Læsetid: 3 min.

Fatale følelsesforskydninger

Lån en ondskabsmaske på Café Teatret, hvor følelserne stikker nøgent ud i 'Ansigtet mod væggen'. Sådan en times postterror-nutid i en vilkårlig ordsky af blod
Jacob F. Schokkings følelsesforladte masker i den fremragende -Ansigtet mod væggen- har firkantede gevækster, der tager trykket af den indefrakommende ondskab. Eller som bare mindsker skaderne, når hovedet hamres mod væggen?

Jacob F. Schokkings følelsesforladte masker i den fremragende -Ansigtet mod væggen- har firkantede gevækster, der tager trykket af den indefrakommende ondskab. Eller som bare mindsker skaderne, når hovedet hamres mod væggen?

Thomas Petri

20. oktober 2008

Uhyggen sniger sig ind på tilskueren - en uhygge med ord. En stemme siger nogle ord, måske i en tilfældig rækkefølge, måske ikke. Og tilskueren får travlt med at sætte ordene sammen til indre billeder og mavepine.

Der er ingen psykologisk sammenhæng i Ansigtet mod væggen. Ingen færdige fortællinger. Kun løsrevne følelsesglimt med poetiske positioner og voldsovergreb med våben, sådan i vilkårlig rækkefølge. Alt imens en kvinde smiler, en mand spørger, og en anden mand kommenterer. Og imens tiden går i stå. I hvert fald indtil den eksploderer.

Ansigtet mod væggen med Holland House på Café Tea-tret er en vigtig forestilling lige nu. Måske allermest fordi den ikke handler om noget entydigt, men snarere er en refleksion af menneskets kaos netop nu i en postterrortid uden chokgrænser.

Replikkerne hos den 52-årige, engelske dramatiker Martin Crimp er ekstreme, men også jordnære og næsten dagligdags i deres forundrede skildringer af ondskab eller sammenbrud. Ikke bare i beretninger om skolebørnsmassakrer og fødselsdepressioner og fejltagelsesægteskaber, men generelt i ordene for de sære følelsesforskydninger, som hærger os i denne tid, hvor overjeget giver op på uforudsigelige tidspunkter. Blop! Så sker det, at følelserne rydder alt af vejen. Med ord eller pistoler, kærtegn eller koste, det kan være det samme. Gå dog hjem, fætter Fosse. Farvel, gamle Ibsen. Her kommer ingen fortidsforklaringer rullende. Det handler om at dukke sig for nu'et. Nu!

Godt at tælle skeletter

Eller for billederne. Instruktøren Jacob F. Schokking har en gudsbenådet billedsans, og han lader tilskueren svitse i både lysende, grønne computerspilsstreger og brændende biler projiceret på sagesløst, hvidt stof. Schokking er sin egen psykedeliske scenograf, og han har hobet en masse klædeskabe sammen. Og jo, der er skeletter i skabene. Mange. Og en del af dem er overhovedet ikke døde ...

Det er hans performere heller ikke, selv om deres følelseskollisioner burde have taget livet af dem forlængst. Men nej. Tammi Øst ser med bløde øjne ud mod tilskuerne, mens hun taler om den kærlighed, hun ikke mærker. Tammi Øst har denne her tonsende intensitet og konsonantkærlige omhu i sin diktion, og hun kan stramme kinderne, mens hun suger alle tilskuerne ind mellem sine læbestiftslæber, når hun omtaler sig selv i tredjeperson som 'hun'. Forførende farlig. Steen Stig Lommer læner sig interesseret fremover med ejendomsmæglersmil, mens han forsøger at forstå hendes ikke-tilstand. Og Henrik Birch kommenterer pligtskyldigt på hendes opløsning med vrængekæbe og ludeskuldre, som om han var en el-installatør på bunden opgave. Altså en underdreven performertrio af vildtfunklende karat. Og en musikalsk trio, der har modet til at læne sig op ad FM Einheits anarkistiske bombelydvæg - og nerven til at springe væk lige akkurat det sekund, den braser og bliver til en melodi.

Vigtigt at spise frugt

De er jo bare tre mennesker alene i verden. Nogle gange deler de replikkerne, ligesom skibbrudne deles om årerne. Andre gange tager de ordene selv og taler færdigt på et komprimeret dansk. For i Karen-Maria Billes fremragende oversættelse er ordene akkurat så knappe, som de skal være. Og så rumlige. Egentlig mærkes replikkerne allermest som koreo-grafi for bogstaver: Parthenon-souvenirs, nødstilfælde, strygekvartetter, fertilitetsklinikker ..

"Billeder på lykke," siger den ene. "Hun ved, hvor vigtigt det er at spise frugt," siger den anden. "Selvfølgelig går han og laver noget. Hun er jo ikke dum," siger den tredje. Og sådan går livet durk ned i helvede.

Men Schokkings forestilling på Café Teatret lyser alt-så op på denne sæsons teaterhorisont. Ligesom skue-spillernes uhyrlige masker, der uden varsel flåes på, så ansigternes sære firkantede udposninger stikker opad mod den himmel, der ellers er faldet ned. Dyr eller menneske? Differentieringen er aflyst. Prøv bare med et ansigt mod væggen.

AMC@INFORMATION.DK

'Ansigtet mod væggen'. Tekst: Martin Crimp (Face to the Wall, del af trilogien Fewer Emergencies, 2005). Oversættelse: Karen-Maria Bille. Iscenesættelse og scenografi: Jacob F. Schokking. Musik: FM Einheit. Lysdesign: Peter Plesner. Videodesign: Jakob Thorbek. Til 8. nov. Holland House i co-produktion med CaféTeatret. www.cafeteatret.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu