Hen imod slutningen af Begravelsen er det lige før, prosaen slår om i sang med en hel sides strøm af sansninger. Ordene både vælter frem og smyger sig nydeligt omkring dem alle fem for så at glide over i en forklaring på, hvad der gør et ungt menneske til forfatter. Passagen kan også læses som en slags hensigtserklæring fra forfatterens side, en læsevejledning. Den er med andre ord et godt udgangspunkt at tale om Karen Fastrups nye roman ud fra - og vel også hendes tidligere. Fastrup lader til at være tro mod stoffet og stilen fra de to første romaner: Brønden (2000) og Mine syvogtyve sansers elskede (2003).
Den sansende er Paula, der her er voksen, men tidligt i livet har følt sig som "en organisme alt kunne trænge ind i". På et tidspunkt er hun fyldt op, noget af alt det, der er kommet ind, må ud, og lige siden Paula var 12 år, har hun vidst hvordan. Ved at skrive forstår man, men Paulas far er den store forfatter Skarre, og han står i vejen. Hun er nødt til at begrave ham, før hun selv kan komme til. Det gør hun - også helt bogstaveligt, men først skal frosten gå af jorden i Småland, hvor den danske familie slog sig ned, da Paula var barn. Indtil da må den gamle ligge lig i annekset, imens huset er fuldt af mennesker, der kendte Skarre.
I tiden, der går, fra Skarre dør, og til han kan begraves, bliver Paula så omsider forfatter. Vintervejrets temperatur bestemmer, hvor lang tid hun har til at skrive den bog, der kunne være Begravelsen, og nu viser det sig, at det ikke så meget er forfatterfarens historie, der trænger sig på og vil ud, men historien om fuglemennesket, skovbonden og forfatterinden. Brødrene Gösta og Ingmar og Paulas møde med dem. Derfor er ventetiden for begravelsen også en lidt skæv ramme, der er sat for romanen, men det kan kun genere den, der hænger sig i strukturelle problemer. Det eneste, jeg vil indvende er, at også denne fiktion skal have et horn i siden på 68'erne og deres lilla bleer og nejtaktilatomkraftbadges. Paula er denne gang det stakkels barn, der må lide under at være tilflytter i en lille by og have flippede forældre, man helst ikke vil ses sammen med. Skal alle hippier udstilles af samtlige de skabende unger, de fik?
En Volvo er en Volvo
Enhver kan vel gentage spydighederne om 1970'ernes politiske paradokser, men at skrive om fuglemennesket og skovbonden i Smålands natur er mere sjældent. Deres historie er barsk, som kun myter og eventyr kan være det.
Den begynder med brødrenes mor, en gal og smuk kvinde, hvis redning bliver litteraturen. Hun kan ikke elske andet (eller andre) og begraver sig i bøger. Kerstin er hendes navn, og måske er hun opkaldt efter Kerstin Ekman, selv opkalder hun sin første søn efter sin eneste store kærlighed Gösta Berling, den næste kommer til at hedde Ingmar efter Ingmar Ingmarsson i Jerusalem. Inden drengene er blevet store, forlader hun dem og deres far. Noget er gået i stykker i hende, og det vælger Fastrup ikke at reparere. De to sønner må klare sig selv, og hvor Paulas far ligger død i frost og kulde, sætter Gösta og Ingmar ild til deres far, da han (endelig) falder døddrukken om i stalden. Fastrup kan næsten ikke undgå, at symbolikken får lov at lege med, men oftest er en Volvo 544 bare en Volvo 544. Den svenske natur mærkes med alle sanser, og her kommer forældrenes projekt med at flytte til Småland Paula til gode. Det er i de smålandske skove, hun møder de to tavse brødre, Gösta, der holder øje med fuglene, og Ingmar, som knokler med køer og træer. To mennesker, der ikke kan adskilles fra det landskab, de lever i. Vender man tilbage til Fa-strups eget billede af den unge forfatter, som en organisme alt kan trænge ind i, og som indimellem brister i skrift, så er romanens afsnit om hippieforældrene bare noget forfatteren skulle af med. Det er derimod i skabelsen af de nærmest mytologiske figurer Gösta og Ingmar og i genskabelsen af den svenske natur, at man kan se, at Fastrup er en god forfatter - af den slags, der hverken vil politik eller noget andet, bare skrive så skriften synger.
