Tænk at der allerede er kommet og forsvundet 60 numre siden Martin Glaz Seerup og Pablo Llambías udgav det første nummer af net-tidsskriftet Litlive i 2003. Siden er der løbet mange anmeldelser af ny nordisk litteratur over skærmen på det der hurtigt udviklede sig til at blive et af de mest betydende tværnordiske litteratursites der findes.
Her har i al fald undertegnede fået nogle af sine bedste læsningsoplevelser (ikke at forveksle med læseoplevelser) i de sidste par år. For bare at nævne et par stykker: René Jean Jensens saftige anmeldelse af Ovids ’Elskovskunst’, Lars Bukdahls læsning af Knud Romers ’Den der blinker er bange for døden’ og Jenny Högströms befriende udanske anmeldelse af Jørgen Leths ’Guldet på havets bund - Det uperfekte menneske 2’ der med sin svenske tilgang til den danske koryfæ har leveret en af de eneste rigtig gode anmeldelser af Leths erindringsbøger jeg kan komme i tanke om (direkte links til anmeldelserne er desværre ikke mulige. Men gå selv på opdagelse på litlive.dk).
Og det er netop styrken ved Litlive i dag: nemlig betoningen af det nordiske. Svenske, danske, norske og finske kritikere anmelder svenske, danske, norske og finske forfattere - og helst på tværs af nationaliteter. Det fremmede blik ofte giver indsigter og tilgange det kan være svært (for ikke at sige umuligt) for hjemstavnskritikere at anlægge.
En håndfuld Grotrian
Jubilæumsnummeret starter (i hvert fald hvis man klikker ovenfra og ned) således med den finlandssvenske litteraturkritiker Fredrik Hertzbergs læsning af en stor håndfuld Simon Grotrian-digtsamlinger. Her betaler det fremmede blik sig med det samme. Hertzberg læser Grotrian op imod den finlandssvenske digter Gunnar Björling hvilket giver mening, for så vidt at Björlings ”uforståelige” lyrik har stærke mindelser om Grotrian.
Men alligevel er det som om Hertzberg ikke er konsekvent nok i sin kritik. Dette viser sig i de vurderende afsnit af anmeldelsen. For selvom det ikke formuleres som nogen klar og egentlig (negativ) kritik, så har Hertzberg åbenlyst problemer med Grotrians religiøse udgangspunkt - og hvad deraf følger. Hertzberg nøjes i stedet med halvskjult at sukke over det han kalder for Grotrians visionære frem for visuelle billeder, hans syn på digte som transitionsobjekt snarere end som mål i sig selv og hans med vilje ”lidt klodsede billeder”, som fx ”vi kom til Himlens dør / og gled ind som smør”.
At Hertzberg værger sig ved at kritisere Grotrian skyldes måske at tiden endnu ikke er kommet til en åbenlys (religions)kritik af Simon Grotrian? Måske. Men det havde klædt anmeldelsen at gå mere til stålet med kritikpunkterne i stedet for (halvskjult) at sukke over dem.
Norénsk og Kafkask
I tidsskriftet anmeldes også to dagbøger af højst forskellig karakter, nemlig Kafkas og Lars Noréns.
I sin anmeldelse af Kafkas ’Dagbøger’, der lige er udkommet på norsk, læser Mikkel Bruun Zangenberg dagbøgerne sammen med de på dansk nys udgivne ’Fortællinger’. At læse (og skrive om) Kafkas dagbøger må være en lidet misundelsesværdig beskæftigelse, hvis man som Zangenberg netop helst vil springe over Kafkas berømte biografiske detaljer (faderen, kvindekomplekserne, skylden, skammen). At det så alligevel er præcis hvad Zangenberg ender med at gøre er naturligvis uheldigt.
Ifølge Zangenberg kan man ikke fortolke Kafkas fortællinger – forstået som at læse historierne som allegorier, billeder, metaforer – uden at ende med en ”forvorpen kortslutning”. Det kan Zangenberg have helt ret i. Til gengæld fortolker han så løs på Kafkas biografi: Kafka læste Strindberg (og blev dårlig!), Kafka læste Goethe, Kafka havde problemer med forfatterrollen, Kafka havde mindreværdskomplekser etc., hvilket alt sammen ifølge Zangenberg viser sig i Kafkas stil- og erfaringsmarkører. Er det bare mig, eller ligger der ikke en selvmodsigelse her? Men måske er det litteraturforskningens ambivalente forhold til Kafkas biografi (og hvordan man håndterer den i arbejdet med hans værk) der her skinner igennem.
I modsætning hertil anmelder Karsten Sand Iversen Lars Noréns ’En dramatikers dagbog’ helt uden den slags problematikker. Her kommer Litlives tværnordiske profil endnu engang til sin ret, da det er interessant at lade en dansker anmelde en svensk skandalebog. For hvad bliver der tilbage af de 1700 sider efter den svenske mediestorm har lagt sig?
Ifølge Iversen intet mindre end ”et hovedværk i nyere Europæisk Litteratur”. Noréns rå, uredigerede, ufærdige dagbogsnotater tegner en norénsk poetik, som Iversen meget passende kalder ”en modæstetisk bestræbelse”. I en stærk læsning (med dejlig mange grove Norén-citater) viser Iversen Norén som en gennemført og kompromisløs kunstner, der i sin dæmonkamp bringer minder om en anden stor svensk instruktør, nemlig Ingmar Bergman.
Eneste mangel i Iversens meget grundige og meget begejstrede læsning er muligvis at Iversen på intet tidspunkt for alvor problematiserer den kendsgerning, at Norén under hele skrivningen af dagbogen vidste at han ville ende op med at publicere den. For hvad sker der så med de rå og uredigerede optegnelser? Det ville det have klædt anmeldelsen at komme ind på, men det er småting.
60 mere, tak!
Resten af Litlive #60 lever desværre ikke helt op til grundigheden og dygtigheden i specielt Karsten Sand Iversens Norén-anmeldelse. Espen Stuelands anmeldelse af Niels Franks nyeste digtsamling ’Små Guder’ bliver en (meget) lang samlæsning af Franks digtning og essaystik. Stueland holder igennem hele læsningen Frank op imod amerikaneren John Ashberry, hvilket giver fortrinlig mening al den tid Niels Frank jo flere steder selv skriver sig op med - og imod – sit amerikanske idol.
Kristina Nya Glaffey og Anders Abildstrøm leverer en saglig og lidt danskstil-agtig læsning af Maja Magdalena Swiderskas ’The Border Breaking Bunch’. Bogens autencitetsreferencer kommenteres og problematiseres uden at det dog løfter sig højt over de sædvanlige betragtninger man er vant til (er autencitetsreferencer = autencitetsGARANTIER?). Måske skyldes dette at Swiderskas roman ikke rigtig har løftet anmelderne?
Endelig læses Johan Harsteds roman ’Hässelby’ af Sissel Lie. Romanen handler om Albert Åberg og hans far, hvilket naturligvis spiller på de velkendte historier om den svenske børneseriefigur Alfons Åberg. Ligesom Alfons er Albert forfulgt af dæmoner (uhyret under sengen), hvilket anmeldelsen fint gør rede for. Men når Harsted langsomt begynder at flyde over i fantasygenren står anmelderen af.
Alt i alt er Litlive #60 desværre en lidt ujævn omgang. Her er den virkelig gode anmeldelse (Norén), artiklen man bliver klogere af (Grotrian), anmeldelsen man kan være uenig i (Kafka) og så de sidste tre der desværre ikke rigtig løfter sig. Men det gør ikke noget. For tænk at man hver måned med Litlive (gratis) kan få serveret så kvalificerede og medrivende læsninger lige ind på sin computerskærm. 60 numre er gået. Må vi bede om 60 mere, tak!
