Jens Andersen har skrevet biografier om både Tom Kristensen, Tove Ditlevsen og H. C. Andersen, men lur mig, om ikke den, det har moret ham mest at skrive, er den nye om fodboldspilleren Frank Arnesen. Den sprudler i al fald af researchfornøjelse og fortælleglæde. Ikke siden Tips-Bladets Per Høyer Hansen har der været en så begavet fodboldkronikør, men Jens Andersen har da også selv en fortid som spiller på AB's førstehold.
Mange har haft lyst til at biografere netop Frank Arnesen, nok fordi det er en Aladdin-historie om en ung mand, som var med i udkanten af slumstorm, hippiebevægelse, Gasolin og alt det der (og tilmed så godt ud a la Mick Jagger). Han var selv en habil sanger, men alligevel mere til bold mellem Christianshavns volde og i Fremad Amager.
Der har bare været et problem: Frank Arnesen gider ikke lade sig interviewe mere. Det er lettere at få et interview med statsministeren eller en af de kongelige.
Han er kommet højt på strå som big shot i Londonklubben Chelsea, vil de sige ude på Amager. Sandheden er snarere, at han har fået mere end nok af avisomtale. 'Det talende vandfald' synes ikke, det er sjovt mere.
Hundset med
Så har Jens Andersen selvfølgelig opsøgt en masse personer, som har været eller er tæt på Frank Arnesen samt læst en hulens masse bøger og avisartikler, herunder britiske. Hovedkilder er bl.a. Arnesens forældre, der stadig bor i den gamle lejlighed på Christianshavn, som der blev råd til, da faderen vandt en formue i tips.
Jens Andersen har kvitteret for tilliden ved at gå i mange detaljer, også for mange, synes jeg. Det har trods alt begrænset interesse for andre end hardcorefans, hvordan lilleputterne klarede sig i deres kampe i gamle dage, eller hvordan det gik, da Fremad Amager anno dazumal mødte Holbæk.
Til gengæld er det interessant at høre, hvordan han og vennen Søren Lerby fik deres fodboldopdragelse i hollandske Ajax, som de blev solgt til som teenagere.
De blev indpodet vindermentalitet, en mangelvare i dansk fodbold dengang, og de oplevede, hvordan de blev hundset med af de etablerede spillere, et i virkeligheden ret brutalt, militært system, som de senere praktiserede på Sepp Pionteks landshold. De yngste skulle holdes nede, så de senere kunne give den hele armen. Livet som professionel i flere af Europas store klubber var for Arnesen også brolagt med skuffelser, når knæet gik i stykker, eller han blev placeret på reservebænken.
Hentede Ronaldo
Det, der virkelig rykker som nyt stof i bogen, er slutafsnittet om Frank Arnesens kamp i den nu globaliserede fodboldverden, hvor russiske, arabiske og amerikanske milliardærer har købt sig ind i europæiske storklubber. Her har Amagergerdrengen tilkæmpet sig en fremtrædende rolle. Skønt en strålende dribler stod han trods alt i andet geled på landholdet efter målscorere som Michael Laudrup og Preben Elkjær og anføreren Morten Olsen, men i dag er han den af drengene fra dengang, som er nået længst i det internationale fodboldhierarki, hvor der jongleres med millionbeløb og fyres fra hoften, når ledelser og trænere er uenige, og når klubejeren pludselig selv vil købe eller fyre en spiller. Frank Arnesen, som i sin tid hentede den unge Ronaldo til Europa, er i dag talentspejder med administrativt ansvar for 150 engelske drengespillere og samtidig med et ubestemmeligt sted i topledelsen som klubejeren, oligarken Roman Abramovitjs', betroede mand. Arnesen går for at være en strålende fodboldpædagog for de unge og for at have en særlig kenderevne til at vurdere et spillerindkøb.
Jens Andersen rejser så implicit det eksistentielle spørgsmål, om legen er blevet afløst af en rædsom alvor, som har gjort den før så glade knægt til en tilknappet alvorsmand? Men det er jo ikke sikkert. Måske er Frankie Boy som den 'kamptyr', han er, lige der, hvor han gerne vil være: Midt i begivenhedernes centrum og kampens hede.
