Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Smuk som en seven-eleven i regnvejr

Sproget er slapt i for mange af Janus Kodals nye digte, og så hjælper krumspringet et fedt
Kultur
4. september 2008

Janus Kodals forrige digtsamling Seks suiter er noget af det vanskeligste lyrik, der er kommet på dansk de sidste par år. Den var svær - nærmest umulig - på en helt grundlæggende måde. Den var ikke "uforståelig", den fik læseren på glatis. Skulle disse digte læses som parodier? Som øvelser i patos? Var fokus på stemmeføring eller billedsprog? Var der tale om hermetiske tekster eller systemiske cut-ups? Elaborerede jokes? Samfundskritik?

Nå. I Seks suiter var der en særlig kvalitet, en intensitet og svimmelhed i forvirringen, som gav lyst til genlæsning. Kodals nyeste digtsamling, Hovedbanen og andre impulskøb - mestendels korte digte løseligt til og om livet i byen - forvirrer også sin læser, men ikke på samme, gode måde. I stedet undrer man sig over de mange genuint slappe tekster undervejs. Især i første tredjedel, 'By af regn' hober banaliteterne sig op. Her er det lyriske jeg på 'Hovedbanen':

"Røgen fra ventende dieselmotorer/ samler sig under taget. Det er uvist/ om sneploven når frem. Måske skulle jeg/ bare gå hjem og pakke kufferten ud/ sætte mig og stirre ind i et par nyvaskede skjorter.// Så kunne klunseren der går og roder/ i skraldespandene rejse i mit sted./ Nu tænder han et skod han fandt på en afsats/ han sætter sig med tjære/ og træthed mast ind i ansigtet.// Hvorfor ikke slet og ret gå over/ og stikke ham billetten i hånden?"

Og så videre. Der er ingen rytme i den slags verslinjer, ingen sproglig økonomi. På den anden side virker den flade tone og fyldord som 'bare' og 'slet og ret' - og det stereotype billedsprog - ikke som en pointe i sig selv. Det er ikke noget, digtet fremhæver, det er der bare. Måske var det tænkt som en parodi på et dårligt digt, men det er endt som et dårligt digt. Slet og ret.

Otto og Esther

Heldigvis løfter tingene sig enkelte steder. Vennen Frank, som man kan diskutere digtning med - og som dør med en kniv i maven og begraves med en tur på værtshus - dukker op hist og pist i Hovedbanen og andre im-pulskøb. Digtene om ham er måske mere besynderlige end egentligt gode, men så er de i det mindste det. Et andet digt, 'Natskygge', perverterer på en nærmest perfekt måde et skillingsvise-agtigt univers og tonefald. :

"Og du er voksen Esther.// Otto er stærk og skeler kun lidt/ høje Otto med glasøjet/ han har ridset sit navn i dit hjerte// Alrunerod vokser hvor hængt mands sæd falder.// For da du kommer fra sygehuset/ om morgenen på din niogtyvende fødselsdag/ er Otto nøgen og han tager øjet ud/ idet han siger sine sidste ord.// Din moders skød er ingen ensrettet vej."

Ligesom flere andre af digtene i Hovedbanen og andre impulskøb begynder 'Natskygge' i øvrigt med en sprække i skyerne, hvorigennem "en hånd rækker ned". Kodal skriver en lyrik, hvor der er ridser i himlen, åbninger mod et andet rum, men hvor Gud også er en, man vrænger af. Det har man set så tit. I 'Natskygge' er der så også en helt skamløs omgang med fødsel og død - de sidste ord: din moders skød - et brag af en blanding af melodrama og uforståelighed.

Alligevel virker Hovedbanen og andre impulskøb som et opsamlingsheat, som en løs og ujævn samling. Man er fristet til at læse den igen for at se, om der er noget, man ikke fangede; en finte bag de manglende kvaliteter. Men så gør man det, fordi man venter sig mere af Janus Kodal, ikke på grund af teksterne selv. Og det kan ikke være meningen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her