Læsetid: 5 min.

Et godt og nødvendigt erhverv

Lars Frosts analyse og kritik af 1970'erne viser klart, at det var romanforfatter, han skulle være
Titlen på Lars Frost nye bog, 'Ubevidst rødgang', er efter sigende politiets slang for det at traske over for rødt, blot fordi en eller anden gør det. Altså at følge ukritisk med strømmen og gøre som 'man' gør. Om det tema kredser Lars Frosts 1970'er-roman.

Titlen på Lars Frost nye bog, 'Ubevidst rødgang', er efter sigende politiets slang for det at traske over for rødt, blot fordi en eller anden gør det. Altså at følge ukritisk med strømmen og gøre som 'man' gør. Om det tema kredser Lars Frosts 1970'er-roman.

Lars Bahl

7. oktober 2008

Bare titlen er jo et fund. 'Ubevidst rødgang' skal være politiets slang for det at traske over for rødt, blot fordi en eller anden gør det. Og så måske blive kørt over. I overført betydning kan det betegne: at følge med strømmen, gøre som 'man' gør, i stedet for at standse op og lige mærke efter. Selv om netop dét kan være svært. For hvor klart et overblik har vi egentlig på os selv?

"Vi må nødvendigvis igen og igen opleve, at der er meget af det, der sker inden i os, vi ikke forstår."

Sådan skriver denne gang Lars Frost (f. 1973), der som bekendt er forfatter, tilmed en fremragende forfatter, og som i lige akkurat denne egenskab kan gøre os andre klogere på, hvad der foregår inden i os. Det synes i det mindste at have været hans bærende hensigt lige fra hans spøjse debut Og så af sted til Wien (2000) og frem til gennembruddet som moralsk og samtidskritisk digter, Smukke biler efter krigen (2005), i undertitlen kaldet "knaldroman".

Rationel og praktisk

Ideen med den var angiveligt at give folk, hvad (de troede) de ville have, når de så mindeligt bad om Den Store Realistiske Samtidsroman, nemlig en genkendelig hovedperson, et trygt fremadskridende handlingsforløb, en politisk stillingtagen og en solid forankring i Virkeligheden. Alt sammen er det litterære træk, der går igen i hans nye bog, en sædeskildrende historisk fiktion, der med undertitlen, "ingeniørroman", viderefører legen med genrer.

Ingeniøren kender vi som motiv og figur fra Pontoppidans Lykke-Per (1898-1904) og Kellermanns Tunnelen (1913) samt senere (Harry i) Martin A. Hansens Løgneren (1950) og Erik Aalbæk Jensens Dæmningen (1953). Han plejer at være eksponent for moderniteten og repræsentant for et rationelt, måske endda instrumentelt, syn på menneske og natur. Sådan fungerer han også hos Frost, men vel at mærke ikke hele tiden, ikke hele sit korte liv.

Egentlig lidt kvinde selv

Erik er, da handlingen begynder, ved at skulle gå på pension. Han lever i et kedeligt ægteskab, hvor konversationen typisk handler om valg af mærker i grill. Med sin flyvske søn Arne har han ikke den store føling, og han foragter med det praktiske væsen, han har, broren Karsten, som dyrker alt, hvad der sådan lissom er 'oppe i tiden' i 1970'ernes første halvdel, indtil han dør efter kort tids sygdom:

"Karstens farvel var kort og bestemt, helt anderledes end hans vægelsindede måde at leve livet på, han tilbragte nogle semestre på universitetet, stod en tid i murerlære, deltog i lidt basisgrupperi i en hel del interessegrupper, var vel nærmest halvt bypartisan og slumstormer, halvt miljøbevidst, mikromakro-kollektivist, halvt akustisk protestsanger, halvt pigtrådselsker, lidt til gruppesex, lidt til mænd, men mest til kvinder, og var vel også egentlig lidt kvinde selv."

Over for dette repræsenterer Erik en mere sat og kedsommelig bekendelse til de eksisterende regler og forhåndenværende vilkår, og prøver trods alt gennem sit erhverv at løse konkrete problemer på en nogenlunde holdbar facon. At dette ikke altid er nok, symboliserer bastant den motorvejsbro, der i 1972 styrtede sammen ved Farum.

