Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Mit køn, en ørken

Kamelerne i Pia Tafdrups anden roman er som kameler er flest: Svære at sluge. Nej, så hellere ’Tarkovskijs heste’ fra 2006, hvor lyrikeren ikke sad inde i prosaens fængsel
Kultur
11. oktober 2008

Det, der skal sætte det hele i gang i Pia Tafdrups andet forsøg med romangenren, Stjerne uden land, er et tilfældigt møde mellem en kvinde og en mand i et fly på vej til Barcelona. Manden ser kvinden og begynder at græde. Kvinden ser først intet andet end bogstaverne i Camus' Pesten, den er hun lige begyndt at læse, men får så alligevel set op og registreret manden. At den registrering er fatal, viser tre tøveprikker i kvindens gengivelse af mødet:

"Jeg havde intet ænset, men pludselig registrerede jeg manden ved vinduet..."

Sådan er Tafdrups romanland befolket af smukke, intelligente og stærkt følsomme mennesker, der læser bøger og besøger spændende storbyer, og sådan er de hele tiden udsat for stærke påvirkninger fra andre mennesker, eller de er let påvirkelige. De har også et andet særtræk, og det er, at de uden ret meget tøven vader lige ind hos fremmede mennesker eller lade sig invadere af dem.

Kvinden og manden i flyet indleder således en samtale om Camus' forfatterskab, manden giver kvinden sit visitkort, og dermed også muligheden for at finde ud af, hvorfor hun havde denne virkning på ham, en vildtfremmed mand. I den virkelige verden havde en ung kvinde nok kunnet leve videre uden at kende årsagen til en ukendt flypassagers tårer, men den sammenligning kommer man ikke langt med i Tafdrups romanland, den giver kun anledning til irritation.

Tante T

Da kvinden, Rebecca, opsøger manden, Andreas, inviteres hun først indenfor hos hans gode veninde, Sophia, der bor i samme opgang. Sophia er journalist og en af den slags mennesker, man i den virkelige verden ville sige: "Get a life" til, men som her hos Tafdrup er den Teserverende Tante som har uanede mængder af Tid og Tålmodighed til at observere og registrere andres liv, fordi hun ikke selv har noget. Hun er romanens egentlige hovedperson. Det er hende, der samler alle kærligheds-historierne om fotografen Andreas. Hans ekskærestes dagbog gemmer hun sågar på loftet. Hun har ikke altid været alene, men nu har hun opgivet forestillingen om et liv sammen med en mand - eller bare om sig selv som et seksuelt væsen. "Jeg rører ikke ved mit køn. Jeg ved det er en ørken", som der står, da hun en nat vågner brat i alenesengen.

Kunstig talestrøm

Samtalen mellem de to kvinder, Sophia og Rebecca - eller Rebeccas monolog i Sophias påhør, som man også kunne kalde den - fylder romanens første fire dele, og her er det besynderligt at se, hvordan lyrikeren slet ikke udfolder sig. Prosaen er et fængsel. Rebeccas lange talestrøm er kunstig, men sådan har forfatteren valgt det.

Noget andet er knirkende overgange og de små afbræk, der er indsat for at lette monologen. De består mestendels af Sophias iagttagelser af den talende, og de er ikke ligefrem opfindsomme. Der kigges og smiles i ét væk, intenst, med hovedet på skrå og så videre. Rebecca skiftevis lyser og stråler. Det bliver til rene tvangshandlinger i det meget lange løb, som monologen udvikler sig til.

Del 5 består af Veras dagbog. Hun er også blevet set af fotografen Andreas, kvinden før Vera hed Sonja, hun døde af kræft, og hende kendte Sophia også. Andreas er den skruppelløse kunstner, der bruger løs af kvindelige modeller, Sophia kvinden, der samler disse kvinder op. Fotografen kan ved romanens slutning invitere til fernisering. Udstillingen består udelukkende af fotos af de tre kvinder Sonja, Vera og Rebecca.

Romanens konstruktion med Sophia, der samler sagerne, og dens følsomme personer uden skepsis over for fremmede, købte jeg gerne, ja, turen på loftet efter Andreas' ekskærestes dagbog endda, hvis bare der var kommet god skrift ud af det. Vist inviteres man indenfor i et rum, hvor tanker om mennesker som subjekter og objekter i hinandens liv får lov at flyde frit, men rent sprogligt er det et fængsel.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her