Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Den diskrete argentiner

Det har længe trukket op til det, og endelig med sit femte album er det lykkedes argentinske Juana Molina at brage igennem. På sin helt egen diskrete facon. Danske fortolkere af musikarven anbefales stærkt at lytte med
Juana Molina er født i 1962 i Buenos Aires. I 1976 flygtede familien til Paris fra militærdiktaturet. Hendes far, der var sanger, lærte hende at spille guita fra hun var fem år gammel. Og hendes talent er ubestrideligt. PR-

Juana Molina er født i 1962 i Buenos Aires. I 1976 flygtede familien til Paris fra militærdiktaturet. Hendes far, der var sanger, lærte hende at spille guita fra hun var fem år gammel. Og hendes talent er ubestrideligt. PR-

A: larm Music

Kultur
27. oktober 2008

Indflydelser har aldrig sprøjtet hårdere og hurtigere på tværs af kontinenter end nu. Derfor overrasker det ikke at en argentiner i gennem snart mange år har været en del af freakfolk-sensibiliteten, som primært er stået ud af USA. Man tager sin egen og evt. andres musikarv og fremtryller en ny form for autenticitet, som låner former og farver fra folkemusik og singersong-writing, men - i de bedste tilfælde - formår at genfortælle eller mutere den til en ny tid. En ny tid, hvor det er mere naturligt at trykke på knapper end at synge sange om et lejrbål. Hvor det er mere naturligt at flirte med avatarer fra den anden side af kloden end at besøge kirken nede om hjørnet.

Argentinske Juana Molina har sin arv med sig, hvor end hun rejser. Hun synger på sin dialekt af spansk fra Rio de la Plata-regionen i Argentina med en stemme betrukket med fløjl. Og hendes praksis bæres af en sensuel folkemusikalsk singersongwriting med fornemt indlejrede, aldrig anmassende elektroniske elementer fra ambient, elektronika og glitch. Også på hendes nye, femte album Un Dia. Men freakfolk'en har at dømme efter det nye mere offensive udtryk også inspireret hende til en langt mere løssluppen og kropslig tilgang.

Sensuel sangskriver

Tag titelnummeret som virker stærkt inspireret af mestrene i amerikanske Animal Collective, som man også har kunnet høre inspirere så store alternative kanoner som Sigur Rós på deres seneste album, samt et utal af yngre bands, der vælder frem i disse år.

I Molinas tilfælde sker det med æstetikken intakt. Ganske vist kommer hun op i de høje registre, ganske vist summer hendes korstemmer hallucinerende om ørerne på en, og ganske vist når sangen et klimaks med syntetiske blæsere, programmeret bas, slagtøj og behandlede lyde.

Men det foregår stadig inden for rammerne af hendes sensuelle sangskrivning, der nu åbenbarer uventede ekstatiske dimensioner.

Eller tag "Vive Solo", hvor det bliver tydeligt, at rytmikken har fået en langt vigtigere rolle i hendes produktioner. Det bliver banket op i puls af en basprogrammering, der klinger som kom den fra klubben under stuegulvet - og ledsages af håndklap og en kantet guitarrundgang (inspireret af brasilianske Tom Zé?), man bare vil fare vild i.

Alt foregår stadig med ynde. Når hun programmerer en ret så kropsligt suggestiv og højlydt baslinje, så maser den ikke, men masserer. Når bassen rumler, så bliver den ikke dikterende, snarere lokkende som mosekonebryg i gaderne. Og således flyder dubstep og techno og fremmed (afrikansk?) rytmik i afledt form ned i Molinas dna.

En sirene i inderlighed

Hun blev født i 1962 i Buenos Aires, og i 1976 flygtede familien til Paris fra militærdiktaturet. Hendes far, der var tangosanger, lærte hendes at spille guitar, fra hun var fem, men hendes første claim-to-fame var på tv. Især i serien Juana y sus hermanas (Juana og hendes søstre, red.), som var et hit i den spansktalende del af verden.

I dag kender den alternative del af musikverdenen Molina for hendes stemme, der både er fikspunkt og euforiserende tåge på Un Dia.

På én gang rejsefører og sirene i sange, der har flyttet sig fra de mere håndgribelige strukturer til mere - stadig kontrolleret - flydende former på kanten af trancen.

I denne anmelders ører lykkes det endelig for Juana Molina at brage igennem her på Un Dia.

På hendes egen diskrete, men ikke helt så diskrete facon som tidligere. Og der er noget at lære af Juana Molina. Hendes evne til at puste inderlighed i sin argentinske arv og samtidig udvide og pode den. Hendes evne til at spænde interkontinentalt, som også M.I.A. og Björk formår. Udtrykket er mere homogent hos Molina, men det betyder også bare at man først opdager forelskelsen, når man står i til skuldrene. Og så er det for sent.

Vi kunne bruge damer som Juana Molina herhjemme. Til at strække vores rodfæstede kultur ind i moderniteten og globaliseringen. For ellers bliver det for nemt for Dansk Folkeparti og deslige at vinde autenticitets-diskussionen. Og, ærlig talt, så har de sgu' ikke brug for mere medvind. Danske fortolkere af musikarven anbefales stærkt at lytte med her.

Juana Molina: Un Dia (Domino/A:larm). Er udkommet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her