Lars Møller bruger bogen Det danske Pearl Harbor Forsvaret på randen af sammenbrud til at råbe op om hærens problemer og den nye centralisering i forsvaret, som selv ikke Stalin kunne gøre bedre. På en af de første sider og gentaget i bogens slutning fremsættes en fejlagtig påstand. Når oberst Lars Møller siger, at det ville være umådeligt meget nemmere at holde mund, så er det - når det kommer fra ham - en lodret løgn. Enhver med bare et perifert kendskab til den kampglade oberst ved, at han simpelthen ikke kan holde sin mund, når han har fået øje på "something rotten in the Danish Defence."
Desværre er det også, så vidt min viden rækker, den eneste helt forkerte påstand i denne debatbog om forsvarets nye organisation.
Ikke meget nyt
Ser man tilbage på de to forgangne års mediekommentarer fra Lars Møller om problemer i forsvaret, er der ikke meget nyt i bogen. De centrale budskaber om et selvtilfreds bureaukrati for langt væk fra virkeligheden kunne sagtens rummes (eller rettere gemmes væk) i en 14 siders artikel i Militært Tidsskrift. Det er derfor naturligt at spørge om denne bog er en nødvendig udgivelse? Svaret er et behersket ja.
Men Lars Møller devaluerer selv bogens nødvendighed. Han vil for meget på for lidt plads og blander skarpe, præcise skud mod forsvarets organisation og drift med et par ladninger spredehagl om hverdagens knaster.
Endelig savner jeg lidt bedre rådgivning om vejen frem end blot at tildele hæren flere ressourcer.
Lars Møllers venlige vink med en vognstang om en organisation, der ikke virker efter hensigten, har hidtil bestået af en række brudstykker i pressen og diverse fagblade. Men i den grundlæggende taktiske uddannelse lærer enhver officer, at stykkevis indsættelse af enhederne er stykkevis tilintetgørelse. Vil man noget, må man satse massivt. Oberst Lars Møller synes klart, at hans påstande om en hær, der lider og et overbureaukratiseret forsvar fortjener at blive hørt af mange. Det skylder man de soldater, der er ved at miste arbejdsglæden. Bogens massive samling af synspunkter må ses som et værn imod stykkevis at få sine ideer og påstande tiet ihjel - eller pakket ind i fløjlsbløde bortforklaringer af diverse pressetalsmænd.
Krasse ord
Bogen vender mange sten i forsvarets hverdag og fremviser - hvad enten man kan lide det eller ej - en stor dynge af etatens snavsede vasketøj. Der er krasse ord om forsvarets centralistiske struktur og forretningsgange. Dog ros til dem, der uddanner soldaterne, og stolthed over, hvad hæren formår af kampuddannelse på 12 måneder. Lars Møllers synspunkter bør have en plads i den kommende debat og diskussion om forsvarets fremtid. Ikke fordi nogen skal være enige - men beretningerne om forsvarets bureaukrati og praktiske forvaltning fortjener meget mere overvejelse, før alt afvises som syrlige grynt og mobning af systemet fra Lars Møllers kampstade.
De nye centrale tjenester i forsvaret (især Personel- Materiel- og den Koncernfælles Informatik-Tjeneste) får tildelt nogle dybe træffere tæt på bæltestedet; men ikke meget under. Strukturen kan tilsyneladende ikke levere varen i det hjemlige regi. Soldaten er et halvt år ude og to et halvt år hjemme. Men i den lange periode hjemme ligner hæren slet ikke en vinder. Det er et af kerneproblemerne. Hertil kommer, at den nye struktur har ladet for meget ansvar og lokal selvbestemmelse forsvinde ind i bureaukratiets uransagelige sneglegange.
Dog slår Lars Møller fast, at forsvaret har formået at sende særdeles velkvalificerede soldater i krig og aftvunget respekt fra mere 'krigeriske' nationer som Frankrig, Storbritannien og USA. Men blot fordi systemet, på trods af selvforskyldte dårligdomme, virker i dag, er det langtfra - meget langtfra - sikkert, at forsvaret virker i morgen, advarer Lars Møller. Der bruges mange sider på forholdet mellem hæren, søværnet og flyvevåbnet og tildelingen af ressourcer. Den korte version er, at de tre værn elsker og respekterer hinanden på samme måde som de tre kunstarter på Det Kongelige Teater. Og samarbejdet er derefter.
Lars Møllers simple budskab er, at skal forsvaret og i særdeleshed hæren effektivt og med unødige tab også i fremtiden levere byggeklodserne til en aktiv udenrigspolitik, skal der gøres noget ved dagens dårligdomme. Mere vægt på mennesker i den operative del - mindre vægt på kontorets lyksaligheder.
Skal bogen sammenfattes på én linje, må det være med omkvædet fra 'Sangen om Larsen' (Kjeld Abell, Melodien der blev væk, 1935): "det sku' vær' så godt, og så' det faktisk skidt."
Alt i alt - en let læst og slet ikke dårlig indføring i nogle af forsvarets problemer inden for det nuværende forsvarsforlig. Såvel nye som gamle debattører kan begynde her.
Erik Bo Bruhn er pensioneret oberst.
