Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

I tidsmaskinen

Der var øjeblikke af den største kunst, og så var der ganske almindelig hverdag. En ny operasæson blev indledt med Strauss' og Hofmannsthals mesterlige opera 'Rosenkavaleren'
Rosenkavaleren er rent scenografisk et svært stykke, men Marco Arturo Marelli løser langt hen ad vejen problemet på overbevisende måde, bl.a. ved at ophæve de faste rum og ved brugen af store spejle.

Rosenkavaleren er rent scenografisk et svært stykke, men Marco Arturo Marelli løser langt hen ad vejen problemet på overbevisende måde, bl.a. ved at ophæve de faste rum og ved brugen af store spejle.

Miklos Szabo

Kultur
8. september 2008

Det er sjældent, at man bliver både æstetisk og intellektuelt tilfredsstillet af en opera. Sådan én er Rosenkavaleren. Richard Strauss' musik er vanvittig smuk, og Hugo von Hofmannsthals libretto er stor poesi. Dertil kommer filosofisk refleksion over tidens væsen midt i en relativt banal historie om kærlighed og forviklinger. Det lyder som en dårlig cocktail, men er en af verdens bedste operaer. Dertil er det en af de største opgaver for et operakompagni og for den sympatiske schweiziske instruktør Marco Arturo Marelli.

Det starter vildt og karnevalistisk. Strauss' musikalske forspil er ikke bare et forspil, men intonerer fuldbyrdet elskov. Det plejer at være overladt til fantasien selv at skabe billederne, inden tæppet går, og man ser marskalindens seng. I Marco Arturo Marellis opsætning får vi hvirvlende vildskab og erotisk lystighed som i Stanley Kubricks film Eyes wide shut, hvor intet er overladt til ens egen fantasi.

Efter den vellykkede og vovede åbning får vi en mere traditionel første akt, først med marskalinden og hendes elsker, Octavian, der begge er gode, men ikke for alvor kommer ud over scenekanten. Dernæst marskalindens morgenkur med et mylder af bipersoner og stilskift, som i denne opsætning mangler en samlende og forløsende idé og derfor bliver unødvendigt forvirrende.

På det tidspunkt tegner det til at blive en jævn opsætning. Billedet har været lettere flimrende. Sangerne og skuespillerne har været lidt for forhippede på at gøre det rigtige uden helt at ramme plet.

Men så indtræder der et skift mod slutningen af første akt. Marskalinden har sendt alle personer omkring sig bort og reflekterer over eksistensen. Pludselig er der en alvor og enkelhed i stykket og ikke kun i Strauss' og Hofmannsthals forlæg, som med mindre udfald og jagt på effekt holder operaen ud. Ann Petersens marskalinde synger med en afdæmpet renhed, som jeg aldrig har hørt magen til før. I stedet for at skrue op for effekten skruer hun nærmest ned, men trænger alligevel så klart og rent igennem, når hun synger om tidens væsen. En vild, men smuk underspilning af dette højdepunkt i operaen. Det er også især her, man hører, hvor suverænt dirigenten Michael Schønwandt med en overlegen stramhed styrer sit orkester frem mod en pragtpræstation.

Rosenkavaleren er scenografisk et svært stykke at få til at lykkes, fordi handlingen svæver ubestemmeligt mellem et rokoko-Wien anno 1740 og et Wien lige før Første Verdenskrigs udbrud. Netop det ubestemte er helt centralt. Da stykket for nogle år siden blev opført af Den Jyske Opera, fik man på fatal vis fikseret handlingen til Wien 1911 med tunge jugendstildekorationer og en overdreven brug af Gustav Klimt-motiver.

Marco Arturo Marelli forløser langt hen ad vejen stykkets idé på overbevisende måde. Mest markant er hans ophævelse af faste rum og brug af store spejle i alle tre akter. Henholdsvis et ovalt, et firkantet og i sidste akt et ituslået firkantet spejl, der i alle tilfælde hænger skråt over scenegulvet. Det langsomt rullende gulv er beklædt med stof af forskellige tiders motiver, således at de bliver spejlet og kastet ud rummet til tilskueren og giver hele stykket den effekt af noget kunstigt, skrøbeligt og forgængeligt, som især Hofmannsthal forstillede sig, da han konciperede stykket. Det er slet og ret en genialt løsning med disse spejle, især i første akt, hvor det ovale spejl bliver som en kæmpe sæbeboble fuld af den virkelighed, der udspiller sig på scenen, men som kan briste i hvert et sekund.

Tiden som emne

handler egentlig om tiden og om forgængelighed og forandring. Man har beskyldt stykket for at være gammeldags og rettet bagud mod verden af i går, men operaen er i virkeligheden en tidsmaskine, hvor der skiftes mellem forskellige tider og stil. Det kan man også se af operaens subtile omgang med forskellige stilelementer og med de anakronistiske valsemotiver side om side med avantgardistisk dissonans. En alvorlig og alligevel let leg med opera- og litteraturhistorien af kulturhistoriens første rigtige postmodernister, længe inden dette begreb overhovedet blev opfundet.

Rosenkavaleren

Højdepunkterne i denne opsætning var marskalindens solo om tiden og den afsluttende terzet med Octavian, Sophie og marskalinden, der her på Dokøen blev fremført, så man fik gåsehud af al den skønhed.

Stykket havde en god Octavian i form af Elisabeth Jansson, en fremragende skrøbelig stærk marskalinde sunget af Ann Petersen og en lys og let Sophie sunget af Gisela Stille, der ikke helt overbeviser.

Kun Lars Woldts Baron von Ochs faldt igennem. Det er så svær en rolle og så let at overgøre den plumpe rolle. Jeg er sikker på, at jeg hurtigt glemmer denne Ochs trods hans liderlige gestik og spraglede farver.

Slutscenen bliver tabt på gulvet af en rigtig dårlig idé. Det er meningen, at de elskende, der til sidst har fået hinanden, sammen skal forlade scenen. Scenen er derefter tom, og alle tror, at det er slut - indtil pludselig illusionen bliver brudt af, at den lille tjener kommer ind og samler Octavians tørklæde op, som han har tabt. I Marcos opsætning synker de elskende derimod ind i hinanden, mens den lille tjener kommer ind og forstyrrer idyllen med en bakke. Han kommer desværre på komisk måde til at koble til starten af operaen, hvor tjeneren afbryder elskoven mellem marskalinden og Octavian. Og derved kommer han til at harmløsgøre det illusionsbrud, der egentlig var tiltænkt, hvor de elskendes besværgelse af evigheden og af deres forening bliver afbrudt - af tiden.

Det er den anden Strauss/ Hofmannsthal, siden Møller gav os en kongelig opera. Den første var Elektra og selve den kunstneriske åbning af den nye scene. Det var en katastrofalt dårlig opsætning fuld af Peter Konwitschnys værste manérer. Marelli får rettet en hel del op på balancen.

Den Kongelige Opera: Richard Strauss og Hugo von Hofmannsthal: Rosenkavaleren. En komedie i musik i tre akter. Premiere lørdag aften i Operaen. Iscenesættelse, scenografi og lysdesign: Marco Arturo Marelli, dirigent: Michael Schønwandt, kostumer: Dagmar Niefind-Marelli. Spiller 9.9, 18.9, 21.9, 24.9, 28.9, 5.10 og 8.10.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her