Læsetid: 5 min.

Venskab og vennetjenester

Det er en uegal bog om en fascinerende sag, Anita Brask Rasmussen har skrevet om Ole Wivel og hans forsvarere. Men bogen bærer fint svaghederne, fordi sagen er så stor
At afsløringerne af Ole Wivels (bill. tv.) fortid skulle have med svinske og hadefulde budbringere at gøre, er en fattig og jammerlig analyse. Wivels dybeste tragedie har ikke været engagementet i 'Ringen', men håndteringen af hemmeligheden gennem et langt liv, skriver Arne Hardis. Her ses Wivel sammen med forfatteren Karen Blixen ved en Gyldendal-reception i august 1957.

At afsløringerne af Ole Wivels (bill. tv.) fortid skulle have med svinske og hadefulde budbringere at gøre, er en fattig og jammerlig analyse. Wivels dybeste tragedie har ikke været engagementet i 'Ringen', men håndteringen af hemmeligheden gennem et langt liv, skriver Arne Hardis. Her ses Wivel sammen med forfatteren Karen Blixen ved en Gyldendal-reception i august 1957.

18. september 2008

Ideen er forrygende god, slet og ret. Nærværende avis' Anita Brask Rasmussen har set, at man kan tilføje det uendelige drama om Ole Wivels fortid nye, væsentlige facetter ved at tale med nogle af dem, der slog ring om Wivel, da afsløringerne af hans fascination i de unge år kom frem. De ved, hans medlemskab af Ringen, der dyrkede tysk krigslykke og offervilje på østfronten, og hans digt Korset, der hyldede "en mægtig fører, streng og varm" og "Stor-germaniens sang paa sejrørnens vingefang".

Ring slog blandt andre Erik Knudsen, Klaus Rifbjerg, Bente Hansen og Torben Brostrøm, som i et fælles læserbrev bragt i Information sidste efterår forsvarede Wivels minde. At han skulle slæbe rundt på sin ungdoms vildfarelse "udover døden er uanstændigt", skrev de fire, som indskrev sagen i en klassisk højre-venstrekonflikt: Højrefløjen gnider sig tilfreds i hænderne, som de formulerede det i læserbrevet.

Knudsen døde kort efter, men Brask Rasmussen har interviewet de tre øvrige på baggrund af læserbrevet, og det bliver man klogere af. Det er jo fint at forsvare en mand, man har sympati for, men som samtalerne åbenbarer, er der mere i det defensorat end som så. Anita Brask Rasmussen åbner et sidevindue ind til den større sag ved at inddrage dem, der holdt Hånden over Ole, som den lille bog hedder. Hun lukker lys ind, der afdækker nogle af de mekanismer, der kitter vores kulturliv sammen, sikrer dets sammenhængskraft.

Vender vrangen ud

At den politiske tolkning af Wivels livstragedie er dominerende hos Bente Hansen, Klaus Rifbjerg og Torben Brostrøm, ses især i interviewet med Bente Hansen. Hun advarer om, at nynazisme og fremmedfjendskhed vokser, mens de gamle sager diskuteres, og hun taler varmt om Wivels engagement i Vietnamkrigen og den algeriske befrielseskrig på samme side som hende selv dengang for længe siden. Skal hendes støtte forstås som en tak for, at de har været enige? Det skal den vist.

Klaus Rifbjerg vender vrangen ud på sit eget polemiske gemyt og fastslår med en ny og overraskende rundhed, at man skal holde balancen, bevare en vis menneskelighed og forståelse for det fejlbarlige menneske. Også han indskriver sit defensorat i en politisk ramme om end knap så firkantet som Bente Hansen. Ifølge Brask Rasmussen frygter Rifbjerg lige som Hansen og Brostrøm, at de, der interesserer sig for Wivel-sagen, har "tvetydige motiver", og han advarer mod dømmesyge.

Mest i tvivl er Torben Brostrøm, som ender med "i princippet" at fortryde, at han satte sin underskrift på det fælles læserbrev. Alle tre får undervejs sagt, at Wivelsagen bør belyses fuldt ud. Men tages det for pålydende, opløser det hele andragende sig jo. Så er alle (undtagen Ole Wivels døtre) enige om, at hånden ikke skal holdes over Wivel, at sandheden skal frem, og det var ellers oprindelig døtrene, læserbrevet skulle forsvare. Tilbage på scenen efter den runddans ligger alene ubekvemmelsen ved, at det er de angiveligt dømmesyge fjender og ikke en af vennerne, som taler. Budbringeren, ikke budskabet, er problemet.

Modviljen

Denne modvilje mod budbringeren præger også tre besynderlige indlæg fra marts 2001 af forfatterne Ib Michael, Søren Ulrik Thomsen og Jens Martin Eriksen, som bogen også bringer uddrag af. De forsøger alle med flid at dæmonisere Jørgen Hunosøe, der oprindelig satte lys på Wivels fortid med en artikel i tidsskriftet Nordica (2000); Ib Michael taler om "de små svinetryner", der roder op i trøflerne, Ulrik Thomsen om "tomhjernet beruselse" og "dirrende selvretfærdighed", mens Jens Martin Eriksen skriver om "had, der giver hvide tænder og fjerner plak" og en masse andet had. Hvoraf springer denne vrede? De kunne vist godt bruge lidt af den erklærede rifbjergske menneskelighed; at karaktermyrde budbringeren er at gøre sig sagen for let.

Jammerligt

At afsløringerne af Wivels fortid skulle have med dagens højre og venstre eller med svinske og hadefulde budbringere at gøre, er en fattig og jammerlig analyse. Wivels dybeste tragedie har jo ikke været engagementet i Ringen, men håndteringen af hemmeligheden gennem et langt liv; at han aldrig fandt det forum eller det tidspunkt, hvor han kunne gøre regnebrættet op uden for tung kamuflage og for mange fortielser.

At det ikke ville være let på noget tidspunkt, er åbenbart. Var det kommet frem allerede i 1950'erne, havde Wivel givet været en færdig mand i dansk kulturliv. Måske kunne han have skrevet mere ærligt og uforblommet i erindringsværket Romance for valdhorn fra 1971? Måske kunne han have lettet sit hjerte over for vennen Tage Skou-Hansen? Måske kunne han have givet Hunosøe ret, da denne offentliggjorde sin artikel om Wivel, i stedet for at overfalde ham verbalt? Som bekendt tav han, men regningen for tavsheden slap han ikke for; han var i stedet en færdig mand, da han døde.

Hvor fattig en forståelse af Wivelsagen, Bente Hansen & co. bærer frem, bliver klart under læsningen af et længere interview med forfatteren Tage Skou-Hansen. Et uddrag af samtalen er tidligere bragt i Information og er den lille bogs absolutte perle. Skou-Hansen var modstandsmand under krigen og blev efter befrielsen ven med Wivel, og han udtrykker i interviewet en dyb fortvivlelse over vennens svigt. Ikke, at Wivel mere eller mindre holdt med dem, Skou-Hansen satte livet ind på at bekæmpe, men at han svigtede deres venskab ved at tie om sin hemmelighed. Mens Skou-Hansens anliggende er venskabet, er Hansen & co.'s vennetjenesten.

Fascinerende og uegal

Det er en uegal bog om en fascinerende sag, Anita Brask har skrevet. Den virker sammenstykket og ufærdig. Foruden de ovennævnte indslag gennemgås kort historien om Ringen, og hun gengiver også indholdet af samtaler med Jørgen Hunosøe. Sine steder skriver Brask Rasmussen glimrende, andre steder løber hendes sprog skævt og hæmmet som vandet ud af en tilkalket vandhane. Jeg tror, det har at gøre med usikkerhed over, hvor hun skal lægge sin sympati.

Hendes gengivelse af Hunosøes synspunkter er medvidende og for indfølte efter min smag, mens hun i interviewene med Hansen & co. ærbødigt undlader at anholde selv de mest horrible selvmodsigelser. Irriterende er det også, at hun af uforståelige grunde har kørt interviewene med Hansen, Rifbjerg og Brostrøm ned i den samme gryde i stedet for at gengive samtalerne hver for sig.

Alligevel bærer bogen om Ole Wivel fint også disse svagheder, så stor er sagen jo, og så stor vil den nok vedblive med at være, indtil Wivels døtre beslutter at redde deres fars eftermæle ved at følge det råd, Bente Hansen giver undervejs: "Det klogeste ville være at åbne arkivet og lægge frem, hvad der er".

Arne Hardis er politisk redaktør på Weekendavisen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu