Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Her er vi, underhold os

R.E.M. gav os heldigvis et solidt flashback fra svundne tiders katalog af stor, hvid følsomhed, da de spillede i Parken. Og det gjorde de godt. Men det blev alligevel en aften i underholdningens og ikke inderlighedens tegn
Kultur
8. september 2008
R.E.M. gav os heldigvis et solidt flashback fra svundne tiders katalog af stor, hvid følsomhed, da de spillede i Parken. Og det gjorde de godt. Men det blev alligevel en aften i underholdningens og ikke inderlighedens tegn

Der er overdækket i Parken, da R.E.M. spiller lørdag aften. Så vi sidder i en betonkasse for at se og høre et af de få bands, som har formået at skabe forbasket gribende, tekstligt åbne, sofistikerede og alligevel sangbare, sågar storhittende sange. Forsanger Michael Stipe fortæller os, at de droppede at trække taget fra på denne ellers så forsonlige sensommeraften, fordi det ville have taget halvanden time.

Det ville ellers unægtelig have givet os en ekstra dimension og et noget mere passende firmament i selskab med et band, som for snart to årtier siden blæste tagpappet af den lavloftede populærkultur.

Tilbage i sen-80'erne og start-90'erne var det alvor, når Michael Stipe oplod sin røst. Når han tabte sin tro på gulvet. Når han kørte gennem americanaen og lod afdøde ikoner tag bo i sin skrift. Når han transmitterede fra en frekvens, som ikke før havde været åben, men som pludselig nåede ind i Vestens gennemsnitshjem.

Kvartetten (der i mellemtiden er blevet en trio) fra Athens, Georgia var sublim popkunst brændemærket af Stipes poetiske, ofte sublimt åbne politiske tekster. Og de var blandt spydspidserne, da den alternative rock trængte gennem mainstreams bolværk og nåede millioner af lyttere.

For R.E.M. skete det med "Losing My Religion" og "Shiny Happy People" fra albummet Out of Time. Året var 1991, og nogenlunde samtidig bragede Nirvana igennem. Men mens Cobain & Co. appellerede til slacker-generationen med omkvædet "Here we are now, entertain us", så var R.E.M. en anderledes sober, men ikke mindre anfægtet stemme. "Her er vi, bevæg os", ville være et mere passende udsagn fra bandets fanskare. Ikke mindst efter at de toppede med det tusmørke-melankolske '92-album, Automatic For The People. Siden fulgte tre gode plader. Men det seneste årti har det knebet med kvaliteten, selvom R.E.M. har bevaret deres integritet som et intelligent melodiøst rockband - desværre berøvet fordums nukleare glimt af inspiration.

Et velspillet forsøg

Kan man så detonere svunden storhed foran omkring 30.000, der gør Parken velbesøgt, men langtfra pakket? Ja og nej. Michael Stipe, Peter Buck og Mike Mills og deres kompetente medmusikere gør i hvert fald et velspillet forsøg. Lyden er kras, og under de første sange, der går over stok og sten, virker det hele lidt forceret. Som om de prøver at imponere. Men da "Drive" - en af mine favoritter - får koncerten ned i tempo og R.E.M.'s storhed i perspektiv, begynder det at hjælpe en kende på bandets fremturen. Også selvom Buck undlader at spille svejseflamme-riffet fra originalen.

Men vi er her jo heller ikke for at få tilfredsstillet vores nostalgi. Eller er vi? Det viser sig i hvert fald at være en svær, men dygtigt forsøgt navigation for det aldrende band at komponere et sæt med spritnye sange, kanoniserede hits og tudsegamle, i nogle ører ukendte perler.

F.eks. er folket på plænen, hvor jeg og min medsammensvorne hurtigt finder ned fra anmelderpladserne, ovenud lykkelige, da de får "Imitation of Life" fra '01. Hvorefter de virker rådvilde, da det efterfølges af en gnistrende udgave af klassikeren "Orange Crush" fra '88. Et band, der bliver opdaget så sent af mainstream og med så imposant et katalog fra før den brede accept, kan godt rende ind i problemer.

Det sker også her i Parken, hvor stemningen er både opløftet, men også afventende i passager med knap så genkendelige omkvæd. Så under en jovialt vattet udgave af "Losing My Religion" (død ved overeksponering - kan overgå selv det bedste band) er lykken stor, mens Stipes smukke sangpræstation på "Country Feedback" fra samme album får stemningen på det jævne igen.

Stadig noget at byde på

I det hele taget synger Michael Stipe fremragende, og hans raspende karakteristika overlever fint i betonen, ligesom Mike Mills' stadig drengede andenstemme også kommer fint igennem. Bandet er kompetent - måske lidt for svulstigt i passager - mens Stipe stadig efter alle disse år virker stiv, når han skal i clinch med publikum. Men det er faktisk kun morsomt at overvære - som en kær, gammel vens særheder.

Men stadig med noget at byde på. For har vi ikke brug for R.E.M.'s komplekse kulturkritiske tilgang til politik og ånd, nu hvor historien alligevel viste sig ikke at være slut, blot genstartet 11. september? Har de ikke mere at sige? Det skulle denne signatur mene.

På plænen er man vist lidt mindre sikker, og i stedet høster Stipe billige points på at udpege en fyr i Obama-T-shirt. Hurra for ham. Men er det ikke netop individuel-tankevirksomhed-med-livet-i-hænderne, frem for konsensus-produktion-med-øl-i-favnen, der har været bandets styrke? Det kan være lidt svært at svare på denne aften. Men lad os i det mindste fællessynge "It's the end of the world as we know it, and I feel fine". For det er sandt og sarkastisk og lige så rammende i dag som i 1987. Og sjovt at skråle med på, tro mig.

Så. Det bliver til en underholdende aften, ikke en gribende aften. Som slutter med "Man On The Moon". Han er stadig et sted deroppe bag Parkens tag.

R.E.M., Parken, Kbh., lørdag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her