I efterårsmånederne 1888 rystedes London af de bestialske mord på fem prostituerede i Whitechapel-kvarteret. Den slags var ellers hverdagskost i imperiets metropol, hvor de nederste lags liv og død normalt ikke efterlod større indtryk uden for slumkvartererne. Men Jack the Ripper-mordene - som de blev døbt allerede i samtiden - indtager en særstilling. Dels var de stærkt ritualiserede drab trods alt værre end de usle rov- og sædelighedsforbrydelser, man var vant til og tolererede blandt samfundspyramidens bundfald, og dels var det den første - i moderne forstand - medieskabte seriemorder.
Det vidner alene navnet om. Jack the Ripper var underskriften på et af de hundredevis af anonyme breve angiveligt skrevet af morderen selv, som tilflød presse og politi. Nogle formodentlig forfattet af journalister i et forsøg på at piske en historie frem. Og i hvert fald et enkelt faktisk afsendt morderen selv; det var nemlig vedlagt nyren fra det fjerde offer. Øverst i brevet var angivet afsenderadressen From Hell, som også har givet navn til englænderen Alan Moore og australieren Eddie Campbells grafiske roman From Hell, der oprindeligt udkom 1991-98 og nu foreligger i samlet form på dansk.
Narrativt skelet
For Alan Moore, der med tidligere titler som Watchmen og V for Vendetta nok er sin generations vigtigste tegneserieforfatter, er virkelighedens aldrig opklarede mord først og fremmest et narrativt skelet, der tillader ham at søsætte en social-, kultur- og idehistorisk beretning, der er så svimlende ambitiøs i sin detaljerigdom og insisteren på at rumme alt, at From Hell på én gang er et aldeles monstrøst og et i klassisk forstand sublimt værk.
"Det har faktisk aldrig handlet om mordene eller morderen eller hans ofre," skriver Alan Moore i et appendiks. "Det handler om os, vores tankegang og tankedans." Ikke desto mindre har Moore været nødt til at grave dybt ned i virkelighedens sag, der startede med mordet på den prostituerede Polly Nichols den 31. august 1888 i Londons fattige East End. På den tid rummede byen knap 100.000 prostituerede ud af en samlet befolkning på lidt over fem millioner. Mordene fandt sted over en kort tidsperiode og eskalerede voldsomt i brutalitet og lemlæstelse. De fleste regnede med, at morderen måtte have en vis anatomisk viden og kirurgiske færdigheder. Det sidste mord var klart det mest groteske. Liget af Mary Kelly blev fundet liggende nøgent på en seng. Halsen var skåret over fra øre til øre ind til rygraden. Næse og ører var skåret af. Ansigtet lemlæstet til ukendelighed. Leveren taget ud og lagt på venstre lår. Livmoderen skåret ud. Der var blodpletter til langt op på væggene. På et bord ved siden af sengen lå begge bryster, ordnet ved siden af hjerte og nyrer. Tarmene var hængt omkring et billede på væggen.
Intet er tilfældigt
Alan Moore skriver i en art programerklæring til From Hell, at serien skal forstås som en "obduktion af en historisk begivenhed foretaget med fiktionen som skalpel." De sidste 100 år er litteraturen om Jack the Ripper vokset til et uoverskueligt antal hyldemeter, hvor hver eneste ophavsmand til en ny konspirationsteori har hævdet at være i besiddelse af "den endelige sandhed". Det er fra dette uudtømmelige arsenal af uhjælpeligt sammenfiltrede reelle såvel som decideret fiktive begivenheder og sammenhænge, at Alan Moore har sammenstykket sin beretning, hvor det i hans version er dronning Victorias hoflæge William Gull, der har myrdet de fem kvinder for at dække over prins Eddys amorøse eskapader.
Men From Hell er konspirationsteori på et endnu højere plan. I seriens appendiks redegøres der side for side for, hvilke elementer i historien der er fakta, og hvilke der er fabrikation, hvilke kilder der understøtter hvilke tolkninger, hvilke intentioner og litterære allusioner der ligger bag snart sagt hver eneste scene og replik. Resultatet er imidlertid ikke en tungt researchet og forklarende fortælling, for appendikset er ikke blot et tillæg til historien for den særligt interesserede. Det er en integreret del af værket, hvor detalje på detalje føjes sammen og ikke bare skaber nye forbindelser og sammenhænge, men kæder alt sammen. Intet er tilfældigt, intet er løsrevet, alt er forbundet i et større mønster, der til sammen udgør historiens intrikate væv.
For Alan Moore hænger alt på magisk vis sammen, fra Londons hedenske fortid til Jack the Rippers indvarsling af det 20. århundrede, og formidlet af Eddie Campbells kongeniale og på én gang rastløse og stramt styrede stregtegninger træder både et trøstesløst London i Victoria-tiden og et fuldbyrdet mesterværk frem for læserens øjne.
