Anmeldelse: Tidens kvinder

I professionel prosa med produktplacering skildrer Grøndahl med sin seneste roman tre generationer af kvindeligt begær
28. oktober 2008

Måske er jeg ved at være gammel nok til Jens Christian Grøndahl.

Ved at skrive om en 48-årig mor, der ser sin 15-årige søn forsvinde ind i sin teenage-verden, mens hun stadig husker fornemmelsen af hans lille bløde krop på hoften, rammer han mig i hvert fald lige i hjertekulen.

Har man selv halvstore børn, er det svært ikke at krympe sig i pine over en sætning som denne: "Hun er ved vejs ende som mor".

'Hun' er arkitekten Ingrid, som har forladt sin søns far til fordel for sin 20 år ældre, gifte elsker Frank.

Vi møder hende, da hun på forretningsrejse til Stockholm bliver ringet op af det københavnske politi og får at vide, at hendes søn har medvirket til grov vold mod en indvandrerdreng. Samtidig opdager hun, at den ene af de dyrebare perleøreringe, hun har fået af sin Frank, er væk.

Så ved man, hvor det bærer hen: Mod vejs ende som mor, og vejs ende som elskerinde.

Kvinder i tiden

Romanen er delt op i titlens fire martsdage, fire dele betitlet 'torsdag' til 'søndag'.

Vi følger Ingrids perspektiv, men gennem hendes tilbageblik og samtaler med sin journalist-mor, Berthe, og forfatterinde-mormor, Ada, (samtaler, der både foregår på bogens nutids- og tilbagebliksplan), spænder romanen over seks årtier og bliver en historie om tre generationer.

Eller om "tre stadier af alder, udtoning, afmagt", "tre stadier af indbildsk, overmodig selvoptagethed", som det hedder fra Ingrids desillusionerede perspektiv mod slutningen. Eller er det fra fortællerens perspektiv, at de tre kvinder er indbildske, overmodige og selvoptagede?

Det er ikke helt klart, i og med romanen konsekvent er fortalt personalt i tredje person og befinder sig på den tærskel mellem personens og fortællerens bevidsthed, som karakteriserer denne fortællesituation.

Aura af after shave

De tre generationers historie er på mange måder en gentagelseshistorie.

En gentagen historie om et kvindeligt begær, der også vil noget andet end moderskabet. Fra mormor Ada, der begærer sproget og forlader sit provinsliv med dertil hørende mand for at blive forfatter og poetfrue i København.

Over mor Berthe, der ulykkeligt begærer sin mors kærlighed og derfor forbliver for meget datter til rigtig at kunne være mor. Til Ingrid, der begærer sit erotiske samvær med en anden mand mere end familielivet. I alle tre generationer: Skilsmisser og børn, der føler sig svigtet.

Det er næsten som om, kvindens begær er en slags arvesynd, der vandrer gennem slægtens led. Mon ikke, der ligger en litteraturhistorisk hilsen fra Grøndahls side i, at den første datter i denne slægtshistorie hedder 'Berthe' og dermed deler navn med datteren til den moderne litteraturhistories urbillede på en begærende, moderligt svigtende kvinde: Madame Bovary-?

Når romanen, trods sin skildring af det kvindelige begær som en slags arvesynd (og trods en stinkende kønsstereotyp skildring af den smagløse forfatterinde Ada og hendes smagfulde poetmand Per), ikke kan siges at være misogyn, skyldes det sådan set også Madame Bovary, eller den fortælleteknik, som Grøndahl deler med Flaubert.

Vi følger Ingrids perspektiv i en fremstilling, der endog må siges at være mere loyal over for Ingrid, end Flaubert er det over for Emma Bovary.

På den anden side er Ingrid også lettere at være loyal over for: En lidt kedelig, strømlinet dansk design-udgave af Emma; hun tænder ikke på lyserøde silketøfler og brokadestoffer, men på Louisianas arkitektur og beslutsom, velplejet maskulinitet 'med en aura af after shave' (sic!).

Produktplacering

Grøndahls skildringer af Ingrids og Franks elskovsmøder er således lige til en damebladsfeature om romantiske weekendrejser: Lej et hus i Tversted med PH-lampe og Morsø-ovn, tag på Herregårdsophold på Sydfyn med egen himmelseng - eller hvad med en weekend i Rom på hotel Hassler?

Helt kulørt og nærmest komisk er skildringen af Ingrids første rejse med Frank, til Rom, hvor hun som en anden Askepot bor på luksushotel (Hassler) og modtager sit kærlighedspant, øreringene (Bulgari).

"Hun havde aldrig troet, at hun skulle komme til at overnatte på det utilnærmelige luksushotel", "Hvor ofte havde hun ikke passeret Bulgaris forretning i Via Condotti og registreret vinduernes glitrende indhold".

Der bliver nævnt så mange mærkevarer i romanen, at man næsten skulle tro, at team Grøndahl er sponsoreret.

Det absolut morsomste eksempel er 'en rød frækkert af en Stelton-kande', som placeres i huset i Tversted.

Det eneste forsvar for disse parodiske skildringer af romantisk kærlighed skulle være at læse dem som udstillinger af falsk bevidsthed - af Ingrids falske bevidsthed. Men så er vi på den anden side tilbage dér, hvor det kvindelige begær virkelig er naragtigt-

Det er ikke svært at hænge den Grøndahl'ske prosa ud for sine klichéer og produktplaceringer.

Når man så alligevel kan røres i hjertekulen, er det fordi den, hvad angår tidens gang, har fat i noget, også sprogligt og kompositorisk.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

Jens Christian Grøndahl
333 sider
299 kr.
Gyldendal
ISBN: 978 87 020 69 723

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu