Læsetid: 3 min.

Kærlighedens ulige kamp

'Partenope' på Det Kgl. i fornem musikalsk form
Andreas Scholl, Inger Dam-Jensen og Tuva Semmingsen i -Partenope-.

Andreas Scholl, Inger Dam-Jensen og Tuva Semmingsen i -Partenope-.

Thomas Petri

14. oktober 2008

Intet under at Mozart i den grad beundrede Händel. Med Partenope øjnes oven i købet inspirationen til Mozarts egen yndlingsopera Cosi van Tutte. Om kærlig-hedens ulige kamp mod impuls, begær og utroskab. Men "Kærlighed kan ej brænde i et hjerte/ som aldrig har følt smerte/ I hjertet, der ikke har lidt kval/ vil flammen hurtigt blive sval". Det handler Partenope om: om smerten der er forudsætning for den dybe og varige kærlighed, som netop først bliver varig, når erfaringen om, hvor svær den er at opnå, og hvor let den mistes, under betydelig lidelse er gjort.

Partenope (med tryk på anden stavelse) er den sirene i mytologien der bliver gudinde for det sydlige Italien, al den stund at hun grundlægger hovedbyen Napoli, Partenope kaldet dengang i den fjerneste fortid, og bliver byens dominerende og kærlighedshungrende dronning. Hofpoeten og napolitaneren Silvio Stampiglia leverede Händel en fremragende libretto bygget over legenden om denne underskønne førstedame, hvis forbrug af mænd var lige så legendarisk.

I operaen koncentreres historien dog om Partenopes endelige valg af ægtemand efter forviklinger og intriger; her må man henvise til Det Kgls. netartikel om operaen frem for at forsøge at gengive handlingen i en anmeldelse. Så meget skal siges at historien langtfra er urimelig; Francisco Negrins iscenesættelse - Negrin stod bag den enestående fine Julius Cæsar-opsætning i 2002 og 5 - befordrer på bedste måde løjerne. Løjer er der nemlig tale om. Også. En tidlig opera buffa, således som Partenope havde premiere i 1730. Opførelsen på Det Kgl. er dansk urpremiere!

Scenografen Louis Désiré har skabt et strengt kubistisk rum med forskydelige stykker, der leverer stormønstret rum til bevægelserne ind og ud af arier og recitativer i en tre timer lang forestilling, men ikke et minut for lang.

Sparede stemmen

Takket selvsagt være også de medvirkende med den verdensberømte kontratenor Andreas Scholl i toppen. Dog endnu ikke helt lørdag aften, hvor Scholl stadig syntes at spare stemmen efter en svaghed. Hvad Scholl ikke sparede på, er hans formidable musikalitet og udtryks-mæssige styrke i det stille, hvilket klart kompenserede tilbageholdenheden især i begyndelsen af aftenen. I den gribende arie "Chi'io parta" når han det sublime. Men også forestillingens anden kontratenor Christophe Dumaux kan være med i de højere sanglige luftlag i stærkt samspil med Inger Dam-Jensens energiske og smukt, smukt syngende titelfigur. Bo Kristian Jensen som Emilio og Palle Knudsen som Ormonte præsterer det fortrinlige i de vigtige sideroller som hhv. den fjendtlige feltherre og rådgiveren. Kort sagt en meget smuk forestilling. Rosmiras store parti klarede Tuva Semmingsen i imponerende play back-udgave, eftersom sygdom i lørdags havde sat stemmen mat. Det sanglige tog Trine Bastrup Møller sig derfor af ved et nodestativ i graven. Et fornemt samarbejde der tjener begge sangerinder til ære. Frem for aflysning bør man for denne løsning tage hatten af.

Mageløst orkester

Den bliver i hånden ved tanken på Lars Ulrik Mortensen og Concerto Copenhagen. Som tidligere har ensemblet gæstespillet i stor stil ved Det Kgl.s snart flerårige barokoffensiv. Concerto Copenhagen er efterhånden et af de mest mageløse barokkammerorkestre på flere breddegrader. Både som ensemble og solistisk. Nævnes skal barokhornene i tvespil i første akt, blokfløjterne og baroktrompeten i sidste. Jamen, hvor er det godt.

Concerto Copenhagen er ifølge aviserne i svære økonomiske vanskeligheder. Finder man ikke et millionbeløb lukker butikken. Gode folk skal være i fuld gang, men resultatet er langtfra sikkert, forstår man. At et ensemble på dette niveau kan komme i en sådan situation, at det - uanset hvor skylden ligger - er truet på eksistensen, siger ikke så lidt om kulturpolitikken i dette mørkeland. Sker det virkelig at CC ikke kan drives videre, bekræftes man kun i sine værste anelser om tilstandene i det plagede fædreland.

Hvis vi ellers benyttede den slags her i bladet, ville anmelderen alene hvad angår Concerto Copenhagen og dets begavede leder give fem cembaloer.

Georg Friedrich Händel og Silvio Stampiglia: Partenope. Opera på Det Kgl. Gamle Scene. Iscenesættelse Francisco Negrin. Scenografi: Louis Désiré. Medv. Inger Dam-Jensen, Andreas Scholl, Christophe Dumaux, Tuva Semmingsen/Trine Bastrup Møller, Bo Kristian Jensen og Palle Knudsen. Statister. Concerto Copenhagen. Dir.: Lars Ulrik Mortensen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu