Læsetid: 2 min.

En umenneskelig komedie om en kynisk tid

Danskernes frådende forbrugsflip og neomaterialisme hudflettes i ny komedie af Line Knutzon. Friværdier, livsstilsnarcissisme og sort (øst-)arbejde dyppes i et ætsende satirisk syrebad, som opløser alt, desværre også iscenesættelsen
Søren Sætter-Lassen (th.) glimrer i rollen som håndværksmesteren Glen, der spiller et udspekuleret dobbeltspil med sine arbejdsgivere. Her mistroisk overvåget af Halvbror, spillet af Niels-Martin Eriksen.

Søren Sætter-Lassen (th.) glimrer i rollen som håndværksmesteren Glen, der spiller et udspekuleret dobbeltspil med sine arbejdsgivere. Her mistroisk overvåget af Halvbror, spillet af Niels-Martin Eriksen.

Isak Hoffmeyer

22. september 2008

Kassekreditten er tom, men ægteparret Alice og Manfred har satset alt på at luksusombygge et hus på landet. Desværre forsvinder de lånte penge, som de har investeret i sort arbejde, i et sort hul. Håndværkerne nedriver, hvor de skulle bygge op, og huset bliver mere og mere afpillet, i takt med stadigt mere opfindsomme hensættelser.

Vi befinder os i den menneskelige komedies ekstreme verden. Et sted midt imellem commedia dell'arte og Pulp Fiction, hvor dyster ulykkelighed slår om i boblende glæde, og tilbage igen, hurtigere end en sømpistol skyder søm. Da Alice og Manfred, spillet af Sofie Gråbøl og Nikolaj Cederholm, bollelystent støder på en af de overarbejdende håndværkere i ægtesengen, sendes den formastelige ved et uheld i døden af den ellers (h)åndssvage Manfred. Liget gemmes væk i kælderen, hvor det snart får selskab af andre. For Alice vil ha' sit hus! Til den bitre ende, som ikke skal røbes her.

Mord og klinker

Line Knutzon tegner et på én gang poetisk og syret portræt af en kynisk tid, hvor enhver er sig selv nærmest, og alle drives af helt igennem selviske motiver. Ikke mindst i figuren Alice, som i én og samme sætning kan begræde sin skæbne som morder og diskutere blå versus gule klinker til det nye køkken. Hun vil tilsidesætte alle (menneskelige) hensyn for at virkeliggøre sin drøm om det gode liv.

Desværre lægger Nikolaj Cederholms iscenesættelse ikke tilstrækkelig distance til Knutzons tekst, men fremstiller for eksempel de brutale mord i en direkte, realistisk stil. Vi kender den pludselige, overraskende vold som komisk greb, fra film af Quentin Tarantino og Coen-brødrene. Men på en teaterscene virker det plumpt og uopfindsomt, når for eksempel en sømpistol bruges som det, den er: en sømpistol. Også selv om - eller netop når - den bruges til at slå et menneske ihjel.

Cederholms iscenesættelse byder på mange af de typiske gags, som kendetegner komediens stiliserede univers: døre, der stødes op i bagdele, lofter, der braser ned over hoveder, nødtørftigt tildækkede lig, der forsvinder under nysgerrige øjne. Han anslår en stil. Den fysiske verden kørt helt af sporet, som et billede på det kaos, der opstår, når bedsteborgerne Alice og Manfred vælger at tilsidesætte samfundets grundlæggende regler.

Men stiliseringen erikke konsekventt ført igennem på alle niveauer af iscenesættelsen. Især ikke i de svære, voldelige passager, som kræver det. Her har man grebet til lette løsninger, med lån fra filmens sprog, og hjælp fra cementblandere, plastiksækkenee og hamre.

Iscenesættelsen kommer derfor til at virke imod sin egen - eller Line Knutzons - hensigt. Dér, hvor almindelige, dødelige mennesker snyder og bedrager og lader sig friste i deres evige jagt på egen lykke, må kunstens fremstilling af dem være gjort af et anderledes ophøjet og rent stof. Ellers kan vi jo ikke se forskel.

'Håndværkerne.' Af Line Knutzon. Iscenesættelse: Nikolaj Cederholm. Scenografi: Kim Witzel. Med blandt andre Nikolaj Cederholm, Trine Dyrholm, Sofie Gråbøl, Birthe Neumann og Søren Sætter-Lassen. Det Kongelige Teater. Premiere i lørdags. Spiller indtil 11. december.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu