Himlen ramler ned om ørerne på en, og helvede varmer lifligt organer og nerve-ender, når den svenske duo Wildbirds & Peacedrums spiller sin musik. Det viste sig på debutalbummet Heartcore fra sidste år. Det har vist sig ved flere forrygende koncerter her til lands. Og det viser sig på deres nye, berusende, andet album, The Snake.
Slangen er - ifølge pressemeddelelsen - et symbol på forræderi og ondskab, og det har været forsanger, tekstforfatter og multiinstrumentalist Mariam Wallentins og trommeslager Andreas Werliins ønske at fordybe sig i de mørkere sider af sig selv og af verden. Så The Snake begynder med ordene "On this island of no trust", og her-efter følger en dundrende såvel som tyst, ophøjet musik, der har shamanistiske kvaliteter og sitrer mellem jazzens finesse og freakfolk'ens primale kick.
Wallentins sang, der både former sig i improviserede og i komponerede forløb, er central. En stærkt anfægtende stemme besjæles af hendes smerte, forundring og søgen og af Nina Simone, Patti Smith og Grace Slick fra dengang i Jefferson Airplane. En stemme, der både holder tonen og gurgler og bæver med mindelser om Diamanda Galas' teatralske, grimsmukke balanceakt på kanten af afgrunden. Ekstase og desperation og hengivelse, hvis ikke overgivelse. "Someone is going to lose someone".
Ude i offentlighedens og virkelighedens dagslys er Mariam Wallentin og Andreas Werliin lovformeligt gift, indenfor i musikkens verden formår de at forene det rå og sofistikerede i en djævelsk berusende ægtepagt uden for gængs lov og ret.
Lysende energi
Det sker med en vifte af instrumenter, der angribes/kærtegnes med både rytmisk, stemningsskabende og melodisk energi. Som lytter rammes man af Werliins lysende energi ved trommesættet, som tapper fra rockede, jazzede, men også mere oprindelige afrikanske uvejr. Wallentin akkompagnerer på olietønder, xylofon, synth og persisk dulcimer. Og deres kompositioner følger ikke ligefrem vante former, men hvirvler i stedet lytteren ind i en kreds af besværgende sange i et vildt farvet og vidvinklet følelsesregister.
Med den galoperende kommercialisering og med den omsiggribende individualisering er der opstået et behov i offentligheden for nære relationer til musik og musikere. Der er fornyet tørst efter god, gammeldags autenticitet.
Det kan så udarte sig til benovelse over en teknisk dygtig sanger inden for et romantisk følelsesregister, som det tit sker i populærkulturen. Og lidt uden for alfarvej har det f.eks. udartet sig i begejstring for denfreakfolk-bevægelse, vi har været vidne til de seneste år, hvor især amerikanske, men også europæiske musikere som Animal Collective, CocoRosie og Joanna Newsom har fordybet sig i deres og andres folkemusik med både samplere, harper og elguitarer ved hånden. Og ud er kommet en folk-bastard med elementer fra nutid og fortid i nye sære, medrivende hybrider, der helt eksplicit demonstrerer historisk kontinuitet.
Freakfolk (eller naturalismo) kan selvfølgelig ses som et udtryk for altings cykliske natur, der har været medvirkende til denne mere irrationelle og oprindeligt duftende musiks fremkomst - efter at sørgmodige rockbands fra Storbritannien og kirurgisk snittet r&b fra USA for en stund satte dagsordenen. Man kan høre freakfolk som en reaktion på Vestens stadig mere rationelle og rituelt pligtopfyldende og åndeligt nærige samfund. "We follow great lines/ Thick layers of repetition", som Wallentin synger.
Djævleuddrivelse
Men i de bedste musikeres tilfælde er man også nødt til blot at hylde den blotte og bare kvalitet, det skamløse talent og evnen til at forløse det, og med Wildbirds & Peacedrums har et helt unikt, medrivende, beåndet og samtidig kropsappellerende udtryk materialiseret sig på den anden side sundet.
Slangen er også symbol på det jordbundne og på medicin (vi kender den fra apotek-symbolet). Og Wildbirds & Peacedrums tæsker og maner ånden frem med deres stærkt fysiske tilgang til musik, og det er ganske enkelt groundende musik. Og med The Snake er djævle-uddrivelsen inden for rækkevidde. Sluk lyset, brug den adgang, dette album giver, til at opleve noget andet, måske mere oprindeligt, i hvert fald alternativt. Ned i kroppen, folkens. Derfra er der også kontakt til ånden.
Wildbirds & Peacedrums er et ægteskab skabt i mellemgulvet, hvorfra følelsen og mytologien dunker og rammer lytteren dybt. Nogle gange foruroligende, altid saliggørende dybt. Og albummets afsluttende kærlighedssang kunne derfor lige så vel være et nødråb fra lytteren ved udsigten til, at albummet løber ud: "You see, I'm lost without your rhythm".
Wildbirds & Peacedrums: The Snake (Caprice/A:larm). Er udkommet
