Læsetid: 3 min.

Frihedskampens desperadoer

Dvd-udgaven af Ole Christian Madsens Anden Verdenskrigsdrama 'Flammen & Citronen er både se- og høreværdig
Dristighed. Hovedpersonernes dristighed kostede dem livet. Dvd-udgivelsen yder filmens dristige satsning fuld fortjeneste.

Dristighed. Hovedpersonernes dristighed kostede dem livet. Dvd-udgivelsen yder filmens dristige satsning fuld fortjeneste.

Erik Aavatsmark

24. oktober 2008

Hvis nogen stadig skulle være i tvivl, slås det på denne dvd fast, at samarbejdspolitikken er den store ideologiske skurk bag alt, hvad der sker i Flammen & Citronen - der handler om de to modstandsfolk og stikkerlikvidatorer Flammen (Thure Lindhardt) og Citronen (Mads Mikkelsen).

I de fem onde års konflikt mellem pragmatisme og idealisme har filmens instruktør Ole Christian Madsen sin sympati sikkert deponeret hos idealisterne. Ikke bare fordi de i besættelsestidens tre første år traf det rigtige valg, men fordi de modarbejdede den porøse national-identitet og nagende selvforagt, som samarbejdspolitikken senere førte med sig som lig i skabet.

Madsens store monolog

Holdningen fremgår klart af Madsens løbende kommentar til filmen, der former sig som en fascinerende, to timer lang enetale. Ingen interview-hyggesnak her!

Madsen har meget på hjerte og redegør grundigt for filmens inspiration og afvigelser fra besættelsestidens autentiske begivenheder. Og man får indblik i, hvem der er modeller til mange af filmens personer - og hvordan det siden er gået dem.

Det historiske stof belyses også i en samtale med instruktøren og hans med-manuskriptforfatter Lars K. Andersen, så gentagelser undgås ikke. Og man kunne godt have ønsket, at Madsen fortalte endnu mere om det rent filmiske på kommentarsporet, men dette fremstår alligevel som lidt af en tour de force og af kæmpe betydning for alle, der vil trænge dybere ned i filmen.

Ren flamme

Selv om Ole Christian Madsen dybe beundring og sympati for sine to likviderende hovedpersoner skinner igennem alt, hvad han siger, er de ikke entydigt heroisk fremstillet i filmen.

For det er, som Madsen også fremhæver, Besættelsestidens afsluttende gråzoneperiode, der fremstilles, med de mange divergerende holdninger til, hvordan modstanden skal forme sig, og freden vindes. Flammen og Citronen ses først og fremmest som unge desperadoer, der brænder sig selv op, først i opposition til den infame nazisme, dernæst til den modstandsbevægelse, som tænker køligt og taktisk.

De har brudt med alle familiebånd og kan ikke forestille sig en realistisk fremtid. De er ren Flamme, hurtigt tændt og lige så hurtigt slukket. Og dermed i slægt med junkie-desperadoerne fra Ole Christian Madsens filmatisering af Jacob Ejersbos Nordkraft og med Steppeulven Eik Skaløe, som instruktøren portrætterede i sit første filmforsøg og længe har planlagt en større spillefilm om.

Da det store faderbillede, politiadvokaten Winther, smuldrer, er parret reelt fortabt som herreløse hunde, for nu bliver hadet og trodsen uden retning og dermed ekstra farlig for uskyldige. Flammen og Citronen er altså nok filmens helte, men set i et tvelys, der ubarmhjertigt inddrager alle de omkostninger, som den brændende flamme havde for dem selv og for de uskyldige, som brændte sig på den.

Stort ekstramateriale

Denne dvd-udgivelse yder på mange måder Flammen & Citronen retfærdighed som et ambitiøst historisk drama af hidtil ukendt vingefang i dansk film.

I ekstramaterialet er Ole Christian Madsens egen fortælling i kommentarudgave og interview så afgjort mest givende, mens en lang 'dagbogsreportage' om filmens strabadserende, men vellykkede optagelse i Prag, Berlin og København mest opholder sig ved tekniske problemer, men også rummer nærgående menneskelige og æstetiske detaljer.

Man får også nogle fraklipscener, hvoraf især én ret lang afklarende dialog mellem Stine Stengades Ketty Selmer og Christian Berkels Gestapochef Hoffmann må have været fristende at beholde i filmen.

Filmen var på alle måder en dristig satsning, og også dvd'en giver altså noget for pengene. 667.601 biograftilskuere så den visuelt suveræne fortælling om et spillefilmisk mørkelagt kapitel fra besættelsesårene, om et heltemod, der løb løbsk, og en ungdommelig fanatisme, som har sin baggrund i et eviggyldigt generationsopgør. I dvd-udgaven får man masser af materiale, der kan uddybe og berige biografoplevelsen.

Flammen & Citronen. Instruktion: Ole Christian Madsen. Manuskript: Lars K. Andersen og Ole Christian Madsen. Region 2. Sandrew Metronome

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

I vrikeligheden blev Flammen overrasket uden våben og flygtede ovenpå i den villa han gemte sig i. Der blev han selvfølgelig nødt til at sluge cyanid pillen da han ikke havde mulighed for at forsvare sig. I filmen flygter han ned i kælderen til alle sine våben, og der vælger han alligevel at sluge pillen, i stedet for at kæmpe mod tyskerne, på trods af at filmen hele vejen realistisk har fremhævet hans militarisme og patriotisme.

Vedrørende Citronen, så er hans afslutningsscene troværdig, man får en god fornemmelse af at han er fanget, og tyskernes maskingevær der hamrer igennem væggen med høj lyd er frygtindgydende og realistisk, det varer så ved indtil man ser at tyskerne udenfor har stillet sig op i kolonner som om de medvirkede i en film om Napoleons-krigene klar til at blive skudt ned af Citronens automatvåben. Han klarer sig derefter ret godt med håndgranater og lignende, han bliver godt nok såret undervejs, men ikke alvorligt. Alligevel skildrer filmen at han fuldkommen forvildet bevæger sig udenfor i sine pyjamas som et offerlam, og står pludselig som uforstående overfor de tyske styrker, klar til at blive gennemhullet.

Min undren er hvorfor filmskaberne som højlydt har hævdet at have funder den virkelige historie om Flammen og Citronen, og har forsvaret deres likvideringer og deres generelle indsats under besættelsen (jeg har personligt hørt dette fra instruktøren/manuskriptforfatteren og medforfatteren/researcheren under en forpremiere) på denne måde forråder deres hovedpersoner og fremstiller dem som fuldstændig handlingslammede, retarderede og kujoner i deres sidste øjeblikke, når det er ret let for enhver at forsikre sig om at sådan var de absolut ikke. Det under mig især fordi man skulle tro at det netop var deres undergang der havde inspireret til dramatisk behandling, for modsat deres virken som modstandsfolk, så var den ret godt dokumenteret og havde et ret godt dramatisk potentiale.

* Vedrørende Citronen: Så var virkeligheden at han selvfølgelig ikke bevægede sig udenfor huset, og han fik faktisk ram på flere tyskere, men et tungt maskingevær kan faktisk godt skyde igennem en murstensvæg, og de havde også granater, og modsat filmskabernes intention, så var de altså også ret øvede i at omringe et hus og stadig være i dækning, uden at stå i kolonner i forhaven. Det syntes jeg er et faktum der tæller til Citronens fordel, at han rent faktisk var i stand til at få ram på adskillige trænede soldater, men det er selvfølgelig ikke noget man får indtryk af i filmen, hvor alle de tyske soldater optræder som kanonføde, som en dårlig Hollywood film fra 1950'erne.

Og det ellers på trods af en relativ troværdig handling og fremstilling indtil da, men netop tabet af troværdighed i hovedscenen, deres død, som hele deres efterkrigstidsmyte er bygget op omkring, taber det hele på gulvet og er efter min mening et tegn på manglende håndelag i fiktionsbranchen.