Læsetid: 6 min.

Den bedste lyd i verden

Stumfilmkomikeren Harold Lloyd er måske ikke lige så berømt i dag som Chaplin og Keaton, men at hans film er lige så morsomme, opfindsomme og holdbare som deres, bekræfter et nyt dvd-bokssæt med en lang række af Lloyds bedste værker
Stumfilmkomikeren Harold Lloyd er måske ikke lige så berømt i dag som Chaplin og Keaton, men hans film er lige så morsomme, opfindsomme og holdbare som deres
17. oktober 2008

Det er svært at forstå, når man ser det i dag, men Harold Lloyd udførte selv alle sine stunts. Den amerikanske stumfilmkomiker havde ikke de samme filmtricks til sin rådighed i 1910'erne og 20'erne, hvor han blev berømt for sine såkaldte spændingskomedier, som nutidens filmfolk, der kan gøre og skabe hvad som helst i en computer.

Lloyd og hans samtidige, ikke mindst Charlie Chaplin og Buster Keaton, måtte finde på og gøre alting selv, og selv om det selvfølgelig involverede filmtricks af forskellig slags, var det ofte med liv og førlighed som indsats, at de som Lloyd kastede sig på smalle afsatser øverst på 12-etagers-bygninger eller i fuld fart kørte ned ad en meget befærdet gade i en hestevogn.

Harold Lloyd var en af de mest populære og succesfulde stumfilmstjerner i verden i 1920'erne, men i modsætning til Chaplin og Keaton solgte han ikke tv-rettighederne til sine film, hvorfor han heller ikke er lige så kendt hos yngre generationer, der ikke havde oplevet ham i biografen.

Universal har just udgivet et 10 dvd'er stort bokssæt med en lang række af Harold Lloyds kortfilm og spillefilm, og man har nu mulighed for selv at se, hvorfor Lloyd var så god og sjov - og god og sjov var han.

Harold Lloyd, der blev født i 1893, var allerede som dreng dybt interesseret i teater, og som ung nærede han ambitioner om at blive en stor teaterskuespiller. Men i 1910'erne begyndte han at optræde som statist i stumfilm - han havde brug for pengene - og her mødte han den jævnaldrende Hal Roach, som siden skulle blive en af stumfilmkomediens store skikkelser.

Hornbriller og stråhat

Roach grundlagde nemlig sit eget filmselskab og hyrede Lloyd til at spille hovedrollen i en række korte komedier. Til at begynde med imiterede Lloyd, som så mange andre, blot Chaplins vagabond med figurer som Lonesome Luke og Willie Work. Men en dag så han en præst give en prædiken iført nogle store, sorte hornbriller, og Lloyds egen figur, der skulle blive lige så genkendelig som Chaplins vagabond, så dagens lys.

Iført hornbriller og gerne stråhat spillede den af udseende pæne og tilforladelige Lloyd en ganske almindelig ung mand, som unge mænd er flest: glad for kønne piger, håbefuld, rar og venlig, lidt af en kujon og lidt for god til at havne i de mest umulige situationer, når han bejlede til sin drømmepige. Han var med andre ord et menneske af kød og blod, som hovedparten af biografpublikummet kunne identificere sig med, hvilket var en af forklaringerne på hans store succes.

Instruktionen stod han ikke selv for, men der er ingen tvivl om, at Lloyd var en af hovedkræfterne bag filmene og de mange morsomme gags.

En anden forklaring på Harold Lloyds popularitet var selvfølgelig hans sikre sans for fysisk og visuel komik, de halsbrækkende stunts og hæsblæsende, innovative actionsekvenser, hvor kameraet ofte bevægede sig mere end i andre af datidens statisk fotograferede film. Det er blevet sagt om Lloyd, at han brugte kameraet på samme måde, som andre komikere brugte en bowlerhat eller en sjov gangart. Han var en født filmmager og tænkte hele tiden i billeder og bevægelse.

Det var dog ved at gå galt for ham, allerede inden det for alvor var kommet i gang. I 1919 skulle han posere for en fotograf med det, han troede var en røgbombeattrap i hånden. Det viste sig dog, at det var en rigtig røgbombe, som eksploderede og ødelagde det meste af hans højre hånd og gjorde ham blind for en tid.

