Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Kommunal anti-graffiti

Det er ikke kunst, og det trækker Århus opad
Kultur
17. oktober 2008
Blu-s værk på gavlen af Grønnegade 6 i Århus C.

Blu-s værk på gavlen af Grønnegade 6 i Århus C.

Miriam Nielsen

En hvid kvinde med underlige hænder på sort baggrund med farvede guirlander i sit skød hænger med hovedet nedad på en stor gavl vedRosenpassagen, og på Trøjborgvej er der en imponerende stor stencil af en graffitikunstner på vej ned ad bygningen med hætterne på sine spraydåser i bund.

Street art-udstillingen Icons for now, der har 10 værker placeret i det århusianske gadebillede, hævder i kataloget at være inspireret af Harings og Basquiats udtryk på New Yorks mure, i og med at deres strategi var at nå et bredere publikum. Lidt sjovt - lige de to havde kun ét formål, nemlig at komme højere op i systemet og indenfor i galleriverdenen i stedet for at hænge udenfor på gadehjørnerne.

Grønnegade er velsignet med italienske Blu's glimrende og site-specifikke værk, hvor en mange meter lang hånd med en endnu længere blyant skræmmer livet af en samling kampvogne og soldater. Blyanten er stærkere end våbnene, og maskinerne er satirisk små.

Franske Miss. Tic har malet sorte skabeloner af kvinder på en husmur ved Bødker Balles Gård skråt over for Århus Kunstbygning. Kvinderne refererer angiveligt til et forlist kærlighedsforhold, Miss. Tic har bag sig, hvor hun driller sin eks-kæreste med sit billede, men fremstår som bestilt graffiti. Og som bekendt er der kun én ting, der er værre end bestilt graffiti, og det er kommunalt bestilt graffiti. Graffiti er kun interessant, hvis det er lavet klokken fem om morgenen med nervøs arm, fordi strisserne er lige om hjørnet.

Hvad skal man føle?

Men street art er ikke graffiti. Det er heller ikke kunst, det er ensidige deklamationer, der ligger tæt op ad guerillamarketing og design. Det laver ikke en åbning til egentlig essentiel reflektion. Det forbliver som 'Nike-fashion', som et smart marketingsstunt, der endnu ikke er helt tyndslidt. Der mangler den lille håndsrækning til, hvad det er, de vil. Hvad er det, man skal føle, ud over at det er flot? Og hvis det bare er det, ville det så ikke klæde bygningerne bedre med striber og figurer? Vi befinder os stadig hos Facebook-politiet, "se mig, jeg er på", uden at det hverken gør ondt eller vækker nogen. Kirkebys værker rummer i det mindste en kamp om det store og det skønne. Her føler vi intet andet, end at det er smart og storbyagtigt.

Til gengæld har street art og Icons for now noget, som kunsten ikke har: direkte kontakt til segmentet og en herlig befrielse fra koder. Og det kommer ud til et bredt publikum. Og oven i købet på en 'let' måde, der ikke virker anmassende eller 'villet'.

Nærværende anmelder har set mange street art-udstillinger, inklusiv den i Ekstra Bladets kantine for tre år siden. Det her er absolut den bedste.

’Icons for now’ kan ses på følgende adresser indtil videre:
Victor Ash – Trøjborgvej 76
Faust – Sjællandsgade 29 og Fredens Torv 8 mod Posthussmøgens side
HuskMitNavn – Frederiks Allé 136
Herbert Baglione – Mejlgade 35, 2. baggård på taget af
sidebygningen og Graven 15
Blu – Grønnegade 6
Miss. Tic – J.M. Mørks gade ved Bødker Balles Gård og posthussmøgen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her