Læsetid: 4 min.

Bispens powerpointshow

Danskeren er som et skrabelod: Når først man skraber lidt i overfladen, kommer der noget kristent frem, mener Jan Lindhardt. Men det er lige netop hér, hans håb på kristendommens vegne er i fare for at ende som naivitet
Jan Lindhardt er i sin nye erindringsbog, 'Det skal råbes', helt klar over, at kirken kun kan overleve på mediesamfundets præmisser. Den store megafon skal kort sagt findes frem, når kirkens 'glade budskab' skal råbes fra byens tage.

Jan Lindhardt er i sin nye erindringsbog, 'Det skal råbes', helt klar over, at kirken kun kan overleve på mediesamfundets præmisser. Den store megafon skal kort sagt findes frem, når kirkens 'glade budskab' skal råbes fra byens tage.

Henrik Sørensen

9. oktober 2008

Da Jan Lindhardt var en ung mand på 30 år, gift og far til fire, tegnede han et hus med udsigt over Århus Bugten. Intet var overladt til tilfældighederne. Jan Lindhardt havde sågar sørget for, at dørtrinene var så lave, at man med tiden kunne komme rundt i kørestol. Den unge, stammende lektor i teologi ved Århus Universitet, som foretrak at krybe langs panelet, når han kom ind i lokaler med mange mennesker, brød sig angiveligt heller ikke om overraskelser.

Men det fik han. Få år efter var kone og børn flyttet fra ham, og han sad alene tilbage med udsigten og katten, der kort efter døde.

Historien kan læses i Jan Lindhardts nye erindringsbog Det skal råbes, der som det kryptisk hedder på titelbladet er blevet til "med journalist Else Marie Nygaard".

Det lå altså ikke ligefrem i kortene, at den højt begavede, men også sky og talehandicappede Lindhardt relativ sent i alderen - han holdt sit første offentlige foredrag som 41-årig - skulle blive en af landets mest benyttede kirkelige kommentatorer for at ende i et af de højeste kirkelige embeder, bispesædet i Roskilde, som han bestred fra 1997 til tidligere i år, hvor han gik på pension.

Jan Lindhardt blev gift igen og fik to børn mere med sin nye kone, så alt endte sådan set godt. Men han erfarede, at det han kalder overgangen fra en tid med en given identitet til en tid, hvor livet udvikler sig som et power- point-show, der hele tiden får nye slides, greb hans eget liv.

Det er en tid, hvor ikke mindst medierne gør alting flydende og udvendigt. Alt tilhører det offentlige rum, også religionen. At mene andet er noget naivt sludder, siger Lindhardt.

Biskoppen ved, at kirken ikke kan overleve uden at gøre det på mediesamfundets præmisser. Som det fremgår af titlen, skal den store megafon findes frem, når det "glade budskab" skal råbes ud fra byens tage.

Korrektiv til tiden

Jan Lindhardt er folkekirkelig aktivist. Men i modsætning til de mere egomaniske aktivister på Christianshavn og omegn er Jan Lindhardt det på traditionens vegne. Hvis man var i tvivl om, hvor man skal placere den retorisk finurlige, men også til tider opportunistiske biskop, der altid har benyttet ironien, er man lidt klogere efter endt læsning.

Folkekirkekristendommen repræsenterer muligvis den kvalificerede kedsomhed. Men hvis folk ikke kommer i kirken, må kirken jo være der, hvor folk er, for at skabe et rituelt, aktivt og modkulturelt korrektiv til den herskende mentalitet. Tidens tendens er ifølge Lindhardt, at alle har krav på anerkendelse tre gange om dagen, mens kunstneren dyrkes som menneskeligt ideal fra fødsel til død. Derfor skal det forkyndes, at man intet er i kraft af sig selv, men kun i kraft af sit samspil med andre i fællesskab. Coaching og terapi giver han heller ikke meget for, forstår man.

Ligesom han heller ikke har meget til overs for den del af samfundet, som betragter integration som et rent socialt fænomen. Vi står i den forstand i en religionskrig, og hvis man ikke har forstået det, har man ikke forstået meget, mener biskoppen, der understreger, at kirkens missionsopgave klart skal opprioriteres, også gerne for at omvende muslimer til kristendom.

Og her udgør folkekirken for biskoppen en kulturel og national sammenhængs-kraft, som den nuværende folkekirkeordning skal vedblive at værne om. Netop bredden og rummeligheden i folkekirken er det helt centrale for Jan Lindhardt, og det mener han fornuftigt nok, at der ikke skal laves om på, for det er sandt nok den direkte vej til kirken som politisk smagsdommer med mere sans for form, politik og magtstruktur end for kirkens primære opgave.

Stærkest og sjovest står Jan Lindhardt dog som samfundskritiker, når han taler op imod tidens griskhed og markedsgørelse, som har fået forbrugersamfundets kunderelationer til at brede sig langt ind i privatsfæren og parforholdet.

Skrabelodder

Men dér, hvor Jan Lindhardts håb på kristendommens vegne er i fare for at ende som naivitet, er i troen på, at danskeren er som et skrabelod.

Når først man skraber lidt i overfladen, kommer der noget kristent frem, mener han. Sandt nok giver kristendommen sig til kende over alt, men selv om religion og præster er her, der og alle vegne som smagsdommere og meningsmagere, og selv om der er en religiøs søgen, er kristendommen paradoksalt nok også trængt som aldrig før. Det behandles kun sporadisk.

Jan Lindhardts erindringer er en hurtigt læst bog, der i sin opdeling selv har power- point-showets overfladiske karakter. Men netop fordi erindringsbogen er skrevet sammen med en journalist, sidder man som læser også en anelse genreforvirret tilbage. For hvad har journalistens funktion været? Har hun blot siddet andægtigt ved bispens fod og taget flittige noter, mens han har øst af sin uendelige visdom og erfaringer fra et langt liv i det kirkelige landskab? Eller har hun skullet yde ham kvalificeret modspil, så erindringerne også kunne være en debatbog med bredere sigte? Hvis det første er tilfældet, kan man undre sig, for Jan Lindhardt kan så vidt vides godt selv skrive. Hvis det sidste er tilfældet, er det mislykket.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu