Underhunden slår til igen

Den selvbiografiske fortælling trives ikke kun i grafiske romaner, men også i daglige striber. Og formen behøver ikke at være en kunstnerisk hæmsko
Den selvbiografiske fortælling trives ikke kun i grafiske romaner, men også i daglige striber. Og formen behøver ikke at være en kunstnerisk hæmsko
4. september 2008

Det er ti år siden, svenske Martin Kellerman startede sin tegneseriestribe om underhunden Rocky. Nærmest i afmagt over ikke at kunne få nogen anden historie til at fungere, kastede han sig over sit eget liv og fortalte om en ung mands omflakkende tilværelse i det hippe Stockholm. Ikke meget har forandret sig siden da. Rocky er stadig single og sidder på café og konstaterer, at "Alle mine problemer er lukusproblemer! Derfor må jeg vel brokke mig alligevel! Hva' er ellers pointen med at sidde her og drikke en kop kaffe?"

Rocky er langt fra en slacker, der uengageret og ureflekteret lader livet passere revy, selv om det unægtelig godt kunne tage sig sådan ud. Den drøm om familie og en etableret tilværelse, han stadig nærede ved seriens start, er skiftet ud med en verden, hvor piger primært er en uforpligtende nydelse, der ikke indebærer parforhold og ansvar. Udviklingen er nærmest gået den forkerte vej, og han har i stedet skabt sig drengerøvens narcissistiske paradis, hvor han er omgivet af sine drengevenner - der nu, efter succesen er et faktum, er ansat til at varetage forretningen Rocky - og sammen med dem lever i et evigt frirum fra den traditionelle voksentilværelse. Her kan de hæve sig over bedsteborgernes fastlåste rammer og til læsernes masochistiske fornøjelse spidde alt og alle i deres omgivelser.

Kan rumme alt

Martin Kellerman er nået dertil i sin serie, at han ikke længere behøver at bekymre sig om at søge udvikling og kunstnerisk udfordring andetsteds. Serien om Rocky har nemlig for længst bevist, at den trods det episodiske format kan rumme alt. De korte brandere, den meningsløse absurditet, det eksistentielt selvudleverende såvel som den romanlange udviklingshistorie. Kellermans beherskelse af formen er enorm, og han er stort set ene om at demonstrere, at den grafiske romans forkærlighed for hverdagshistorier udmærket kan trives i en daglig stribe, uden at formen behøver at være en kunstnerisk hæmsko. Hvor de fleste andre stribeserier er degeneret til ligegyldig lavkomik, er Rocky stort set ene om at holde fanen højt.

Moden og flittig Rocky

I seriens tredje opsamlingsalbum på dansk, Thug Life, bliver hovedpersonen yderligere facetteret ved kontrasten til lillebroren, der nærmest fremstilles som Rocky i negativ. Lillebroren er fuld af kreativ energi, men er også en fantast med mange talenter - undtagen det at kunne styre sit eget liv. Han vil ikke tage en uddannelse, fordi han så ikke vil have tid til at skrive en roman, og han tøver over for en karriere som standupkomiker, for hvis han bliver kendt, "ville det jo fjerne fokus fra den plade, jeg tænker på at indspille." Han mangler ikke maniske impulser, men får sjældnet taget sig sammen til at gennemføre noget. På den baggrund fremstår Rocky nærmest moden og flittig - men hvordan skulle han også kunne være andet efter ti års hårdt og fokuseret arbejde.

Oversavede horn

I en helt anden ende af tegneseriemediet finder vi amerikaneren Mike Mignolas serie om Hellboy. Hovedpersonen selv er to meter høj, hærdebred, ildrød og med enorme bakkenbarter og oversavede horn i panden. Han er bogstavelig talt tæmmet helvedes-yngel, der nu arbejder som agent for regeringens hemmelige Bureau for paranormal efterforskning og -forsvar. Og så er der ellers lagt op til vaskeægte tjubang, der på typisk amerikansk vis demonstrerer et produktivt overfladisk forhold til europæisk kultur og historie. Nazister er ikke et reelt fænomen, der skal diskuteres og dissekeres, men et skatkammer af karnevalsondskab, man kan anvende efter forgodtbefindende, når man har brug for ondt med ondt på.

I Hellboy blandes esoterisk tænkning, europæiske folkeeventyr og superheltegenrens evige slåskampe i en så broget og energisk genreeksplosion, at alle betragninger om originalitet og klicheer bliver ligegyldige. Og det hele er tegnet med en sublimt skødesløs enkelhed, der får det til at virke så simpelt, at det kun kan være, fordi det faktisk er enormt kompliceret. Hellboy har ikke ambitioner om at levere andet end kulørt underholdning, men det gør serien til gengæld også mesterligt og til overflod.

Kontrasten til landsmændene Brian K. Vaughan og Niko Henrichons grafiske roman Bagdads løver er overvældende. Her er ambitionerne så tydelige, at man nemt kommer til at slå sig på det prætentiøse. Historien er inspireret af et autentisk nyhedsklip om et kobbel løver, der flygtede fra Bagdads zoologiske have under et af de amerikanske bombeangreb i 2003, og her får løverne mæle til at fortælle deres historie om menneskenes uforståelige barbari.

Dyrefablen bærer sine intentioner uden på tøjet, og hvis man ikke forstår det eksistentielle drama om frihedens byrde, så skal dialogens kronikreplikker nok hjælpe en på vej. Selv med dyr i hovedrollen er symbolikken tung og slæbende. Heldigvis er der også blevet plads til flotte, stemningsmættede - og uhyggelige - billeder fra et øde, bombarderet Bagdad. Disse reportageagtige scener fortæller med betydelig større overbevisning om rædslerne end den patosfulde skildring af løvernes indbyrdes splid og usikkerhed, da de endelig opnår den eftertragtede frihed.

Aben maler er kvalitet

Der er også plads til de virkeligt genreoverskridende udgivelser i de nye tegneserier. På dansk grund er det efterhånden først og fremmest det lille kvalitetsforlag Aben maler, der på godt og ondt nægter at lade sig begrænse af vedtagne forestillinger, om hvad en tegneserie er.

I forlagets seneste kollektion af udgivelser i serien 676 - en række små hæfter af yngre billedkunstnere blandet med mere erfarne tegneserieskabere - kommer man vidt omkring i mediets mange udtryksmuligheder. Fra Peter Adolphsens, Ejler Nyhavns og Zven Balslevs på én gang poetiske og grimme undergrundsstil i Duen flyver højt over byen til Signe Parkins imponerende variation over emnet Bodskik, der nok kan kaldes en art billedfortælling, men næppe føler meget slægtskab med tegneserien.

Bedst fungerer de lystige eksperimenter egentlig, når de forenes med en ustyrlig trang til også at fortælle, som f.eks i stortalentet Christoffer Zielers Pigen og katten, der slet ikke kan holde sig tilbage med digressioner og skrøner, eller som hos holdets nestor Mårdøn Smet, der med historien om Lazarus sikkert folder hele sit krøllede vingefang ud i et sublimt fortalt og hermetisk lukket pantomimeunivers.

Det er svært at gennemskue, om udgivelser som disse kommer til at betyde noget reelt for tegneseriemediets udvikling herhjemme. Alene omfanget kunne reducere dem til uforligtende penneprøver, men viljen og ambitionerne lader sig ikke skjule.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

Duerne flyver højt over byen

Peter Adolphsen, Ejler Nyhavn og Zven Balslev
Aben maler
35 kr.

Rocky 3: Thug Life

Martin Kellerman'
Oversat af Nikolaj Schjerfig
Politisk revy
98 kr.

Hellboy: Kæmpeormen

Mike Mignola
Oversat af Mathias Larsen
G. Floy Studio
198 kr.

Bordskik

Signe Parkins
Aben maler
35 kr.

Lazarus

Mårdøn Smet
Aben maler
35 kr.

Bagdads løver

Brian K. Vaughan og Niko Henrichon
Oversat af Steffen P. Maarup
G. Floy Studio
198 kr.

Pigen og katten

Christoffer Zieler
Aben maler
35 kr.

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu