Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Svæv væk med Silja

Det er nu eller aldrig: Nyd Silja Schandorffs underskønne Giselle. Piget som en 17-årig, genfærdsagtig som en 200-årig - og farlig for sjælefreden
Nehemiah Kish og Silja Schandorff i -Giselle-.

Nehemiah Kish og Silja Schandorff i -Giselle-.

Henrik Stenberg

Kultur
16. september 2008

Silja Schandorff lyser. Hun stråler af forelskelse, hendes fødder strækker sig lokkende, og hendes smukke øjne ser på Nehemiah Kish, som var han en åbenbaring.

Men det er Schandorff selv, der er åbenbaringen i denne nyopsætning af balletten Giselle. Hun er piget og ubekymret, men hun er også sorgfuld og opofrende. Hendes blik siger det hele, mens hendes tåspidser delikat fraserer ulykken, når hun opdager, at hendes elskede har løjet over for hende - og at han i virkeligheden er forlovet med en anden. Og hendes arme krydser sig foran brystet og strammer ind på hver side af halsen, som om hun forudser det kvælertag, som snart venter hende i williernes overnaturlige dødeverden for de piger, der ikke overlever mødet med den ulykkelige kærlighed.

Nikolaj Hübbe og Sorella Englund har instrueret Giselle med synlig fokus på detaljen, nænsomt, dramatisk og samtidig forunderlig frit. De har desuden ladet sig inspirere af koreografen Anna Lærkesens særlige forståelse for luftighed, så ikke mindst willierne danser, som om vinden blæste dem rundt på scenen i dekorative stormstød og skæbnedrevne kastevinde. Næsten abstrakt i sin skønhed, med en musikalitet som hos Balanchine. Iscenesættelsen funkler. Alle trinene klæder danserne usædvanligt smukt i denne opsætning med Desmond Heeleys traditionelt-smukke scenografi, og koreografien leger imponerende ubesværet med Adams' smukke musik i Peter Ernst Lassens snedige direktion, der tilsyneladende mærker hver en rastløs længsel længe før instrumenterne. Drømmesmukt.

Ærlighed og stolthed

Det er et højdepunkt for Den Kgl. Ballet at kunne præsentere en Giselle med så svimlende et overskud. Korpsherrerne springer det ivrigste, og korpsets damer har så smidige rygge, at man vitterlig skulle tro, at elverpiger ikke var de eneste, der var hule i ryggen. Alle gør sig umage på den stolte måde. Selv jagthunden tripper eksemplarisk i sin snor.

Samtidig tegner solisterne nogle stolte portrætter af denne barske histories meget skarptskårne personer: Rose Gads Bathilde er både stolt og vred og såret, men også så nysgerrig, at hun knap kan forlade synet af Giselle, der bryder sammen i vanvid. Aner hendes Bathilde pludselig den kærlighed, som hun ikke selv føler over for Albrecht? Det er en spændende tolkning.

Flirt og kærlighed

Denne Giselle er dog også blevet et trekantsdrama. Fernando Moras skovfoged er i hvert fald mindst lige så flot og potent som Nehemiah Kish' Albrecht, og han har en inderlighed i sit mørke blik, som sandsynliggør, at han virkelig elsker Giselle. Mora springer højt og harmonisk, og hans dirrende hænder røber hans kærlighed. Derfor bliver Hilarions undergangshistorie mindst lige så interessant som Albrechts: For dør man kun, hvis man virkelig elsker? Ikke hvis man bare flirter?

Det er et af opsætningens spændende spørgsmål. Nehemiah Kishs Albrecht overlever i hvert fald anden-aktens brutale danse-til-døde-forsøg, fordi Silja Schandorffs kærlighedsdans redder ham. Han strækker sine fødder i de vildeste batteringer, og han støtter hende utrætteligt i høje løft- også fordi det er så tydeligt, at det er ham, der er den jordiske, og hende, der er den overjordiske. Hans tilbedelse følger hende ikke over i døden, sådan virker hverken hans sind eller hans dans. Han flår endda sine sørgebind af armene, da han roligt træder frem i morgenrøden. Men han har mødt kærligheden, og kærligheden har gjort ham lykkelig - også selv om han har mistet den igen.

Sorella Englund og Nikolaj Hübbe har dedikeret opsætningen til Henning Kronstam, hvis fabelagtige instruktion gudskelov kan opleves i glimt på Anne Regitzel Wivels film Giselle fra 1991. Og Kronstams insisterende overjordiskhed mærkes vitterlig i denne musikalske og dybt personlige iscenesættelse. Det bliver spændende at se de to andre danserhold. For hvilken Giselle er så Gudrun Bojesen eller Yao Wei?

Så det er nu eller aldrig. Ind at se Giselle. Mens Silja Schandorff lyser.

AMC@INFORMATION.DK

Giselle. Koreografi: Jean Coralli og Jules Perrot (1841). Iscenesættelse: Sorella Englund og Nikolaj Hübbe, danse i 2.akt assisteret af Anna Lærkesen. Musik: Adolphe Adam. Scenografi: Desmond Heeley. Dirigent: Peter Ernst Lassen. Det Kgl. Kapel. Den Kgl. Ballet. Gamle Scene. Danses også 19., 26., 29. sep. samt 1., 7., 13., 15., 18., 22. og 25. okt. www.kglteater.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her