Læsetid: 6 min.

En superbog om det kulturelle borgerskabs storhed og fald

'Kampen om sandhederne' er den første bog, der virkelig både forstår og forklarer valget 2001 og det, der skete derefter. Men Rune Lykkeberg er ikke helt undsluppet den kulturradikalisme, han med slet skjult skadefryd betragter som museal
Anders Fogh Rasmussens sejr ved valget i 2001 blev skelsættende og spiller en vigtig rolle i 'Kampen om sandhederne'.

Anders Fogh Rasmussens sejr ved valget i 2001 blev skelsættende og spiller en vigtig rolle i 'Kampen om sandhederne'.

Lars Møller

26. september 2008

Det er slet ikke tilfældigt, at Rune Lykkebergs Kampen om sandhederne begynder med at genfortælle en episode fra Tage Skou-Hansens seneste roman, hvor en socialdemokrat - en 'rød økonom' - kæmper med en præst om sandhederne, dvs. de diskuterer. De er begge tabere. Den ene troede på velfærdsstatens demokratiske dannelsesprojekt og den anden på den nationale idé. Men efter Murens fald har de mistet magt.

Selv om Lykkeberg ikke ret ofte bruger ordet "globalisering", er det vel også det, som er forklaringen på magttabet. Og når nogen mister magt, overtager andre den - dette magtskifte handler bogen om. Hvem vandt kampen om sandhederne, som de kulturradikale tabte?

Selv om Rune Lykkeberg siger, at denne nationale præst tabte, tildeles præsten dog senere i bogen en ny symbolmagt. Det er ikke, siger Lykkeberg, de intellektuelle, humanister, forfattere og kunstnere, der "forventes at sige sandheder", men "økonomer, præster og journalister". Jeg kan derfor heller ikke her - som humanist - forventes at sige noget særligt sandt om Rune Lykkebergs bog, men han er heldigvis journalist, så han kan.

Hvis han havde været 'intellektuel', ville han have indviklet sig i en performativ modsigelse, eftersom hans bog her ville være skrevet fra en taberposition. Men er han undsluppet det kulturradikale system af sandheder eller historicismen, som han kalder det? Han rives åbenbart ikke med i faldet, men han er heller ikke med i den nye alliance mellem den økonomiske overklasse og kulturelle underklasse, som kom i stand efter 2001. Så hvor er han?

Det er i al fald med en hel del nydelse og endog let skjult skadefryd, at han beskriver det kulturelle borgerskabs nedtur. Den ellers så neutrale iagttager kan ikke lade være med at kalde Rifbjerg for "museal". Har han skiftet side?

Skabslitterat

Hvad er det så, der ikke er tilfældigt? Det er hans brug af litteratur. Det gør denne bog til noget helt unikt og anderledes end de mange debatbøger fra de senere år. Lykkeberg siger et sted lidt ydmygt, at han hverken er historiker eller filosof, men journalist. Journalisten er en maske. Han er skabslitterat - og lidt filosof. Denne bog er i virkeligheden bogen om dansk samtidslitteratur. Læst sammen med Henrik Dahls Det usynlige Danmark kan man godt glemme alle litteraternes skriverier om samtidskunsten. Den er også et vigtigt bidrag til den verserende modernismediskussion, for den beskriver fint modernismen som velfærdsstatens kulturelle overbygning.

Kampen om sandhederne er den første bog, der virkelig både forstår og forklarer valget 2001 og det, der skete derefter, og også det, der førte op til systemskiftet. Vi får en sociologisk forklaring på opgøret med smagsdommere og eksperter. Vi får velfærdsstatens historie. Vi får politisk historie. Man mærker, at Lykkeberg er en af de mest originale politiske kommentatorer, vi har. Fordi han er umulig at klassificere, selv om han er fascineret af klasser.

Bogen handler altså om kulturradikalismens og den velfærdsstatslige dannelses storhed og fald. Om alliancen mellem velfærdsstatens socialdemokratiske ingeniører og kunstnerne, symboliseret i det samarbejde Viggo Kampmann indledte med forfatterne.

Når en klasse har haft magt og mister den, må en anden klasse overtage magten. Hvem har brudt de kulturradikales hegemoni? Ja, det har på sin vis VKO. Er Lykkeberg da modstander af kulturradikalismen, og forsvarer han VKO? Nej, han forsøger at være ovenover eller udenfor. Han er en hverken-eller-mand. Lidt af en ny Villy Sørensen. Men eftersom det er det kulturelle borgerskab, der har ført det store ord i kampen om sandhederne - som den har tabt - og som har haft ordets magt, så kommer Lykkeberg reelt til at virke som forsvarer for det modsatte synspunkt. Det er næsten uundgåeligt. Der er f.eks. ingen DF-bashing overhovedet. Og så er der en virkelig underlig ting ved bogen. Den beskriver tiden fra 70'erne og fremefter uden egentlig at nævne det, alle taler om: indvandring, islam og multikultur. Det er faktisk en meget dansk bog. Hvor er tyrkerne?

Teorien

Hans teoretiske udgangspunkt er først og fremmest Pierre Bourdieu, den franske sociolog. Han har længe været populær i Danmark, men få har taget konsekvensen af hans analyser, sådan som Rune Lykkeberg gør, og få har formået at gøre så elegant brug af ham som Lykkeberg.

Dernæst spiller teserne om den 'ny kapitalisme' (den franske pragmatist Luc Boltanski) en stor rolle. Og endelig er der en del inspiration fra Michel Foucaults magtbegreb. Fransk teori og dansk litteratur forenes på fornem vis. Han kan også sin Habermas og er mange steder i samklang med Henrik Dahl, og endelig henter han en del data hos Erik Jørgen Hansen. Lykkeberg kan dermed fastholde både klasse- og kapitalismebegrebet uden at være marxist.

Bogen er delt i syv kapitler. De første fire handler om klasser og kulturel klassekamp. Det er især her, at det bourdieuske klassebegreb udfoldes. Der er ingen, der som Lykkeberg kan ironisere over den kulturelle klasses smag. Han ved, at god smag er klassespecifik. Tænk hvis folkene bag U-Turn Kvadriennalen vovede at analysere sig selv - lykkebergsk. De ville blive flove. Men som han siger: De, der har magt, lader som om de ingen har.

Det femte kapitel beskriver de tre faser i kapitalismens historie. I de afsluttende kapitler behandles især tiden efter 2001 - der er således et helt afsnit om Anders Fogh Rasmussen. I et forrygende kapitel (6) skriver han, hvordan det Danmark, som sangerinden Natasja og hendes meningsfæller vil have tilbage, er fortidens - 70'ernes Danmark. De længes tilbage til det kulturradikale hegemoni. Natasja er det gamle, Pia det nye.

Hvad var det så, det kulturradikale system af sandheder ville? Det ville forene social kritik med kunstnerisk kritik. Det kan man ikke længere. Efter 2001 har en økonomisk overklasse forenet sig med en kulturel underklasse, og det har efterladt den kulturelle overklasse i periferien, og det er fra denne taberposition, at den klynkende protesterer.

Men hvorfor tilhører Rune Lykkeberg ikke selv den kulturelle overklasse? Om Kristian Ditlev Jensen kan han udtale, at han ikke kan løbe fra arbejderklassen. Kan Lykkeberg - produkt af et venstreorienteret professorhjem - undslippe? Han kan ikke blot blive en del af alliancen mellem økonomisk overklasse og kulturel underklasse, uanset hvor meget han synker ned i Bent Vinn Nielsens romanunivers. Han har jo ikke dårlig smag. Er den sociale arv ubrydelig? T.S. Eliot, f.eks. mente ikke, man kunne transcendere klasser.

Storhed og fald

Bogen kan mislæses som et opgør med kulturradikalisme og velfærdsstaten. Det kan ikke undgås, fordi beskrivelsen af disse sandheds-systemers storhed og fald ligner kritik og vil blive brugt som kritik. Men når man bruger metaforen om storhed og fald - tragediens trope - så har man allerede sagt, at nu er det andre, der står for fald. Hvem? Det kan man læse i Lykkebergs klumme i Information den 20.-21. september. Fogh er blevet indhentet af nødvendighederne. Nu spørger vi så: Hvem er på vej op efter Foghs storhed og fald? Bogen siger det ikke direkte.

På den måde er bogen måske slet ikke undsluppet kulturradikalismen, som ofte bruger bølgemetaforen til trøst. Måske er Rune Lykkeberg lige så fanget i den kulturelle overklasse, som Kristian Ditlev er i arbejderklassen.

Det går ned (fald), men derefter går det altid opad igen (storhed). Først aktion, så reaktion, så aktion. Som Brandes sagde.

Eller måske har Lykkeberg skiftet side uden at turde sige det ligefrem - Kampen om sandhederne er i så fald en indirekte meddelelse. Det vil tiden og den nødvendige diskussion, der vil komme, når mange får læst denne superbog, vise - da vil kampen om sandhederne virkelig gå i gang.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det ligner, at Information anmelder sig selv.

Og det er jo en proces , som kan lignes med aktiviteten i en "journalistisk formeringsreaktor"

Så må forvente rigtig mange, mange spalter , og Rune- snak i DR 1, ud af det.

Festen er jo allerede begyndt i DR, forleden

Nikolai Thyssen

Kære Niels Schmidt,

Blot til orientering: Når en af Informations journalister skriver en bog eller på anden måde gør sig fortjent til en anmeldelse, finder vi altid en ekstern anmelder. Således også i dette tilfælde. Hans Hauge er lektor ved Nordisk Institut på Århus Universitet og skriver fast i Jyllands-Posten.

Nikolai, Information

A pro pos Lykkegårds “Kampen om sandhederne”.
Når nu den nuværende finanskapitalistiske krise buldrer videre vil den reelle sandhedens time tone så sagte frem. Den der river tæppet væk under hele det nyliberalistiske parnas nationalt og internationalt, fra fantasten Milton Friman til Cepos ignoranterne og hele slænget af systemskifte eftersnakkere i samtlige medier herhjemme samt de utallige politisk historiske ignoranter med den amerikanske præsident Bush og den hjemlige minimal statsminister i spidsen. Her kan man virkelig tale om et storhed og fald, som vi kun lige har set begyndelsen af.
Den egentlige sandhedens sejrherrer vil så vise sig at være den modmagt af socialdemokrater, socialister, kulturradikale m.fl., der trods alt har holdt idiotien og idioterne stangen, og som gudskelov netop ikke har tabt definitivt, som Lykkegård og CO. postulerer. Lykkegård & Co. kan tværtimod takke deres Gud og Skaber for, at det ikke er tilfældet. Havde de tabt ,ville vi alle være fortabt.
I denne situation er det derimod vigtigt at fastholde, det egentlige vanvid i det liberalistiske spøgelses genkomst fra historiens mødding fra slut 80érne og til i dag, igangsat som pilotprojektet i den Chilenske diktaturstat efter militærkuppet i 1973 anført af CIA og dermed omdannet til forsøgsmark for Milton Frimans & Co’s fallerede liberalistiske teorier.
Disse teorier, der i historisk praksis viste deres totale fallit med 1929 krakket og 30’ernes totale økonomiske sammenbrud for denne liberalistiske samfundsmodel og som hovedansvarlig for udbruddet af 2.verdenskrigs ragnarok, og som retfærdigvis efter krigen blev betragtet som en paria af alle tænkende mennesker, økonomer som lægfolk.
Den genkomst af økonomiens ”Holocaust” benægtere fra historiens mødding, der skete fra 80’erne svarer fuldstændig og aldeles til en tænkt genkomst af den Sovjetøkonomiske planøkonomis teoretiske og praktiske fallitbo fra samme mødding i dag eller engang i fremtiden.
Det egentlige vanvid er derfor, at hele slænget af journalistiske ”mikrofonholdere” i samtlige dagblade, TV og Radio i årevis har båret disse fantaster på skjolde ind i alle medier i uendelige rækker, i stedet for at foreholde dem og behandle dem, som det de er, økonomiens ”Holocaust” benægtere”.
A pro pos Lykkegård, gad vide hvad en kombination af et egentligt økonomisk sammenbrud og det nuværende højre reaktionære muslimhadske åndelige og kulturelle klima kunne føre til ? Nå det ved vi da heldigvis ikke noget om, for vi har slet ingen historiske erfaringer med, hvad folket anført af det til enhver tid eksisterende småborgerskab mv., så kan finde på. For dette højre reaktionære småborgerskab er jo bare et begreb frit opfundet af kultureliten til at nedgøre folket med, og det har heldigvis ingen rod i virkelighedens folkehav før og nu, herhjemme eller internationalt – Italien for eks., vel ?

Jeg hørte Rune Lykkeberg i Krause på Tværs. Jeg mener ikke det er en kulturelt oprør, det som fandt sted 2001.

Det var et var et økonomisk oprør.
De borgerlige slog sig sammen med den økonomiske underklasse.

Underklassen defineret udfra hvor meget
man modtager fra de offentlige kasser.

Underklassen af gammeldanskere kunne godt se at Danmark var ved
at importere en kæmpe underklasse fra Mellemøsten.

Det var slet ikke i de fattige gammeldanskeres interesse.

De borgerlige er klar over, at det er dem,
som skal betale regningen for importen af underklassen fra mellemøsten

Det er af økonomiske grunde opstået en alliance mellem underklassen af gammeldanskere
og det borgerlige danmark.

I 70'erne kunne Svend Auken holde fine taler med internationale perspektiver.
Men samtidíg sagde han
- Efterløn
- 90% kompensation ved arbejdsløshed.
- Stor udbygning af den offentlige sektor.

Der fik han aplaus fra den økomomiske underklasse.

i 90'erne hvor velfærdstaten var udbygget.
Så sagde Svend Auken
- Miljøet er vigtig
- Vi skal være solidariske med det fattige mennesker i mellemøsten
og være en humantisk fristed.

Det var ikke noget for underklassen af gammeldanskere.

For hvad fik de udad det

"Jeg hørte Rune Lykkeberg i Krause på Tværs. Jeg mener ikke det er en kulturelt oprør, det som fandt sted 2001.

Det var et var et økonomisk oprør.
De borgerlige slog sig sammen med den økonomiske underklasse. "

Jeg tror altså i høj grad det var et kulturelt oprør. Dybest set er den "økonomiske underklasse" jo ikke blevet specielt meget tilgodeset af den borgerlige regering,, tværtimod. Desuden var det jo ikke bare DF der havde en fremgang ved 2001 valget, det var også Venstre, Det tror jeg har noget at gøre at Venstre og liberalismen mere appelerer til det heroiske i folk, modsat socialdemokratismen, der er mere et arbejder eller underhunds-parti, der appelerer til noget så umiddelbart usexet som solidaritet og tryghed. Efterhånden som flere og flere er blevet bedre uddannede og bedre i stand til at klare sig selv, har de haft sværere med at identificere sig med Socialdemokratiet og deres uheroiske appel til tryghed frem for alt. Folks begrundelse for at stemme på Venstre har jo også haft noget, at gøre med at de mente, at Venstre var bedre til at administrere velfærdsstaten, også i forhold til indvandringe, fremfor de blødsødne Socialdemokrater med deres rundkredspædagogik. Selv hjemløse nede på Halmtorvet stemte borgerligt, fordi de mente at der var behov for mere pisk. Hvilket i en vis forstand er ironisk, fordi Socialdemokraterne, belært af fejltagelsene under Anker Jørgensen, i en vis forstand kørte samfundsøkonomien benhårdt. Når Socialdemokratiet på trods af det alligevel er blevet opfattet som blødsødent, så hænger det jo nok meget sammen med, at de historisk set har været et parti, der mere stod for solidaritet og de bløde værdier, modsat det mere markedsorienterede, krigeriske Venstre, der jo rent faktisk også har ført DK ud i en krig. Venstre har nok også mere appeleret til den stræbsomme del af den "økonomiske underklasse", som ikke ønskede at se sig selv som de "ofre", som de mente at det socialdemokratiske projekt gjorde dem til. Socialdemokratiet har så bare været enormt dårlige til at opfange de strømninger og gå ind i den kulturkamp. Hvem husker ikke Nyrup Rasmussen, der bare sad og hev sider ud af Fogh Rasmussens minimalstatsbog, uden egentlig at kunne begrunde det socialdemokratiske projekt nærmere, ved f.eks. at kritisere det liberalistiske frihedsbegreb, sikkert også fordi Socialdemokratiet har været usikre på hele spørgsmålet omkring marked versus stat. Så selvom DF var store sejrherrer ved 2001 valget, så har de jo kun kunnet gøre deres indflydelse gældende, fordi de har garanteret den borgerlige regerings eksistens, så et eller andet sted ville det jo være forkert at se 2001 valget, som udelukkende en sejr for DF og de kulturelle strømninger de repræsenterer.

Claus Rasmussen

@niels schmidt

>> Det ligner, at Information anmelder sig selv

Faktisk er Hans Hauge fast skribent på Jyllands Posten.

Jeg synes det er en god måde at håndtere en anmeldelse på når forfatteren kommer fra Information og der dermed ville opstå tvivl om neutraliteten. Ikke at Hans Hauge ligefrem er en neutral iagttager, men man ved i hvert fald, at han ikke har loyalitetsproblemer i forhold til forfatteren, når han skriver anmeldelsen.

I 2001 slog den økonomiske underklasse sig altså sammen med borgerskabet - for at hævne sig både på 'rundkredspædagogik' og 'uansvarlig økonomisk politik' som man påstod stort set havde ødelagt hele dette samfund - lige siden 1968.

Den økonomiske underklasse (også af nogen kaldet det ufaglærte) havde op igennem 1980erne og 1990erne set hvordan flygtninge og indvandrere kunne få i hoved og ja røv - mens de der måske havde slidt og slæbt et helt liv ikke en gang havde råd til en fødselsdagsgave til børnebørnene. I stedet for at forklare hvorfor det var sådan drog visse politikere fordel af det, og forklarede de her mennesker, at hvis bare alle de her 'grimme' mennesker (læs:muslimer) kom ud af landet, ja så ville alt blive godt igen. Og det Danmark de kendte fra deres barndom i 1955 eller 1965....

Desuden mistede de her mennesker deres arbejde, enten til indvandrere eller de oplevede at det blev outsourcet til kineserne f.eks. De skal så kæmpe om de samme jobs som også indvandrerne fra Mellemøsten skal....

Min egen holdning er at den klasse, der kom til magten i 2001, var og er småborgerskabet, fint repræsenteret ved Anders Fogh i økonomisk henseende og Pia Kjærsgaard i kulturel forstand.
Det er denne 'pligt' frem for 'ret' tankegang, der gennemsyrer det hele, også 'noget for noget' er udtryk for en småborgerlig økonomisk tankegang.
Også dette fokus på at kunne selv og ville selv - og ikke mene, at eksperter kan lære en noget er udtryk for en småborgerlig tankegang. Den små-handlende har jo kun sig selv og sine egne evner at stole på - og netop derfor bryder små-borgerskabet sig bestemt heller ikke om 'gruppe-eksamener', 'projekt-arbejde' og andre moderne former for pædagogik....

Det her er mageløst.
Rune Lykkeberg har skrevet en bog, som kun vil blive læst af intelektuelle og især kulturradikale, og han vil for alt i verden ikke være intellektuel.
Hans Hauge, førende giftekspert fra Jyllandsposten,
vil være humanist. Humanist!? Det må være svarende
til Søren Krarups nye kristendom, "nu uden Jesus".
Og så ender han alligevel med at spørge efter tyrkerne? Danskerne?
Hvorfor vil ingen være det de er?

Hvis du ikke allerede har læst Berlinske Tidendes anmeldelse så vil jeg stærkt anbefalde dig det...
Du vil støde på komiske passager som fx:

"Det er glimrende og eftertænksomt gennemført, med en tendens til lidt for meget intellektualisering, men hvad pokker, manden er jo ansat på dagbladet Information, hvor man dyrker den slags. Med Rune Lykkebergs bog må man igen efter mange år tage venstrefløjen alvorligt – hvis han altså overhovedet er at finde på den fløj?" citat Bent Blüdnikow, Berlinske.