Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Tyrannen som ungt menneske

Simon Sebag Montefiori leverer stærkt underholdende særstudie af Stalins tidlige år
Kultur
11. september 2008
Josef Vissarionovitj Djugasjvili, som var Stalins rigtige navn, fik tæsk i sin barndom. Den forudsætning er nærmest obligatorisk for ekstreme voldsudøvere, men selvsagt ikke hele forklaringen. En fuldbyrdet forklaring på monstrøsiteten er uhyre sammensat, viser en fornem ny bog om Stalins unge år. Der er, som billedet viser, stadig ældre kommunister, der hylder Stålmanden - her i Kreml i år 2000.

Josef Vissarionovitj Djugasjvili, som var Stalins rigtige navn, fik tæsk i sin barndom. Den forudsætning er nærmest obligatorisk for ekstreme voldsudøvere, men selvsagt ikke hele forklaringen. En fuldbyrdet forklaring på monstrøsiteten er uhyre sammensat, viser en fornem ny bog om Stalins unge år. Der er, som billedet viser, stadig ældre kommunister, der hylder Stålmanden - her i Kreml i år 2000.

Sergei Chirikov

Forfatterens i forvejen omfattende biografi af Stalin fra 2003: Stalin : den røde zar og hans hof, suppleredes i fjor med en uddybning af dannelsesårene nu på dansk i endnu en gedigen oversættelse fra engelsk af Allan Søndervang. Påskønnelsesværdigt af forlaget at følge værket op i betragtning af risikoen ved at interesserede læsere kan have fået nok af diktatoren. Flere har jo på det senere været ude med biografier af blodhunden. En betegnelse der ikke er for meget på denne skræmmende skikkelse i en verdenshistorie, der har set meget, men heldigvis ikke så mange af Stalins uhyggelige format.

Nyligt afdøde Solsjenitsyn skildrer i romanform den affældige, udslidte Stalin, der på sin divan i hæklede tøfler ligger og tænker tilbage på sit liv: Kun ét menneske har han nogensinde stolet på, ikke sine kammerater, ikke en eneste, ikke sin familie, end ikke sin mor, kun én person har han haft tiltro til: Adolf Hitler, og han snød ham jo også. I psykologisk forstand er der mange drivkræfter i dette besynderlige væsen, der udvikler sig til historiens største massemorder. Én af disse er en overudviklet mistro til andre.

Fuldtegnet billede

Josef Vissarionovitj Djugasjvili, som var Stalins rigtige navn, og som siden blev afløst af en bemærkelsesværdig stribe af opfindsomme dæknavne, fik tæsk i sin barndom. Den forudsætning er nærmest obligatorisk for ekstreme voldsudøvere, men selvsagt ikke hele forklaringen. Den, om man nogensinde kan tale om en fuldbyrdet forklaring på monstrøsiteten, er uhyre sammensat.

Montefiori disker op med mange bud, der tilsammen giver et mere fuldtegnet billede end før. Kilderne til Stalins tidlige år er nemlig flere, end man tror. Mistanken om, at alt var destrueret af diktatoren selv, holder ikke stik, faktisk lå meget i de arkiver, som det nye Rusland åbnede efter det forrige regimes fald. Også i de lokale arkiver findes stof, helt tilbage til fødebyen - den nu igen så sørgeligt berømte georgiske hovedstad Gori.

Ungdomsårene mere end antyder, hvor lidt Trotski havde ret i sin betegnelse af Stalin som grå og middelmådig. Meget kan man sige, men opsigtsvækkende var den alt andet end ubegavede allerede tidligt revolutionære præsteelev, en intellektuel kapacitet, der dertil skrev glimrende digte. Parentetisk bemærket var det på grund af efterretningerne om Stalins teologiske studier i ungdommen, at præsident Roosevelt ikke kunne stå for sin upålidelige allierede. Det kunne Churchill godt.

Den unge Stalin, et navn han antager, fordi det jo betyder stålmanden, hvilken betegnelse han selv finder i den grad passende på sin egen mentalitet og på sin selvopfattelse i øvrigt, er ikke alene revolutionær i sværmerisk forstand, men i højeste grad som praktiker. Stalin iværksætter overfald, bankrøverier, enhver tænkelig form for undergravende virksomhed og lever også på det private plan op til forventningerne om det vilde uborgerlige liv i en undergangstid. Storforbruger af kvinder med en hale af uægte børn i sit kølvand fuldtegner billedet.

Intet dobbeltspil

Det er velkendt hvorledes Stalin renser ud i sin egen kreds, da han først har sat sig på magten i Sovjet; gruppebilleder der senere retoucheres taler deres eget sprog. At tilhøre inderkredsen, hvilket også gælder familien, var bestemt ingen sikkerhed for liv og frihed. Tværtimod synes Stalin allerede som ung at have sigtet mod det monolitiske, ingen over og ingen ved siden af. Empatisk kan man med et mildt ord ikke kalde ham. Kynismen er en dominerende side af hans adfærd, en kynisme der ikke er uden grum humor, hvilket jo gør det hele endnu mere forfærdende. Et sytem bygges op i Petersborg og siden Kreml, der muliggør udfoldelsen af det forfærdende.

Et af de store spørgsmål har fortsat været om Stalins uomtvistelige menneskeforagt og kynisme også medførte at den unge revolutionære i et dobbeltspil også lod sig hyre som agent for zarens hemmelige politi. Montefiori afviser den historie. Der findes i forbindelse med den halve snes arrestationer og forvisninger, Stalin oplevede i zartiden ikke pt. belæg for påstanden, ikke i tilgængelige kilder. Som forfatteren anfører, er det vel langt mere sandsynligt, despotens væsen taget i betragtning, at Stalin tværtimod kaprede zarens fordækte folk som sine egne hemmelige agenter. Stalins evner for konspirationer og intriger var ekstremt veludviklede allerede fra de tidligste år.

Montefiori har med dette bind i storværket leveret en opslugende og højst oplysende læseoplevelse. En lille stilistisk betinget skepsis må uundgåeligt være dens følgesvend: Montefiori gengiver ofte handlingsforløb i direkte tale, hvor kildeforholdet er tvivlsomt: det må det selvsagt være. Billedmaterialet er glimrende, noter, register og litteraturfortegnelse omfattende.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her