Fusion af genrer

Efter i romanens første del at have lignet en underdrejet forsigtigper, skifter Erik i anden del delvis identitet. Bor en periode i Rom, klæder sig i hør, drikker kraftig kaffe og kan hele byen i hovedet, da han får besøg hjemmefra og guider fra den ene seværdighed til den anden. Hvem gæsten faktisk er, finder læseren først efterhånden ud af; jeg vil ikke røbe det her, blot antyde så meget, at gæsten har forbindelse til sønnen Arne, der i værkets første del døde ved ubevidst rødgang.

Det er dog ikke kun Erik, der ændrer identitet, for det gør hele romanen skam også. Overgangen fra første til anden del bliver samtidig et sjovt skred fra en stilfærdig historisk roman om Danmark i de omtumlede 1970'ere til en charmerende post-post-modernistisk fusion mellem den fortællende prosa, rejseføreren, lægeromanen, arkitekturhistorien m.m. - overmåde underholdende gjort, og suverænt serveret i en flydende, rislende, musikalsk mættet, strømførende prosa, der kan minde om Proust og om Roms fontæner og genkalde den vuggende lyd af Venedigs vand.

Kompositorisk spænder første del fra København over Lolland til Århus, med en tredeling, som vi genfinder i anden del, der begynder i Rom, fortsætter i Venedig og slutter i Napoli og på Capri. Og for at læseren skal forstå, at det hele er arkitektonisk og ingeniørmæssigt gennemtænkt, hænder det i begge sektioner, at et elskovshungrende individ ubekymret vandrer fra én favn til en anden.

Turisme, forbrug

Hvis det altså er det, der sker! Der kan nemlig også blot være tale om en seksuel variant af ubevidst rødgang. Eksempler på den frigørelse, som blev hele årtiets emblem, "frigørelsen fra det gamle, det forstokkede, det, de bilder sig ind, holder dem tilbage, men det hele sker inden for rammerne af forældregenerationens økonomiske og politiske system, alle ideerne findes allerede i deres forældres generations værdisæt, i mit værdisæt, og de bilder sig ind, at de kan undslippe tyranniet ved at skifte deres forbrug ud, de skifter et forbrug ud med et andet, bruger deres lommepenge på nye modeluner og skaber deres identitet i fællesskabet omkring lige netop det forbrug, ligesom deres forældres generation, forbruget skal legitimere individets værdi i samfundet".

Sådan taler Erik, som i denne og andre sekvenser ophøjes til samtidskritisk orakel, talende i/fra det årti, "hvor Krogager og Spies havde skabt en ny dansker, en eventyrer, en fri fugl, et oplevelsessygt, solelskende fjols", turisten, som rejser ud i verden, men ikke er del af den verden, og som defineres ved sin ansvarsforflygtigelse både i forhold til det land, han midlertidigt forlader, og over for dem, han kortvarigt gæster.

Dersom romanen rummer et modbillede til denne senmoderne eksistens, bliver det ingeniøren, der, som det hedder, har "et godt og nødvendigt erhverv", her praktiseret som omsorg for de bygninger, som ellers står i fare for at eroderes og styrte sammen (Venedig og, i mindre grad, Rom). Samtidig stiller romanen implicit det spørgsmål, om ikke også en digter kan være en slags ingeniør, nemlig i kraft af den omsorg for liv, hvormed han bygger en tekst præget af såvel tyngde som lethed, såvel bæreevne som spændstighed, af soliditet og ynde i ét.

Allermærkeligst er det, at Ubevidst rødgang realiserer sin moralske og sociale utopi ved i grunden at gå itu. Sjældent har man set en roman, hvor fortællingen med sin fabulerende frihed fjernede sig så meget fra historien bag, og ikke ofte læser man bøger, hvor der oven i den fortalte handling kan dynges så megen viden om verden.

Heraf etikken ovenfor: post-post-modernisme, hvor den første overskridelse består i en metafiktiv leg med skabeloner og genrer, og den anden ligger i en sulten tilbagevenden til hverdagen i al dens u-kortlæggelighed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu