Læsetid: 4 min.

Bageren bager, digteren digter

Systemet fejler ikke noget. Nok er det svært at gennemskue, men de digte, det fører med sig, er enkle, lette og sorgløse. Klaus Høeck er en blomst på Fyn havnet i primetime
30. oktober 2008

Værket er mægtigt: 1035 digte eller 580 sider, om man vil, og ligesom forgængerne bygger det på et sindrigt system. Titlen Palimpsest skyldes, at digtsamlingen er skrevet hen over andre kunstværker og over sin egen prototype. Kunstværkerne stammer fra det 20. århundredes billedkunst, musik og litteratur. Prototypen er dannet af diverse variable i sproget, der er de samme som i forgængeren Heartland.

Klaus Høeck lægger altid et system ned over sit arbejde. Nok er sproget et system i sig selv, men digteren tilfører altså et oveni. Jeg vover ikke at forklare systemet for Palimpsest, men citere fra bag-ordet 'Almindelig beskrivelse', tør jeg godt:

"Prototypens variabelværdier er udregnet som et gennemsnit af samtlige variabelværdier i Heartlands antal digte (448). Prototypen er således rektificeret i forhold til den tidligere Heartland. Prototypen er endelig (permanent) hvilket i dette tilfælde vil sige, at gennemsnittet af samtlige variabelværdier i hele samlingen Palimpsests digtantal (1035) svarer til gennemsnittet af variabelværdierne i Heartlands digtantal (448)."

Sådan lokker man ikke husarerne til, og nok er systemet tungt, men selve digtene er lette og såre enkle - også meget enklere end Høecks tidligere. De er rent ud sagt lige til at gå til: "kaffemaskinen/snorker højt som om den har/onde drømme an//dre gange skal den/helbredes fra sin forkalk/ning til tider er//et skvæt eddike/nok så kører den igen/kaffemaskinen//brygger kaffe og/jeg skriver digte om den/så enkelt er det."

Oder især

Sådan lyder 'Ode til kaffemaskinen', digtet står i samlingens tredje afdeling 'Ordene', hvis bogstaver heldigt nok meget let kan blive til 'Oderne', for det er den nemlig også. Oder til artiskokken, Amerika, en kastanje på jorden, misundelsen, utidigheden, mine fødder, fællesskabet, Walt Whitman, tunfisken (den i olie, tomat, kokosmælk osv.), postbudene, hjemmevideoen, udødeligheden og Heinz tomatket-chup f.eks. Høeck skriver om de fænomener, der er lige omkring ham og hjemmet på Fyn. Hustruen er allestedsnærværende, og det er kærligheden, livet og døden også. Nyhedsemner som terror og knivstikkeri importeres i digtene og bliver ganske ufarlige. Den gamle digter forstår at sætte tingene i perspektiv, er ikke bange for noget, men er også barnligt legende og fjollet. Klog som Sokrates, der vidste, at han ikke vidste spor.

Oderne især, men også digtsamlingen i det hele taget er stærkt forankret i huset på Fyn, hvor de er skrevet. De ligesom kommer ikke ud af stedet akkurat som blomsten, "fordi en blomst nu/engang ikke skal//andre steder hen/end dér hvor den har sin rod/og digtet sit ord".

Sådan læser man

Som det fremgår af citaterne bryder Høeck ikke bare linjerne midt i en sætning, men også midt i et ord. Linjebruddene tilfører (eller forærer ligefrem?) digtene flere ord og dermed flere betydninger, end hvis ordene ikke var delt. Som f.eks. i åbningsdigtet, hvor 'disse' deles i 'dis' og 'se' som jo igen er smukt ad Høeck til, når nu pergamentet er bragt ind i værket via titlen. Se (igennem) dis!

Høecks poetik er indskrevet i digtene, og den hylder også det enkle. Poesien er ikke en naturkraft eller noget overnaturligt mystisk. Digte skrives ovenfra og ned og læses også sådan, bliver man igen og igen gjort opmærksom på. Digte får ikke deres eget liv, de er ikke organiske, som der står direkte i 'Metamorphosis' tidsfæstet til år 1935. Sådan er hvert digt i samlingens første afsnit i øvrigt hæftet til et (kunstværks) årstal. Tid og sted bør man holde sig til - akkurat som i Heartland.

Oderne består ligesom digtene i samlingens første og andet afsnit 'Billederne' og 'Tonerne' formelt set af fire strofer a tre linjer. Midterafsnittet 'Tonerne' er det korte på knap 100 sider, og her har hvert digt en hel side, i første og tredje afdeling står to digte sammen på hver side. Alle titler står med versaler og alle digte med små bogstaver. Tegnsætningen er enkel, kun tankestreger, parenteser og spørgsmålstegn. De mange digte, den gode plads og den typografiske enkelhed gør, at man kan betragte bogen som et rum, man som læser kan træde ind i. Det er næppe meningen, at man skal læse digtene i et langt stræk, men man kan skifte mellem afdelingerne og vende tilbage og samle digte op, som man ikke læste ved første besøg.

'Tonerne' er jazzmusikkens, og her måtte jeg et øjeblik sukke åh nej, ikke igen. Men det er ikke kun Høecks skyld, men også Schnack, Turèll, Leth, der også har skrevet så henført og indforstået om Dexter Gordon og John Coltrane, at jeg føler mig udsat for missioneren. Sukket blev nu ikke så dybt, for hvor er disse digte også bare gode og smukke, når man lige ser bort fra jazzklubtilbøjelighederne.

"bageren bager/sådan er dét - slagteren/slagter that's a fact//digteren digter" og så videre i den dur og enkelhed, samtidig med at denne afdeling faktisk handler om de døde (kunstnere og familiemedlemmer).

Klaus Høeck er blevet lige så let tilgængelig som Benny Andersen, men knap så nuttet - og aldrig melankolsk. En blomst - har jeg læst hos Inger Christensen - indeholder også et matematisk system, det kan man fascineres af, men man behøver ikke at kende det for at nyde dens skønhed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer