Læsetid: 4 min.

Den evige nymfe

Amerikanske Donald Spoto fortæller indfølt og vidende om dejlige Audrey Hepburns liv og karriere i en ny biografi, der er blevet oversat til dansk
16. oktober 2008

Jeg forelskede mig i Audrey Hepburn, første gang jeg så hende som Eliza Doolittle i George Cukors musical My Fair Lady (1964), en af mine personlige favoritter.

Jeg kunne virkelig identificere mig med den unge Freddy Eynsford-Hill (Jeremy Brett), der længselsfuldt gik rundt uden for Eliza Doolittles hus og sang om befinde sig "on the street where you live".

Siden så jeg den bedårende unge skuespillerinde i William Wylers Prinsessen holder fridag (1953), Blake Edwards' Breakfast at Tiffany's (1961) og ikke mindst Stanley Donens Charade (1963) og faldt for hende igen og igen. For ikke blot var hun smuk og dejlig - og på trods af sin spinkle skikkelse på ingen måde så aseksuel, som hun af kritikere er blevet gjort til; hun virkede også som et gennemført sympatisk menneske, der måtte være underholdende og interessant at være i selskab med.

Og hun blev ikke mindre fascinerende af, at hendes tiltrækkende ydre og blændende smil ofte gemte på en melankoli og en smerte, som måske nok var hendes filmpersoners, men som var svær at skille fra virkelighedens Hepburn. Som det så ofte er tilfældet med skuespillere og filmstjerner, og Audrey Hepburn var begge dele.

En mand, som tydeligvis deler min fascination af Audrey Hepburn, er den amerikanske forfatter og filmhistoriker Donald Spoto, der er aktuel med en dansk oversættelse af Audrey Hepburn - en biografi.

Spoto, der tidligere har dissekeret Marilyn Monroe, Marlene Dietrich og Alfred Hitchcocks liv og levned i roste bøger - og i øvrigt bor på Midtsjælland - er en god fortæller, og selv om han nærer stærke følelser for sin hovedperson, er han også en kritisk læser af hendes film og liv og beretter nuanceret om både de gode og mindre gode stunder.

Usikkerhed og ydmyghed

Audrey Hepburn - en biografi begynder med begyndelsen: Audreys fødsel i maj 1929 som datter af en engelsk far og en hollandsk mor, baronesse Ella van Heemstra. Den bevæger sig kronologisk og metodisk op gennem hendes liv og karriere, der indledtes, da hun efter Anden Verdenskrig som blot 19-årig flyttede med sin mor fra Holland til England for at blive balletdanser.

Professionel danser blev hun dog aldrig - blandt andet fordi hun kom for sent i gang og havde lidt af undernæring under krigen - men i løbet af blot fem år, fra 1948-53, blev hun takket været sin medvirken i varieteer, musicals, mindre britiske film og en del model- og reklamearbejde et kendt ansigt. Og efter premieren på Prinsessen holder fridag, hvor hun spillede over for Gregory Peck, blev hun i en alder af 24 år en stjerne - og vandt sin første og eneste Oscar.

Donald Spoto fortæller, hvorledes Audreys far tidligt forsvandt ud af hendes liv, og hvordan hendes mor elskede sin datter højt, men ikke forstod at vise det, hvorfor Audrey gennem hele sit liv var usikker på sig selv og søgte både anerkendelse og at give og modtage kærlighed og omsorg. Blandt andet engagerede hun sig i humanitært arbejde og blev ambassadør for UNICEF.

En hård barn- og ungdom i det krigs- og fattigdomshærgede Holland påvirkede hende også, og karrieren igennem formåede hun at bevare en ydmyghed over for sin status som en af verdens mest populære skuespillerinder, ligesom hun altid stræbte efter at blive bedre til et fag, hun aldrig for alvor følte sig hjemme i.

Næsvis og åndrig

Privatlivet hører man naturligvis en del om i Audrey Hepburn - en biografi - ægteskaberne, affærerne, børnene - men selv om grænsen mellem sladder og nødvendig viden er hårfin, formår Donald Spoto at holde sig på den rigtige side hele tiden. Han har tilsyneladende styr på fakta og tillader sig ikke at fortolke begivenheder eller mene ting og sager uden at føre ordentlige beviser for sin sag.

Bogen fortæller også et stykke filmhistorie, hvori man får mangt og meget at vide om nogle af især Hollywoods store skikkelser - Billy Wilder, der lavede to film med Hepburn, Gregory Peck, George Cukor og Humphrey Bogart - og måden, man lavede film på i 1950'erne og 60'erne.

Og så har forfatteren held med at definere og forklare nogle af de mere eller mindre håndgribelige kvaliteter, der gjorde, at jeg og utvivlsomt mange andre mennesker, unge som ældre, faldt - og stadig falder - for Audrey Hepburn, på trods af at hun med sin "fladbrystede, næsten drengede figur" ikke ligefrem levede op til tidens kvindeideal og yppige kvinder som Marilyn Monroe og Elizabeth Taylor.

"I hver af hendes efterfølgende film (efter Prinsessen holder fridag, red.) blev de komplementære dele af hendes personlighed stadig tydeligere - de dannede og de legesyge aspekter, de pligtopfyldende og de egensindige, den idealistiske unge pige og den voksne kvinde, der gennemlever en slags moralsk dannelsesproces. Hun er ikke gjort af et fast stof, men snarere modtagelig for foranderlighedens principper; en evig nymfe, som kan være royal eller næsvis, regal eller åndrig, alt afhængig af øjeblikket."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu