Læsetid: 4 min.

Slægtens spor

Hanne Reintofts nye historiske roman går grundigt til værks
11. september 2008

Den historiske roman stiller sit ophav over for en række strukturelle og stilistiske problemer: Hvor meget og hvor udførligt og på hvilken måde skal forfatteren forklare den tid, i hvilken fortællingen er henlagt; i hvilken sproglig og adfærdsmæssig rekonstruktion skal personerne postuleres i identitet og troværdighed? Valgene er mange, vanskelige og afgørende. Fortidens mennesker talte og gebærdede sig anderledes; sæder og skikke ændres selvsagt over tid, til fortiden synes delvis uforståelig. En stilistisk balance mellem nutid og datid er nødvendig for at undgå anakronismer eller det rene krukkeri. Fortidens folk sagde ikke "fuck You!" men mente det ind imellem. De sagde heller ikke som i foreliggende fald: "nærdød" eller "tabere" eller "ikke en skid", men havde naturligvis behov for at udtrykke sig om tærsklen til tilintetgørelsen, om håbløse eksistenser og at der ikke er noget at komme efter!

Hanne Reintoft har henlagt sin seneste roman, Nu er det længe siden, til perioden 1864-1901 og markerer unægteligt erkendelsen af det fjerne i fortiden med denne titel. Nu er det længe siden. Ja, det er. I denne periode skete de store gennembrud, der lagde luft til fortiden, kan man roligt sige. Det betydeligste kaldet det moderne gennembrud, hvor litteratur- og i sammenhængen ikke mindst historiesyn undergik en revolutionerende forandring. Den dag i dag vækker opgøret lidenskaber med krav fra de opbragte ideologer i Dansk Folekeparti om gennembruddets udradering af såvel fortidsopfattelse som nutidsvirkelighed.

Alt til debat

Også denne side af sagen har Hanne Reintoft fået med i sin omfattende fortælling om disse bevægede fire årtier: Georg Brandes på Københavns Universitet, da gennembruddet blev sat i værk, og begejstring og had kappedes om at placere eller udplacere den unge fremadstormende begavede (jødiske) litteraturmagister. Den store ramme om Reintofts roman lægges imidlertid i det Slesvig, hvorom krigen i 1864 og et utal af modsætninger blandt de slagne danskere siden drejer sig. Hvorledes takledes nederlaget? Samarbejde, obstruktion eller modstand, og hvad var mål og midler, hvis overhovedet der var fremtidsudsigter for en fortsat kamp?

Hanne Reintoft sætter hele Sønderjyllandssagen til debat og fastslår under udfoldelse af en særdeles overbevisende viden om perioden i helhed og detaljer at Sønderjyllandsspørgsmålet ikke kan isoleres fra den øvrige politiske udvikling i det lemlæstede kongerige. Dertil kommer forfatterens indsigt i den religiøse kulturkamp i disse år: de forbitrede opgør mellem grundtvigianere og indre mission, kirkefondsbestræbelserne på at erobre den københavnske arbejderbefolkning for kristendommen frem for arbejderbevægelserne, forsøget på en forening af det kristne og det socialistiske, kort sagt den vidtspændende emnerigdom, ved hvilken gennembrudsårene må belyses og forstås. Intet under at perioden altid har været en sand eksamensrædsel.

Jens Peter Jensen er stamfaderen til romanens hovedpersoner med rod i den store slægtsgård Vemminglund på Broagerland. Jens Peter deltager med fatale konsekvenser som frivillig i det på forhånd tabte slag ved Dybbøl. Hans skæbne så at sige bestemmer liv og retning for slægten, der efter nederlaget spredes for alle vinde til allehånde skæbner, men dog med fortsat forankring i mor på Vemminglund.

Hanne Reintoft formår at tegne sine personer med krop og karakter, deres skæbne vedkommer læseren, der nu og da bevæges. Desværre præger forfatterens overomhyggelighed skildringerne - ikke mindst bogens mange dialoger der ofte får præg af historietime med indbagt historielærer og pegepind. Reintofts ambition har givetvis været at fuldtegne en forklaring af en kompliceret periode med det resultat, at tekstens stof svulmer op og vil for meget på én gang. Eller rettere fortælle hele sit stof, som researchen så nidkært og fint har gravet ud, frem for at reducere og yderligere reducere og antyde og så i øvrigt lade stå til og overlade læseren noget mere til sig selv. Når man lever i sin tid, er mange af begivenhederne, også de store, jo kendetegnet ved, at folk er på det rene med, at disse tildragelser er store og betydningsfulde, hvor man midt i dem ikke behøver forklare hinanden detaljerne, ja knap nok omtale dem. Vi har tabt krigen. Tak, det ved jeg, men vidste du at vi mangler fløde til kaffen? I den stil arter historien sig jo.

Lyst til fordybelse

Selve handlingsgangen i romanen, så blomstrende den end er, sættes lidt for mange gange i videre værk ved belejlighedsbegivenheder a la: nej, men der ser jeg jo NN komme!

Det er nok ikke ved siden af, hvis en i øvrigt positivt stemt anmelder mener at Hanne Reintoft har villet cirka 25 procent for meget og med fortjeneste kunne have reduceret tilsvarende i omfang og ambition. Enkelte af personerne overgøres derved, særligt de nobleste af dem og blandt disse især bogens ubestridte førstedame Ida Salomonsen. Man indser gerne denne fine, smukke kvindes noblesse, men også i dén grad...

Romanen vil utvivlsomt hos læseren vække en ubændig lyst til at fordybe sig yderligere i denne periode, den absolutte forudsætning for at begribe grundvilkårene i nutidens kulturkamp. Det reaktionære tankegods, danskerne pr. uheldigt folketingsflertal for tiden søges bundet om fødderne, støbes samtidig med det moderne gennembrud og kampen mod uretten indledes.

Den sidste har Reintoft i sin sociale og umiskendelige grundtvigianske forståelse særlig sans for. Og det er også godt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu