Læsetid: 3 min.

I skyggen af referencerne

Volbeat skuffer sjældent i kraft af Mikael Poulsens karakteristiske vokal. Men på det nye udspil farer de en smule vild mellem halvhjertede eksperimenter og helhjertede referencer
2. september 2008

Volbeats anden plade, Rock The Rebel/Metal the Devil, var lidt af en sensation. Ikke kun fordi den nåede højt på hitlisterne og fik metal ud til folket uden at polere på det, men fordi den bragte elementer fra country, klassisk amerikansk rock og metal sammen og gav det et samlet udtryk - ført an af Mikael Poulsens imponerende vokal. Nu kommer så Volbeats tredje plade, hvor vi skal se, hvordan de holder balancen mellem at glædes over at have ramt et bredt publikum og et ønske om at fastholde dem. Man kunne frygte, at der blev lagt et fint lag finering henover lyden i mixningen - som det ofte sker med rockmusik, når den bliver populær. Men det er faktisk ikke sket. Når guitaren og stortrommerne er der, så gives de fuld gas, til gengæld er de ikke længere så dominerende. Der er simpelthen blevet skruet ned for metalknappen, inden bandet overhovedet er gået i studiet. Samtidig har man pillet den svenske kok ud af Mikael Poulsen - intonationen er blevet bedre, men spørgsmålet er, om det har gjort Mikael Poulsen bedre. Der var en vis charme ved, at man nogle gange missede teksten, netop fordi det hang sammen med, at guitaren høvlede derudad i så høj fart, at ingen vokal kunne følge med.

Referencerne står i kø, når man lytter til Volbeat: Social Distortion, Life of Agony, Me First and The Gimme Gimmes, Bad Religion, Type-O-Negative, Metallica og så en samling døde hvide amerikanske mænd; en arv fra amerikanske rock og countrylegender - gjort tunge. Referencer er fine. Alle står på skuldrene af kæmper. Men på den forrige plade var der lagt større afstand til dem, end det er tilfældet på Guitar Gangsters & Cadillac Blood. Det lyder, som om Volbeat er på vej et sted hen, og de har lavet denne plade, inden de er nået helt frem. De har endda lavet to covernumre af to covernumre. Et af Me First and The Gimme Gimmes cover af Hank Williams' "I'm so lonesome I could cry" og et af Social Distortions cover af Kitty Wells' "Making Believe". Et tilbageskridt i forhold til Rock The Rebel/Metal the Devil, hvor nummeret "Sad Man's Tongue" var en hyldest til og en art cover af et Johnny Cash-nummer, men på en meget mere raffineret facon, hvor det lykkedes for Volbeat at tage fuldkomment ejerskab.

Inkonsekvens

At referencerne er tydelige er selvfølgelig ikke ensbetydende med, at det ikke er en fornøjelse at lytte til pladen. Titelnummeret og nummeret "We" er stærke energi-udladninger. Men der er bare en del inkonsekvens. Nummeret "Still Counting" er et godt eksempel på det. Den starter eksperimenterende. Mikael Poulsen kaster sig her ud i en reggae-agtig intro. Men tør så alligevel ikke fortsætte den punkede reggae, og helt uden overgang sætter den tunge guitarbund i gang. Overgangene er i det hele taget ikke imponerende på denne plade. Sikkert et resultat af, at man har bevæget sig lidt væk fra metallen mod en mere klassisk rocklyd og alligevel forsøgt at bevare en tung guitarbund. Jon Larsen har fået mindre travlt ved den dobbelte stortromme og guitarist Thomas Bredal har sat farten ned på strengene, men heldigvis er pladen ikke renset for metal. Nummeret "Wild Rover Of Hell" er rendyrket metal. Men igen er det uundgåeligt at tænke referencer - Mikael Poulsen har endda inkorporeret titlen på Metallicas anden plade, Ride the Lightning, i teksten. Så bliver det jo ikke tydeligere.

Der er flere numre, der kunne gå direkte ind på P3-playlisten. For eksempel "Mary Ann's Place", der er en duet med Pernille Rosendahl. Og "Light A Way", der ligeledes er en rockballade - endda med strygere. Man føler sig hensat til dengang i 80'erne, hvor alle rockbands pludselig skulle sætte sig på en barstol og synge langsomt. Der er ingen tvivl om, at Volbeats nye plade nok skal sælge, men når man kender bandets referencer, så er der ikke meget originalitet og helhedsindtryk at spore på Guitar Gangsters & Cadillac Blood. Men man må stadig holde fast i, at Volbeat har fundet the missing link og bragt guitaren tilbage på P3. Og det kan man ikke takke dem nok for.

Volbeat: 'Guitar Gangsters & Cadillac Blood'.

Er udkommet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu