær.

På den afdæmpede duo-udgave af "The Very Thought of You" har Wilson endda forladt mikrofonen, mens Reginald Veal former sin bassolo. Da hun falder ind igen, er hun ikke nået tilbage, men man hører hende tydeligt synge i lokalet i baggrunden, mens hun nærmer sig og til sidst er helt nær ved os igen. Wilson, der selv har produceret pladen, valgte at beholde dette første take af sangen, i stedet for at synge det hele om. Hvad der var en 'fejl', er vendt til en musikalsk situation med plads til mere af alting. Denne skødesløse generøsitet kendetegner i det hele taget denne dejlige plade.

Luksuriøst og artigt

Der er en paradoksal afstand mellem den overrumplende karisma og spontant vældende musikalitet, som den 51-årige Dianne Reeves formår at diske op med live på en scene, og så de mondænt pæne vokaljazzplader, hun har udsendt i de senere år. Det gælder også nyheden When You Know, der på den ene side dokumenterer Reeves' formidable stemmekontrol og melodiske fortælleevne, men på den anden side lægger sig sikkert og trygt i et i forvejen kendt og brugt lyd- og stilspor fra den amerikanske vokaljazztradition.

Det er altså småt med nytænkningen og overraskelserne, når man møder Reeves på hendes i øvrigt luksuriøst kreerede plade, der har et stort opbud af nogle af Amerikas bedste studie-musikere, som artigt akkompagnerer hende igennem de 10 mestendels romantiske jazz- og popsange. Her er for lidt sved, tårer og fritænkning.

Man ville dog være et skarn, hvis ikke man kunne sætte pris på den mørkt tonede Jobim-fortolkning "Once I Loved" og den flot arrangerede "The Windmills of Your Mind", hvor Reeves' røst finder nerven sammen med rytmegruppe, strygerorkester og Steve Wilsons sopransax. Og så bryder hun på forfriskende vis rammerne med den afsluttende, næsten rock'n'roll-prægede gospelsang "Today Will Be a Good Day", der formentlig utilsigtet afslører, hvor livlig en plade Reeves kan skabe, hvis hun får impulserne og friheden dertil.

Cassandra Wilson: Loverly (Blue Note)Dianne Reeves: When You Know (Blue Note)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu