Verden ifølge Platon er god, fornuftig og retfærdig. Det er den måske ikke på overfladen og i hverdagen, men det er den i sine fundamentale strukturer. Og denne forbindelse mellem det gode, det fornuftige og det retfærdige er tilgængelig for den menneskelige erkendelse. Menneskene kan ikke direkte erkende det retfærdige, det gode og det sande. De kan ikke se det eller mærke det eller samle det i en sætning. Men de henviser til det, indforstår det og trækker alligevel på det, når de taler sammen. Det er lidt som slaverne og solen i den berømte hulelignelse: Det er på grund af solen, at de overhovedet kan se skyggerne på væggen, mens de sidder inde i hulen. Da de kommer ud af hulen og kigger op mod solen selv, bliver de blændet af den. Solen selv kan de ikke iagttage, men det er den, der gør, at de kan iagttage og skelne overhovedet.
Det siges ofte, at Platon udviklede en såkaldt 'idélære', men nogen dogmatisk lære er der ikke tale om, og den er ikke nedfældet i et systematisk hovedværk. Han nærmer sig gerne det gode og sande i analogier eller myter. Og det er sjældent dialogernes heros Sokrates, som forelæser over sandheden. Som han selv siger i Theaitetos, arbejder han som en slags jordemoder: Han spørger andre for at hjælpe dem til at tænke selv. Med sine evindelige hypotetiske spørgsmål assisterer han dem, han taler med, så de selv når frem til nye erkendelser. Denne metode forudsætter en fælles fornuft: Det må være de samme kilder, man trækker på, hvis man spørgende kan få andre til at nærme sig en sandhed, som ikke kun er privat. De talende træder sammen ind i et fælles fornuftigt rum, når Sokrates stiller sine 'hvis-så'-spørgsmål. En dreng af slaver uden uddannelse bringes i dialogen Menon til indsigt i fundamentale matematiske anliggender, fordi han bliver spurgt rigtigt.
Der er således et optimistisk perspektiv i Platons tænkning: Menneskene trækker på en fælles fornuft, når de taler sammen, og verden er struktureret af samme fornuft. Den menneskelige erkendelse er begrænset, men sand. For at forsøge at opfatte det, der ligger ud over det sanselige, som forandrer sig, og begribe det gode, der hos Platon er det uforanderlige, er menneskene nødt til at bruge sproglige billeder og metaforer.
Det er derfor, at dialogerne ikke afsluttes med definitive konklusioner, men afbrydes midlertidigt, inden de samme temaer åbnes i nye samtaler med nye unge mennesker.
Resignation
Platon er således på den ene side selv en slags digter, der bruger myter og metaforer, samtidig med, at han regner digternes erkendelse for uegentlig og advarer mod deres forførende og forvirrende indflydelse på de unge. Sokrates' dialogiske praksis er noget af det mest anti-autoritære, man kan forestille sig. Han lytter, han lader de andre tale ud, og han sætter aldrig sine personlige interesser over dialogens udvikling af et ræsonnement. Men Platons politiske teori er derimod decideret autoritær: Det er filosofkongerne, der bestemmer, og digterne er jaget ud af staten.
Den optimistiske vision om den sande erkendelse og det gode menneskeliv er således hos Platon kontrasteret af en grundlæggende politisk desillusion. Han oplevede både demokratiets og tyranniets forfald i Athen, og da hans mester, Sokrates, i 399 f.kr. blev dømt til at drikke det dræbende bæger med skarntydesaft, blev hans politiske skuffelse til decideret resignation. Han opgav en politisk karriere og valgte det kontemplative, filosofiske liv frem for det aktive, handlende liv. Det aktive politiske liv udlægges ofte hos Platon som styret af magtkampe, statusbegær og retorisk kynisme. Den konkrete kamp mod den kultur udspiller sig typisk i Sokrates' dialoger med de såkaldte sofister, som mod betaling lærte unge mennesker at bruge retorik som instrument til at vinde en personlig kamp. Dialogen var for sofisterne ikke en fælles spørgende erkendelsesproces, men en kappestrid. I dialogen Euthydemos, som netop sammen med Hippias Maior og Euthyfron er udkommet i en fin oversættelse af Niels Henningsen under titlen Dialoger, sammenligner Sokrates sofisternes praksis med troldmænd: "Troldmændenes kunst er netop at tryllebinde hug-orme og giftedderkopper og skorpioner og andre slemme dyr og sygdomme, mens den anden kunst her er at fortrylle og formilde dommere og folkeforsamlingsdeltagere og andre menneskeskarer."
Sokrates møder i denne dialog de to dygtige sofister Euthydemos og hans bror Dionysodoros, som begge har stor succes som lærere. De tjener mange penge, de har mange elever, og de er overbeviste om, at de kan vinde enhver strid på ord. For dem handler det ikke om at have ret, for de anerkender ikke noget uforanderligt sandt og falsk. Det gælder om at få ret. Platons stilistiske strategi i dialogen er ikke at lade Sokrates gendrive sofisterne systematisk for til sidst at brillere med sin teori om erkendelse som generindring. Strategien er tværtimod at lade de to sofister føre deres respektive ræsonnementer ud i det absurde, så det formodes at overbevise både tilhørerne og læserne om den åbenlyse diskrepans mellem relativismen og den tro på ordenes stabile betydning, som kendetegner den hverdagslige sprogbrug. Deres strategi udstilles med andre ord som vanvid, og Sokrates driver deres ræsonnementer derud med sine åbnende spørgsmål. De slår fast, at Sokrates' far på den ene side er far, fordi han er Sokrates' far, men på den anden side i andre henseender og i forhold til andre 'børn' ikke er far, og derfor alligevel ikke definitivt kvalificerer til betegnelsen 'far'. Pointen som i andre retoriske kunstgreb fra de to sofister er, at ordenes betydning ikke er forankret i uforanderlige former, men kan defineres og drejes efter behov. Det er således deres relativisme, som konfronteres med Sokrates' absolutte former og sandhed. Anskuet som strid vinder de to sofister, men som Sokrates siger til sidst: "Der er også dette populære og rare ved jeres argumenter, at når som helst I siger, at der er intet, hverken fint eller godt eller hvidt eller noget som helst andet og i det hele taget intet, der er forskelligt fra hinanden, får I da, som I netop også siger, virkelig rent ud lukket munden på folk."
Luk munden
Det overlades herfra til læserne også i dag at slutte herfra, om meningen med en dialog bør være at lukke munden sofistisk på dem, man taler med, eller at hjælpe dem med at udvikle deres tanker. Euthydemos er den længste og mest vægtige dialog i den nye samling. Selv om den ikke hører til blandt de kendteste dialoger med sofisterne, er den et strålende og udfordrende eksempel på den indirekte erkendelse i Platons tidligere dialoger. De tre dialoger er både underholdende og underfundige, og de er stadig i dag aktuelle som påmindelse om de stabile betydninger og den mulige kobling mellem viden og retfærdighed, som overskrider den mondæne antagelse af samtale og politik som strid og magtkamp.
