Læsetid: 3 min.

Den forelskede kommunist

Arne Hardis overholder gudskelov ikke sin egen præmis om kun at skrive om Hans Scherfig som privatperson, når det har betydning for forståelsen af ham som offentlig person
I første, forrygende kapitel af bogen 'Idealisten - en biografi om Hans Scherfig' læser vi om Hans Scherfigs ulykkelige forelskelse i østrigske Liesl. Han opgiver aldrig håbet, og får hende til sidst og lever lykkeligt med hende til sine dages ende.

I første, forrygende kapitel af bogen 'Idealisten - en biografi om Hans Scherfig' læser vi om Hans Scherfigs ulykkelige forelskelse i østrigske Liesl. Han opgiver aldrig håbet, og får hende til sidst og lever lykkeligt med hende til sine dages ende.

Det Kongelige Bibliotek

16. oktober 2008

I anmelderens gymnasietid omkring 1960 var Hans Scherfig den helt store forfatterhelt, ikke mindst takket være de nye, millionsælgende billigbøger, Gyldendals Tranebøger, som ikke kostede mere end en pakke cigaretter. Hans satiriske skildring i romanen Det forsømte forår af lektorerne og den sorte skole, hvor man skulle lære kongerækken og diverse årstal udenad, var et pletskud. Man genkendte sine egne lærere og de mange, lange timer, hvor eksamenslæsning forhindrede nydelsen af foråret og dermed en del af ungdomstiden. At han også var kommunist, vidste vi dårligt nok, og hvis vi vidste det, betød det mindre.

Det gode borgerskab, forældre til gymnasiasterne, måtte til ærgrelse leve med, at nogle af de fremmeste forfattere som Scherfig, Hans Kirk og Martin Andersen Nexø var kommunister. Hjertet sad nemlig til venstre.

Loyal skildring

Arne Hardis har brugt et par år på at skrive en biografi om Hans Scherfig, et oplagt emne. Hardis er politisk redaktør på Weekendavisen, hvorfra medarbejdere tidligere i skingre toner har stillet kommunister og andre venstre-orienterede for moralske standretter. Den tone undgår Hardis helt og aldeles. Sådan! Biografien er loyal over for både Hans Scherfigs samfundsdrøm og i skildringen af hans illusioner om tusindårsriget.

Arne Hardis skriver indledningsvis, at han kun drager Scherfigs privatliv ind, "når det har betydning for forståelsen af Scherfig som offentlig person". Den præmis overholder han heldigvis ikke, og gudsketakoglov for det. Allerede i det første, forrygende kapitel læser vi om malerforfatterens ulykkelige forelskelse i østrigske Liesl, som han følger efter til New York, og skønt hun har fundet en anden der, opgiver han aldrig håbet, og - happy end - får hende til sidst og lever lykkeligt med hende til sine dages ende.

Liesl bliver hans trofaste ledsagerske, også i den svære tid, hvor Hans Scherfig, næsten blindet af grå stær bliver taget af tyskerne og indsat i Vestre Fængsel, fordi han er kommunist. Det lykkes ham at undgå de kz-lejre, partikammeraterne overføres til, da han kommer på hospitalet til operation og måske gennem en bagdør, det er stadig en gåde, kommer tilbage til friheden dog med forbud mod at bruge sin ytringsfrihed. Et lovende forfatterskab bliver dermed bremset - Gyldendal følger et pålæg fra Udenrigsministeriet - og han skriver kun få bøger efter krigen. Til gengæld skriver han veloplagt satirisk-polemisk i tidsskrifter samt Land og Folk. Gennem tranebøgerne bliver han en endog særdeles velhavende kommunist.

Partiet har ret

Netop kommunismen, Hans Scherfigs anden store kærlighed, gør ham blind på en anden måde, kan man sige. Denne kærlighed beror på noget analytisk: Kunstnere må underkaste sig det arbejdende folk, anført af Kreml og i Danmark DKP. Partiet har altid ret. Han må virkelig hoppe på tungen for at forsvare, når Sovjet skejer ud med samarbejdspagt med Hitler og undertrykkelse af østlande. Når Sovjet angribes, svarer han igen med at angribe andre, en ikke ukendt taktik. Heldigvis for ham blev han forskånet for at opleve Sovjets sammenbrud indefra. Til gengæld måtte han se sit livslange venskab med den legendariske forsvarsadvokat og kommunist, Carl Madsen, gå i skuddermudder. Det redegøres der veldokumenteret for.

Til det mere kuriøse hører, at Hans Scherfig skrev ugebladsnoveller under pseudonymer som Jean Tulipe og Thomas Heywood. Ugebladsredaktøren portrætterer han i romaner som fru Drusse med hang til mystik. Sjovt nok dukker denne figur mange år senere op i Lars von Triers Riget.

Det, der fænger

Arne Hardis er en glimrende læser af Scherfig, men det er ikke den grundige gennemgang af novellerne og romanerne, der fænger, men snarere Liesl-fortællingens intensitet og den intrikate brudflade mellem humanisme og hardcore kommunisme.

Når man tror meget på en sag, et parti, nogle mennesker, søger man håbet mere end sandheden. Man har svært ved at slippe denne grundtro og forfølger den ind i det absurde - ligesom det er svært at tage afsked med den, man elsker. I bogen er det en ironisk hoved- og slutpointe, at Hans Scherfig kunne være en af de idealister, han selv muntrer sig over i romanen Idealister. En grum ironi, som Arne Hardis med stor, forbilledlig indfølelse afklæder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu