Gnisten manglede

Nordic Concerts er et prisværdigt foretagende, som har sat sig for at formidle besøg af verdensorkestre til de nordiske landes hovedstæder. Det er et tiltrængt initiativ, for eksempelvis København har længe på det skammeligste været så godt som usynlig på de store europæiske og amerikanske symfoniorkestres turnéplaner.

Man tyvstartede i foråret med London Symfonikerne og NDR Orkestret fra Hamburg, denne sæsons første orkester, London Filharmonikerne, lagde ud i Stockholm og landede i København mandag aften.

I denne type gæstespil er der indbygget nogle enorme vanskeligheder. Der skal rejses mange sponsorpenge, de mest guldrandede orkestre er vanskelige at kapre og de mest eftertragtede dirigenter har det med at melde afbud. Og hvordan skal man i det hele taget forholde sig til den reklamerede vare: World Class Orchestra Tours?

Den gamle tyske kapelmester Kurt Sanderling formulerede det engang på denne drilske måde: 'Es gibt gute Orchester und es gibt nicht so gute Orchester.' Og så kunne man tilføje, at der tilmed findes nogle få rigtig gode orkestre. Til dem hører London Filharmonikerne ikke, for selv om de i perioder leverede særdeles smukt strygerspil og overbevisende blæsersoli, så forblev det generelle indtryk aftenen igennem forholdsvis anonymt.

Man fornemmede ganske vist, at orkestret godt kunne yde noget ekstraordinært, men dirigenten stillede sig effektivt i vejen for en sådan åbenbaring.

Skuffende afbud

London Filharmonikerne havde desværre ikke medbragt deres chefdirigent som bebudet, den unge komet Vladimir Jurowski. I stedet havde man af uransagelige grunde fundet frem til en anden russer, den 77-årige Gennadij Roshdestvenskij, som vi kender så udmærket, tidligere fra DR's Torsdagskoncerter. Det var ikke et heldigt valg.

Roshdestvenskij var i den grad optaget af sin egen underspillede performance, placeret på gulvet, som han plejer, i stedet for på dirigentpodiet. Som en anden doktor Coppelius - dukkemageren fra den berømte Hoffmann-ballet - trippede han ind som trukket op i ryggen og satte maskineriet i gang med mekaniske tegn og gerninger, efterfulgt af teatralsk mimik og øjekast ud til publikum. Og de yderst professionelle musikere havde nok at bestille med at få menageriet til at hænge sammen.

Ralph Vaughan Williams var på programmet, fordi han i år har været død i 50 år. Og hans 8. Symfoni var sandt for dyden ikke oplivende i Roshdestvenskijs version. Der manglede i fatal grad en pulserende understrøm i denne arkaisk syngende musik, i særlig grad i den langsomme cavatina, som blev dirigeret alt for mageligt. Og de ofte massivt komponerede teksturer blev aldrig afbalanceret endsige fraseret ud i hjørnerne.

Den franske klavervirtuos Jean-Yves Thibaudet var koncertens egentlige oplevelse med en smittede og teknisk overlegen udførelse af Ravels Venstrehåndskoncert. Desværre tændte gnisten ikke orkestret. Godt nok er det et af Ravels mørke værker, men det vrimler dog immervæk med klanglige og rytmiske udfordringer. Roshdestvenskij sænkede et mat tæppe ned over partituret, med sløve optakter og farveløs retorik.

Et vidunderligt forløb som det monotont gentagne intermezzo med overliggende jazzede soli forblev stillestående og spændingsløst i stedet for at blive sendt som en hilsen til et lignende magisk sted i Stravinskijs Sacre du printemps.

Germansk felttog

Der var heller ikke megen verdensklasse over Tjajkovskijs 6. Symfoni i h-mol, kaldt 'Pathétique'. London Filharmonikerne kan - som de fleste gode orkestre - spille denne symfoni med bind for øjnene, men de var jo nødsaget til at se op på dirigenten fra tid til anden. Og han ville symfonien på sin halsstarrige måde. Førstesatsens tumultariske livskamp blev tvunget frem som et germansk felttog, tungt og usmidigt.

Den haltende D-durvals med de fem slag i takten vandt aldrig den nostalgiske joie de vivre, som vel må være dens rolle i fortællingen, og scherzoens allegro molto vivace blev reduceret til allegro moderato, hvorfor den føltes lang som et ondt år, og tilmed blev den frarøvet den elektricitet, som ofte resulterer i spontan applaus.

Ingen klappede her, Roshdestvenskij gik nu også hurtigt videre til den afsluttende adagio, som faktisk blev spillet meget smukt og i et flydende tempo. Men den sonore kvalitet af de hendøende, gentagne H'er i kontrabasserne kom som et lidt vemodigt signal om, hvad London-orkestret måske kunne have fået ud over rampen denne aften med en virkelig stor dirigent.

Så hvem kunne man håbe på at få at høre ude i den snart tilgængelige koncertsal i Ørestaden? Berliner Filharmonikerne med Simon Rattle, Wiener Filharmonikerne med Valerij Gergjev og Concertgebouw Orkestret med Mariss Jansons. Disse partnerskaber er nemlig alle world class.