Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

En gang til for arveprins Bernhard

Bjarne Reuters nye har givet mig sådan et flimmer for øjnene. Det er, som om alle de råbende mænd i ternede habitjakker fra dansk films folkekomedietradition ikke vil gå væk
Kultur
23. oktober 2008

På side 35 i Bjarne Reuters sengekantskomediekrimi måtte jeg gå tilbage til start for at tælle, hvor mange gange jeg helt præcist havde læst ordene: mand iført hofteholder, sorte latextrusser og sort bh - eller noget, der bare lignede, men med samme indhold. Ordene er en beskrivelse af liget af Den iranske gartner (bogens titel), og dosis forekom mig at være langt over det tilrådelige. Sagen er helt kort, at den iranske gartner er fundet død med hovedet nede i en gryde minestrone i køkkenet på arveprins Bernhards slot - og i en mundering, der altså skal forestille at være yderst opsigtsvækkende.

Det opsigtsvækkende er naturligvis, at gartneren ikke bare er død, men myrdet, og at arveprins Bernhard har angivet sig selv som morderen, men inden for denne bogs univers er de udskejelser i seksuel retning, som man kan forestille sig (hvis man altså gider) har fundet sted, inden arveprins Bernhard iført bikini bl.a. ramte sin elsker i panden med en kugle, nok lige en tand værre. Den historie må ikke slippe ud til pressen, og det skal de to komiske figurer, kommissær Stelman og hans assistent Larsen, forhindre, ligesom de skal skaffe liget af gartneren af vejen. Herfra flyder det så med forviklinger og pikante situationer, der får det til at flimre for øjnene med alt muligt mellem Ole Søltoft, Saga Studio, Bahs og Balling.

Kongehusparodi og fodsvamp

Stedet minder til forveksling om kongeriget Danmark. De kongelige har fået helt nye navne, statsministeren har fået tilsløret sit og hedder Aksel Krogh Asmussen, hans kone Mette-Lise, tidligere indenrigsminister, nu finansminister, hedder Benny Lykke Rasmussen, mens Frank Aaen, Marianne Jelved, George W. Bush, Bubber og Georg Metz har fået lov til at beholde deres. Det sidste kan de navngivne jo vælge at tage som en hædersbevisning. Helle Helle kan også føle sig beæret over, at Putte og John fra Ned til hundene er blevet til Gutte og Preben, førtidspensionister i Nakskov med dels fodsvamp, dels dårlig hørelse. De er dog forblevet fiktive personer i den bestseller, Stelmans kone har liggende på sit natbord, og som hedder Hakket kalv og flæsk. Figuren Monse har Reuter stjålet fra Coen-brødrenes The Big Lebowski. Han har det ligesom The Dude bedst i sit badekar med en joint inden for rækkevidde.

At minde læseren om, at Helle og Coen findes, er nok bogens største kvalitet, og et stykke ad vejen kunne jeg også smile overbærende af Reuters kongehusparodi og satire, men jeg har meget svært ved at le af den form for humor, jeg egentlig troede var gået bort med Olsen-banden, Huset på Christianshavn og Slå først Frede - kort sagt den uoverskueligt store mængde af festlige, fornøjelige og folkelige danske film, som engang (netop engang!) fik filmlærreder og tv-skærme til at myldre med råbende, Hof-drikkende mænd, der gik helt i stå, hvis konen havde glemt at smøre madpakke, eller hvis de så et pornoblad.

Og nå ja, frekvensen af døde, iranske gartnere iført I-ved-hvad viste sig på de første 35 sider at være syv.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her