Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Den gule moræne slår til igen

Darwin overmandes af skabsbøssen og magtkvinden i Jokum Rohdes vellykkede, bloddryppende krimi over illusionen om den stærke hersker
Darwin overmandes af skabsbøssen og magtkvinden i Jokum Rohdes vellykkede, bloddryppende krimi over illusionen om den stærke hersker
Kultur
6. oktober 2008

Jo, Jokum Rohde har besejret den gule moræne på sidste trin af sin dramatiske evolutionstrappe: 'Darwins Testamente' er lykkedes som tekst, og ordene er overlegent forløst af Katrine Wiedemanns instruktion og Maja Ravns scenografi - og med forrygende spil af Henning Jensen & Co. i Skuespilhuset.

Egentlig skriver Jokum Rohde den samme historie i alle sine fascinerende dramaer: Historien om demokratiets umulighed. Som tragedie, som gyser, som eventyr, som socialhistorie eller som krimi. Formen er mindre afgørende. Det er opråbet om anarki, der styrer hans interessante forfatterskab - fra 'Pinocchios Aske' på Det Kgl. Teater fra 2005 til 'Orestien' for et par uger siden på Odense Teater.

Det spritnye stykke Darwins Testamente på Det Kgl. Teater tager udgangspunkt i Darwins evolutionsteorier. Resultatet er blevet en fængslende 'utopikrimi'. Sådan en omgang Jack the Ripper kneblet i et politisk manifest. Eller en durkdreven dronning Victoria besmudset in the streets of London. Eller Karl Marx skrålæst af en sommerfuglefanger.

Det væsentligste er, at Jokum Rohde i Darwins Testamente formår at forene et traditionelt morderdrama med en samfundsanalyse, der løfter sig mod utopien. Dermed bliver stykket en avanceret spejling af Darwins teori om 'survival of the fittest'; her bare som en 'overlevelse af de mindst egnede'. Altså de magtliderlige selviscenesættere, der sidder rundt o i verden som herskere, demokratisk valgte eller ej.

Jensens frostsmil

'Darwins Testamente' er heldigvis en munter affære. Det er lykkedes Jokum Rohde at skabe et mainstream-drama med tv-show-dynamik, og på scenen har Katrine Wiedemann og Maja Ravns skabt en tilsvarende ekstrem teksttolkning. En trappe er scenografiens vigtigste virkemiddel - en evolutionstrappe, som en abeagtig Darwin kravler opad, mens hans bevægelser langsomt forvandler sig til oprejst menneskeløb. Men også en spejling på den kvadratiske scene, der skæres over på diagonalen af Antonio Rodrigues-Andersens meddigtende lysstribe: Gul-grønt virkelighedslys på den ene trekanthalvdel og brunligt spejlingslys på den anden, mens elegant strygermusik knipses...

Her smiler Henning Jensen manisk. Med glans i blikket går han ned mellem tilskuerrækkerne i sin selviscenesatte kynisme, fedtet og farlig under bakkenbarterne - og med en fysisk utilregnelighed, som får det til at gibbe i tilskuerne helt frem til sidste scene, og som får selv Kirsten Olesens dronning Victoria til at tabe overjeget. Kirsten Olesens mest diabolske skyggesider isner hidsigt frem under perleørehængerne i det begavede samspil med Henning Jensen: Ondskab kan næppe fremspilles mere veloplagt end her.

Suurballes bombe

Det Kgl. Teaters skuespillere er i det hele taget castet i en eminent håndfuld. Morten Suurballes Scotland Yard-inspektør er en psykisk tometersbombe af smerteangst, kælen i stemmen og naiv i fødderne, der ukueligt vandrer mod næste morderspor.

Martin Birch er en fedtet skabsbøsse-politimand med klæbrigt kropssprog og moræne-fantasier; (skabsbøssen er vist obligatorisk i et Jokum Rohde-drama). Og Helle Fagralid spiller blind blomstersælgerske med rå Dickens-realisme og poetisk øjenmissen.

Som Darwins medforsker Wallace spiller den talentfulde, 32-årige Nicolai Dahl Hamilton, der i foråret agerede den pædofilt nysgerrige forfatter i 'Modern life' på Café Teatret med en ækel, indestængt kropslighed. Her lægger han sin spinkle krop til sommerfugleforskeren, der besættes af en transformation. Uforudsigelig og dæmonisk.

Lehfeldts fingre

Den særeste præstation er dog Mille Hoffmeyer Lehfeldts. Hendes blege gespenstkrop skinner her som genopstanden med kistekradsende fingre..

Lehfeldt formår at gå søvngængeragtigt uden om alle klichéerne og skabe en blændende kvindefigur hinsides faste billeder af gengangerens selvpineri. Se Lehfeldts rul ned ad evolutionstrappen og indse, at det er gennem kroppen, at vi forstår...

Så hvad kan man sige? Gud skabte verden. Darwin skabte evolutionsteorien. Og Jokum Rohde løste verdenskrimiens og den gule morænes gåde med 'Darwins Testamente'.

'Darwins Testamente' af Jokum Rohde. Instruktion: Katrine Wiedemann. Scenografi: Maja Ravn. Lys: Antonio Rodrigues-Andersen. Musikkonsulent: Stephan Bomberg. Skuespilhuset, Portscenen. Til 8. nov. www.kglteater.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her