Lægerne sagde, at hans karriere var forbi, men Lloyd genvandt sit syn og fik fremstillet en handske, der skulle skjule den ødelagte hånd for publikum. Han ville have, at man skulle more sig over hans figur, ikke bekymre sig for, om han nu ville klare det med den dårlige hånd. Og således lavede han gennem de næste mange år nogle af sine sværeste og mest svimlende stunts med halvanden hånd, hvilket bestemt ikke gjorde hans bedrifter mindre.

Harold i højden

Et af hans betydeligste værker, Safety Last! (1923), som selvfølgelig er med i dvd-boksen, foregår for en stor dels vedkommende uden på en høj bygning i downtown Los Angeles. Harold Lloyd spiller en ung provinsknægt, der prøver at gøre lykken i storbyen, så han kan gifte sig med sin udkårne hjemmefra (spillet af Mildred Davis, der medvirkede i mange af Lloyds film og i 1923 giftede sig med ham).

Til at begynde med er han blot en ydmyg salgsassistent i et stormagasin, men han får den idé at trække flere kunder til ved at lade en mand bestige bygningen (det var inspireret af en virkelig begivenhed, hvor Lloyd overværede en akrobat, Den Menneskelige Edderkop, bestige en bygning).

Han hyrer sin ven, der er bygningsarbejder, til at udføre dåden, men vennen bliver forhindret, og hvem er så nødt til at gøre det i stedet? Harold selv, naturligvis, og det kommer ikke til at gå stille for sig, mens han rystende bange kravler højere og højere op og til de mange tilskueres store begejstring hænger og dingler over afgrunden i både flagstænger og urvisere.

Lloyd led selv af højdeskræk, fortæller han i et gammelt tv-interview, som kan ses på en af de 10 dvd'er i boksen, men efter to dage i højden begyndte han at vænne sig til det og blev til sine kamerafolks store irritation mere og mere dumdristig. Galt gik det dog heldigvis ikke, selv om man under filmen sidder med hjertet helt oppe i halsen og næsten ikke tør kigge på, hvad der foregår.

I interviewet morer Lloyd sig i øvrigt over, at han er blevet så kendt for de af sine film, hvor han bestiger bygninger. Det var faktisk kun i fem af sine cirka 200 film, at han gjorde det - de gjorde dog forståeligt nok stort indtryk på et publikum, der ikke var vant til at se den slags umuligheder på film.

Men selv i de mere afdæmpede, jordbundne af sine film var Lloyd en naturkraft fuld af akrobatik og krumspring.

Mesterkomiker

På et tidspunkt i de tidlige 1920'ere forlod Harold Lloyd Hal Roach og stiftede sit eget produktionsselskab, hvor han havde den fulde kreative kontrol over sine film, præcis som Charlie Chaplin havde gjort det. Lloyd begyndte også at lave spillefilm i stedet for kortfilm, og hans historier blev dybere og fik flere handlingsmæssige og psykologiske nuancer, selv om fokus stadig var på den helt almindelige, unge mand med hornbrillerne.

Ligesom så mange andre stumfilmkomikere fik Harold Lloyd det svært, da tonefilmen gjorde sit indtog i Hollywood i 1927 - komediens væsen ændrede sig radikalt, fordi den ikke længere kun var visuelt baseret og i høj grad baserede sig på replikker. Men det lykkedes ham faktisk at lave flere mindeværdige film, blandt andre Movie Crazy (1932), der også er at finde på dvd'erne, inden han i slutningen af 1930'erne lagde hornbrillerne og stråhatten på hylden.

I 1953 fik Lloyd en Æres-Oscar for at være en "mesterkomiker og god borger", blandt andet på grund af sit velgørende arbejde, og han døde i 1971 i en alder af 77 år. Men han kan stadig få folk til at grine.

"Det har været fantastisk for mig, at alle disse komedier stadig kan fremkalde latter hos publikum af alle aldre over hele verden," sagde han nogle år før sin død.

"Latter er et universelt sprog. Det etablerer en fælles identitet mellem mennesker - uanset andre forskelligheder. Det er den bedste lyd i hele verden."

Harold Lloyd: The Definitive Collection. Region 2. Universal

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu