Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Forfængelighedens storhed og fald

Erfarne Mette Winge har endnu engang gravet i Guldalderens skatkammer. Denne gang har hun grebet Danmarks store digterkonge, Adam Oehlenschläger, i smertekvaler på sit dødsleje
Kultur
9. oktober 2008

Da Adam Oehlenschläger i 1830-31 udgiver sin første selvbiografi, Oehlenschlägers Levnet, fortalt af ham selv, fortæller han ikke hele sandheden. De mørkere sider, der hvor Oehlenschläger bittert langer ud efter tidens navnkundige personer, blandt andre Jens Baggesen og Johan Ludvig Heiberg, kommer først frem i lyset efter Oehlenschlägers død i 1850. Da udkommer nemlig det udvidede firebindsværk med titlen Erindringer.

Mette Winges nye historisk-biografiske roman, Adam og Ovine med undertitlen en ventetidsroman, griber fat i mellemrummet mellem Oehlenschlägers to selvbiografiske udgivelser i forsøget på at beskrive motivet og konflikterne bag det nye erindringsbind. Vi befinder os i København i januar 1850. Den smerteplagede Oehlenschläger ligger på sit dødsleje og har kun ét mellemværende med livet: hvordan skal han nå at få det nye, sprængfarlige erindringsmanuskript afleveret til sin forlægger? Indholdet er så tilpas pinligt og forargeligt, at han ikke vover at overlade opgaven til sin efterladte familie. En ung fattigpige ved navn Ovine, som digteren er temmelig fascineret af (hun løsner håret og smider særken, når hun besøger ham), bliver den udenforstående analfabet, han endelig betror erindringerne til.

Under den seje dødskamp passerer brudstykker af liv revy. I drømmeagtige eller febervilde flashbacks hører vi om Oehlenschlägers store udenlandsrejse (1805-1810), om mødet med Goethe, om fejden med Baggesen, om Thorvaldsens død etc. og fremstillingen af digterkongen er langt fra altid flatterende. Snarere tegner Mette Winge et portræt af den menneskelige forfængelighed, når den er værst, og ofte morer man sig over italesættelsen af det oehlenschlägerske ego: "Dramatikeren skal tjene penge. Helst mange. Og det har Heiberg gjort, mens han - Adam Gottlob Oehlenschläger - der dog har formet den ene store skikkelse efter den anden, aldrig har tjent hvad der med rette tilkom ham". Passager som denne hører til romanens bedste, for det er her, i karakterernes indre verden, Mette Winge er stærkest.

Kluntede formuleringer

Svagest er forfatteren til gengæld rent sprogligt, ikke mindst fordi hun gerne skærer tingene alt for meget ud i pap: "Der er langt - ikke så meget i fysisk som i overført forstand - mellem Rosenborggade og Aabenraa (-) selv om de konkrete afstande ikke er store, så er de mere ukonkrete det. På kortet er der ikke langt mellem Rosenborggade og Amaliegade, men det er der til gengæld i overført forstand". Den slags upræcise eller kluntede formuleringer må man sluge nogle stykker af.

I Adam og Ovines udgave af (litteratur)historien bliver Oehlenschlägers kontroversielle Erindringer aldrig udgivet. Forlægger Høst vælger at destruere manuskriptet for at bevare digterkongens gode ry og omdømme. Det kan man ikke just sige, Mette Winge gør. Snarere reproducerer hun historien om den forfængelige romantiker, digterkongen, en figur vi kender vældig godt, på grænsen til det klichéfyldte. Som roman betragtet er Adam og Ovine både underholdende og spændende, men man skal ikke forvente, at den bidrager med særlig mange nye nuancer til portrættet af Danmarks kanoniske Oehlenschläger. Så bliver man nemlig skuffet, desværre.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her