Læsetid: 3 min.

Symfonisk startskud i DR Koncerthuset

DR Underholdnings-Orkestret spillede i weekenden sin første offentlige koncert i Studie 2 i DRs nye Koncerthus. Akustisk er salen den optimale ramme om orkestrets klassiske kerne-repertoire
3. september 2008

I et halvt år har DR UnderholdningsOrkestret holdt prøver og indspillet cd'er i det såkaldte Studie 2 - den næststørste sal i DR Koncerthuset i Ørestad. Lørdag aften inviterede orkestret publikum indenfor til den første offentlige koncert i Studie 2 - trods ufærdige trapper, gabende gulvbrædder, interimistiske garderobe- og barforhold og ledningsstumper stikkende ud af loftet. Det blev en forrygende aften - både musikalsk og akustisk.

"Den underjordiske sal," kalder aftenens konferencier, Claus Johansen, i sin intro det mangekantede, rum: En varm sal med imponerende akustik. Arkitektonisk har salen gamle højloftede Hollywood-filmstudier som forbillede - på én gang rå og varm. Et rum, der indbyder og omslutter. En skov af enkle elpærer i sorte, frithængende ledninger giver salen et rart lys. Umiddelbart virker salen lille, trods en kapacitet på 540 siddepladser. De sorte, lidt umagelige plasticstole kan ændres i opstilling. I aften er de lange lige rækker fyldt til sidste plads.

Klokkeklar Haydn

To symfonier fra orkestrets og chefdirigent Adam Fischers klassiske kernerepertoire er på programmet: Haydns Symfoni nr. 101 med tilnavnet 'Uret' åbner. Symbolsk, fordi det første, man øjner ved indgangen til Koncerthuset, netop er et elektronisk ur, der tæller ned til åbningen af DR's største og mest omdiskuterede koncertsal, Studie 1, i januar 2009.

Et tændt orkester brillerer med overraskende transparente klangfarver i den nye sal. Akustisk er salen enestående, fordi den projicerer hvert enkelt instrument ud til bagerste stolerække og får samtlige indsatser til at stå skinnende klart. Det hører man allerede i første Haydn-sats.

Andensatsens kammermusikalske passager med urets veloplagte, spadserende rytmefigur som underlægning står præcist og velartikuleret. Tredjesatsens intense fløjtesolo svinger sig op og ud over strygernes dæmpede akkompagnement. Hver blæseransats står blødt.

I den fyrige finale giver orkestrets musikere alt. Forcerer strygerne lidt? Det vil de fleksible akustiske birketræsplader på væggene måske råde bod på hen ad vejen. Med dem justerer man lyd og efterklang i salen. Pladerne er udsmykket med sorte silhuet-portrætter af en række solister, dirigenter og komponister. Ansigter så forskellige som Miles Davis, Carl Nielsen og Kim Larsen ser ned og symboliserer, at salen på sigt også skal rumme både jazz og rytmisk musik.

Schubert med kontraster

Også klangene i Schuberts store 9. Symfoni i C-dur efter pausen rammer rent fra orkester til publikum. På sine vandreture i naturen skabte en ung, rask Schubert de inciterende melodiforløb. Hornenes indledende solo former sig homogent, fremadrettet. Senere - i anden sats - vender en nu dødssyg komponist blikket indad. Det høres i obo-soloen, hvis melankoli og mørke skaber kontrast til salens lys og varme. Tredjesatsens intense rytmiske forløb samler orkestrets klang. Alle figurer - små og store - står klart og afbalanceret. Adam Fischer tvinger med sin enestående energi orkestret frem på beatet. Tempomæssigt er han på grænsen til at stresse orkestret, men det lykkes ham at styre forløbet med små, faste bevægelser. Symfoniens ungarske stemninger får han fint frem.

Finalen oser af fremdrift, mens musikken åbner sig ud i alle hjørner af det kantede rum. Kun messingblæserne lyder lidt skarpt - til fordel for en fed, frodig strygerklang. Man tror, man hører en fuldt besat strygergruppe, selv om det ikke er tilfældet. Salen begaver orkestret med en enestående klanglig tæthed.

Med energien fra ekstranummeret - ouverturen til Figaros Bryllup - i kroppen siver man efter stående bifald ud gennem den rå, grå betonfoyer. Der er lagt op til store kommende koncert-oplevelser i det toptunede Studie 2.

DR Underholdnings-Orkestret. Åbningskoncert i DR Koncerthuset, Studie 2. J. Haydn: Symfoni nr. 101 'Uret'. F. Schubert: Symfoni nr. 9 i C-dur. Dirigent: Adam Fischer

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu