Læsetid: 5 min.

Afghanistan: Soldaternes egen version

Måske skulle man indføre skrivepligt for udsendte? Vi bliver umådeligt meget klogere på krigen af de to første, danske soldaterbøger fra Afghanistan
Måske skulle man indføre skrivepligt for udsendte? Vi bliver umådeligt meget klogere på krigen af de to første, danske soldaterbøger fra Afghanistan
9. oktober 2008

Vi civilister skal være taknemmelige, når soldater skriver bøger om de krige, de bliver sendt ud i. Her er stof, som ingen journalist eller filmproducer kan præstere: Den ægte vare.

Thomas Larsen leverer renskrevne dagbogsnotater, nedklapret i en barak på Kandahar International Airfield, hvor han gjorde tjeneste som kaptajn i 177 dage frem til februar 2007 i ISAF-koalitionens sydlige nervecenter. Hans ven og kollega, kaptajn Lars Ulslev Johannesen, beskriver i De danske Tigre ugerne i juli og august 2006, hvor han ledede de danske soldater, der forsvarede bycentret i Musa Qala i Helmand-provinsen.

Tiger-bogen er krigsreportage, gribende og dramatisk. Omvendt er der ingen svirrende projektiler fra Thomas Larsen. Her er nerve-pirringen af anden art. Til brug for ISAF-ledelsens prioriteringer sorterede Thomas Larsen dagligt på sin computer samtlige meldinger fra hele koalitionens sydlige gebet - også fra de danske styrker i felten i Helmand. Thomas Larsen fulgte i real time alle trusler, vejsidebomber, drab, tab, fejl, misforståelser, redninger og flybomber. Larsen leverer krigens brutale totalitet; køligt filtreret på en computerskærm, på én gang råt og skåret til.

Seks måneder foran en computer. Til tider virker optegnelserne snigende kedelige; lige til det sekund man forstår, at man nu rammes præcis af det, Thomas Larsen selv oplever: Her bliver krigens gru - lemlæstede børn, kvinder, Talebaner og ISAF-soldater i én lind strøm - pludselig rutine. Man tager sig i at interessere sig mere for udsigten til den biksemad, der serveres i messen, og som de importerede, pakistanske kokke selvsagt ikke kan få helt rigtig. Eller for Larsens hverdagstelefonsamtaler med Lone i Vanløse.

Thomas Larsen formulerer ikke som Lars Ulslev Johannesen - der har hjælp af en ghost-writer - en journalistisk stram beretning, men en befriende usorteret indføring i krigens teknik og hans egne, private sindstilstande. Thomas Larsens eget ærinde er ikke politisk, men kritikerne af krigen vil her få dokumenteret, at især amerikanerne og canadierne længe prioriterede en hård, militær indsats frem for genopbygning og tillid; at ISAF i perioden ofte ikke havde tropper nok til de operationer, der blev planlagt. Her beskrives også de tab af civile, afghanske liv, som ISAF-styrken afstedkommer; ifølge Thomas Larsen ofte fordi ISAF's officerer af hensyn til opinionen i deres egne hjemlande ikke ville sætte landtropper ind. Og eksemplerne: Beretningen om, hvordan en ISAF-soldat ved en overreaktion ved en vejspærring skyder, så kuglen rammer Kandahar-provinsens vice-guvernør i munden og slår ham ihjel. Man bliver klogere på krigen af den bog.

Tigre i kamp

De danske Tigre beskriver en næsten umenneskelig disciplin: Selv efter ugers kampe mod snigskytter, mortérangreb og selvmordsbomber; klaustrofobisk indelukkede bag lervæggene i Musa Qalas slidte distriktscenter, beder de danske soldater stadig deres kaptajn om tilladelse, før de løsner et skud. Det forekommer uvirkeligt, men er det ikke nødvendigvis, når Lars Ulslev Johannesen beskriver sine soldaters evne til at holde hovedet koldt. Når de hus for hus kæmper i Musa Qalas snævre bazar eller arbejder sig frem mod talmæssigt stærkere Taleban-styrker.

Når man stakåndet af så meget virkelighed lægger bogen fra sig, er det nok De danske Tigres største problem: Danskernes indsats i Musa Qala er næsten for perfekt. Ikke siden 1864 har danskere været i så hårde kampe, får vi at vide, og tilsyneladende begår de ikke én, seriøs fejl i de fem-seks uger, det står på. Lars Ulslev Johannesen beskriver i jeg-form (men beskedent!) sin egen ledelse af de komplekse operationer i og omkring Musa Qala. På en lægmand virker det utrolig professionelt; det samme gør hans soldaters indsats, selv når de er sårede og millimeter fra at blive dræbt.

Holder træningen?

De danske Tigre er en velkomponeret, detaljerig og sympatisk afregning fra det bedst tænkelige øjnevidne - læs den! Men forlagsfolket og de næste skrivelystne soldater bør også overveje, om Lars Ulslev Johannesen måske kunne have skrevet en for alvor historisk bog, hvis han som Thomas Larsen havde droppet ghostwriteren og alle de eksperter og overordnede (bl.a. H.C. Mathiesen, tidligere informationschef i Forsvarskommandoen), der har haft lejlighed til at luge i manuskriptet, før det blev trykt.

Tilbage står alligevel et stærkt vidnesbyrd om, hvordan det er at være netop dansk befalingsmand i Afghanistan. Holder træningen? Holder værdierne? Psyken? Udstyret? Holder hele danskernes koncept? Holder det til de nødvendige drab, til selvmordsbomberne, stikkerne blandt det lokale politi? Holder det til tabet af ens egne; til brutaliteten?

Den 29. juli 2006 i Musa Qala stilles Lars Ulslev Johannesen som leder af operationen pludselig overfor byens ældreråd: Ved en fejl har ISAF bombet byens største moské, og nu skal Lars Ulslev Johannesen forsøge at redde resterne af tillid, hvis der nogensinde har været en sådan. Han tager omhyggeligt sine støvler af, inden han sætter sig - uden livvagt. Siger at man er gået i gang med at undersøge, hvordan fejlen kunne ske. Opfordrer til fortsat dialog. Taler om byens behov, genopbygning, freden der må komme. "Da jeg tager afsked med mændene, er stemningen vendt. Fra næsten at have mord i blikket, er der efterhånden - trods alvoren - kommet et varmt glimt i deres øjne (...) Nogle har det indtryk, at mere eller mindre alle afghanere - især i den sydlige del af landet - er tilhængere af Taleban, men så enkelt er det ikke," lyder hans referat. Hvis det er et korrekt referat, er det dybt imponerende.

Forsvar for krigen

Danskernes indsats i Musa Qala er omdiskuteret. Hvorfor prøve at holde byen, når der ikke var en langtidsholdbar plan? ISAF opgav reelt byen kort efter; Taleban rykkede ind og blev først senere igen presset ud af ISAF. Danske medier dækkede danskernes rømning af byen minutiøst: Blev de reddet ud af briterne i sidste, paniske sekund - eller var rømningen en planmæssig omrokering af tropper, som Lars Ulslev Johannesen mener? Han beskriver nøje, hvordan den danske pressedækning øjeblikkelig fik konsekvenser for soldaterne helt ude i Musa Qala; det er ikke en myte, at kommunikationen er blevet aldeles globaliseret.

Hvorfor skriver professionelle soldater bøger? De danske Tigre er i langt højere grad end Thomas Larsens dagbog endt som et regulært forsvar for Afghanistan-krigen. Lars Ulslev Johannesen er forsigtig optimist. Tilløbene til analyse og refleksion over selve krigens natur og retning er længere end hos Thomas Larsen, men de ligger spredt og er ufærdige; måske mere ghostwriter Søren Flotts end soldatens? Det er uklart, i hvilket omfang det i sig selv har været Lars Ulslev Johannesens mål med at skrive.

De danske Tigre har fået sin titel, fordi et hold Taleban-soldater efter en træfning en enkelt gang kaldte danskerne for 'tigre' over deres radioer. Forsidebilledet viser en handlekraftig Lars Ulslev Johannesen i fuldt kampgear og solbriller på en baggrund af et tigerhoved og en kæmpe røgsky; helten i hed action. Det glimrende fotomateriale (både private foto og militære luftfotos), er godt spækket med fotos af Lars Ulslev Johannesen selv; helt fri af trangen til selvhævdelse er den 36-årige Lars Ulslev Johannesen ikke. Heldigvis, kunne man sige. Ellers var han da vokset helt ud af proportion.

Martin Breum er studievært på DR2Udland

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu