Læsetid: 4 min.

En fremmed kommer til byen

Med den sorthumoristiske Erling Jepsen-filmatisering 'Frygtelig lykkelig' har Henrik Ruben Genz lavet årets måske bedste danske film
I Skarrild duellerer man ikke med skydevåben, men om hvem der kan bælle flest guldøl og 'svin' på den lokale.Det er morsomt og sortsynet som i en film af Coen-brødrene.

I Skarrild duellerer man ikke med skydevåben, men om hvem der kan bælle flest guldøl og 'svin' på den lokale.Det er morsomt og sortsynet som i en film af Coen-brødrene.

24. oktober 2008

Der er mark og mudder, så langt øjet rækker. Det er her, en mand er en mand, kvinder noget man slår på, og køer med to hoveder begraves i mosen sammen med alle øvrige problemer og genstridige størrelser, man måtte støde ind i. Det er Sønderjylland. Det er Det Vilde Vesten. Og det er her, at Henrik Ruben Genz' nye film, Frygtelig lykkelig, der er baseret på virkelige begivenheder og en bog af Erling Jepsen, foregår.

Jepsen skrev også bogen bag Peter Schønau Fogs Kunsten at græde i kor (2007), men hvor Fogs film var et tragikomisk, realistisk familiedrama, er Frygtelig lykkelig en vaskeægte western - om den fremmede, der kommer til byen og forandrer alting - iblandet stænk af film noir'ens menneskelige fallit. Genz, der selv har skrevet manuskriptet sammen med Dunja Gry Jensen, fortæller en stærkt underholdende, genrebevidst historie om moralsk forfald, årets danske film indtil nu.

Absurd spil

Jakob Cedergren spiller politimanden Robert Hansen, som sendes til landsbyen Skarrild i Sønderjylland, hvor han for en tid skal være landbetjent. Til at begynde med får vi ikke at vide, hvorfor han er endt her ved verdens ende, men vi forstår, at det er en straf, og efterhånden finder vi ud af, at Robert har sine lig i lasten. Tilsyneladende sker der ikke meget i Skarrild, men Robert opdager snart, at langt fra alt er, som det ser ud til at være. Det lille samfund har sine egne, uskrevne regler og love og er lukket land for udenforstående.

Da Robert opsøges af den flirtende Ingerlise (Lene Maria Christensen), som får tæv af sin mand, Jørgen (Kim Bodnia), byens tyran, bliver den nye landbetjent blandet ind i et absurd, følelsesmæssigt og psykologisk spil mellem to ægtefæller, der ikke kan finde ud af at leve sammen, men åbenbart heller ikke kan undvære hinanden.

Der er ting, man ikke skal røre ved, og Roberts forsøg på at beskytte Ingerlise mod Jørgen - og hans tiltrækning af hende - får fatale følger i en by, hvor doktor Zerlang (Lars Brygmann), købmand Moos (Anders Hove) og præsten (Henrik Lykkegaard) sidder og spiller whist og trækker i trådene.

Morsomt og trist

I sin forrige film, det humoristiske drama Kinamand, viste Henrik Ruben Genz, at han er en dygtig stilist, der forstår at ramme sine personer ind på en måde, så billederne får i hvert fald lige så stor betydning for publikums oplevelse, som alt det, der bliver sagt og gjort.

I Frygtelig lykkelig rendyrker han udtrykket, blandt andet sammen med den genrevante filmfotograf Jørgen Johansson, der med skæve vinkler - ofte i enten fugle- eller frøperspektiv - sætter sit stærke præg på denne meget stiliserede fortælling og understreger dens groteske, næsten surreelle tone og personernes anløbne karakter. Det er Sønderjylland, men det er også et næsten mytologisk fantasiland fuld af arketyper og tankespind.

Skarrild er som hentet ud af en klassisk, amerikansk cowboyfilm. Farveløse murstenshuse og faldefærdige bræddeskure står langs de øde gader, der fører ud i det tomme intet. For enden af dem alle ligger kun de åbne vidder og muligheden for en malerisk solnedgang akkompagneret af Kåre Bjerkøs sprøde guitarmusik, der vækker mindelser om Ry Cooders lydspor til Paris, Texas og veloplagt hegner westernmiljøet ind.

Man forventer næsten at se en vindheks tumle ned ad gaden, når lille Dorthe ensomt går rundt med sin bamse i en gammel, ildevarslende knirkende barnevogn, fordi hendes forældre, Jørgen og Ingerlise, slås. Eller at rivalerne, Robert og Jørgen, skal mødes på hovedgaden ved high noon for at duellere om magten i byen og Ingerlises gunst. I Skarrild duellerer man dog ikke med skydevåben, men om hvem der kan bælle flest guldøl og 'svin' på den lokale.

Det er morsomt og sortsynet som i en film af Coen-brødrene.

Kulørte biroller

I løbet af filmen opstår en slags parallel mellem Robert og Jørgen, og skellet mellem helt og skurk udviskes. I Jakob Cedergrens skikkelse er den nye landbetjent ikke en traditionelt renfærdig skikkelse, men et ustabilt, ulykkeligt menneske, som gerne vil gøre det rigtige, men alt for let lader sig lokke med over på den mørke side. Ikke mindst da han møder Lene Maria Christensens femme fatale, Ingerlise, der er lige så svær at greje, som hun er provinsielt tiltrækkende i al sin forføreriske hjælpeløshed.

Kim Bodnia er tæt på at stjæle billedet som den brutale Jørgen, som man ikke ved, hvor man har, og Lars Brygmann - hvis lidet tillidsvækkende doktormand betyder mere i byen, end man til at begynde med tror - Anders Hove, Henrik Lykkegaard, Niels Skousen, Bodil Jørgensen og forvandlingskunstneren Peter Hesse Overgaard stråler alle sammen som en del af det bizart-kulørte, korrumperede birollegalleri.

Der er lavet genrefilm på dansk før, men sjældent har det været så gennemført og begavet som i Frygtelig lykkelig, der ikke rummer mange falske toner. Ligesom i Kunsten at græde i kor er et af dens få svage punkter den skiftende dialekt, skuespillerne taler med - det er i hvert fald ikke sønderjysk og heller ikke hele tiden - men det betyder heldigvis intet for oplevelsen af en film, som fortjener et stort og begejstret publikum.

Frygtelig lykkelig. Instruktion: Henrik Ruben Genz. Manuskript: Henrik Ruben Genz og Dunja Gry Jensen. Dansk (En lang række biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ole E. Mikkelsen

Så filmen i sidste uge. Den er et scoop. Fremragende eksistentielt fokus og dog morsom og let.

I virkeligheden er det jo et selvopgør det handler om. Robert Hansen (Cedergren) laver gennem filmen et opgør med sin fortid igennem hvilken han så til sidst forsoner sig med den og accepterer sin skæbne, der gives til ham i de kort han i øvrigt til sidst får tildelt og som de øvrige deltagere også accepterer.

Robert og Jørgen er samme person og Ingerlise er Roberts forhold til det kvindelige. Både Jørgen og Ingerlise dør naturligvis efterhånden som Robert får gjort op med dem, og accepterer sin skæbne.

Det eksistentielle problem er så at tilværelsen giver skyld. Og skylden kan man ikke løbe fra, man indhentes af den, men må acceptere den og dermed sig selv og sin skæbne.

Filmen er virkelig et lyspunkt..