Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Kort og rigtig godt

Tre nye og vellykkede danske kortfilm fra talentudviklingspuljen New Danish Screen får endelig chancen i biografen. Forhåbentlig bliver det ikke sidste gang, at man således tager chancen med de unge talenter
Antologi. De tre kortfilm 'Boy Meets Girl' (billedet), 'Fremkaldt' og 'Ung mand falder' kan nu ses i Grand Teatret.

Antologi. De tre kortfilm 'Boy Meets Girl' (billedet), 'Fremkaldt' og 'Ung mand falder' kan nu ses i Grand Teatret.

Kultur
17. oktober 2008

Efterhånden har en del spillefilm produceret med støtte fra Det Danske Filminstituts talentudviklingsordning, New Danish Screen (NDS), haft dansk biografpremiere, heriblandt En soap, Gaven, Spillets regler og Gå med fred Jamil. Men de mange kortfilm, som også er blevet til i NDS-regi, har det svært, når det drejer sig om at finde et hjemligt publikum. Hverken biografer eller tv-kanaler udviser den store interesse for kortfilm, og hvad nytter det så, at de bedste af dem rejser verden rundt og vinder priser på forskellige filmfestivaler?

Derfor har filmdistributøren Camera Film besluttet sig for at samle tre af kortfilmene og vise dem i biografen som en slags antologifilm. Man kan frygte, at filmene ikke vil sælge så mange billetter, og at initiativet derfor vil være kortlivet. Men det er en rigtig god idé, som fortjener al mulig opbakning, og man kan håbe, at Camera Film vil give det tid til og mulighed for at finde et publikum - gerne med finansiel støtte fra Filminstituttet, der har en forpligtelse til at sørge for, at også kortfilm fra New Danish Screen kan ses af så stort et publikum som overhovedet muligt.

Der er adskillige gode titler at tage af, og i denne omgang er der tale om tre vellykkede film, som på hver sin måde - og i alt cirka 80 minutter - demonstrerer, hvad kortfilmgenren kan bruges til.

Leg med realitetsplaner

Fremkaldt hedder instruktørdebutanten Oliver Zahles kortfilm, der er et drama med Ulrich Thomsen, Ellen Hillingsø, Troels Lyby og Trine Dyrholm på rollelisten. Thomsen spiller hovedrollen som fotografen Nikolaj, der er ved at flytte sammen med kæresten Rikke (Dyrholm), men ikke kan frigøre sig fra minderne om den tiltrækkende Laura (Hillingsø), som både han og broren, den psykisk syge Tobias (Lyby), forelskede sig i som unge.

Faktisk er Laura og Tobias, og spillet mellem dem, lige så virkeligt for Nikolaj - og publikum - som Rikke, hvilket giver Zahle og hans fotograf, Manuel Alberto Claro, mulighed for visuelt og dramaturgisk at lege med synsvinkler og realitetsplaner, mens Thomsen og de øvrige skuespillere udfolder det psykologiske portræt af Nikolaj.

I modsætning til en spillefilm hverken kan eller skal en kortfilm skildre et helt liv. Den skal i stedet vinkle meget skarpere og fokusere på et lille stykke af dette liv, og det formår Fremkaldt med fint skuespil og få, effektive og forholdsvis underspillede filmiske virkemidler.

Gennemført genreparodi

Søren Frellesens Boy Meets Girl er også en slags slice of life, men mest en veloplagt og morsom parafrase over diverse populære filmgenrer. David Dencik spiller en ustruktureret manuskriptforfatter, der møder op hos en producer (Iben Hjejle) for at pitche sin idé til en spillefilm, som kort fortalt handler om to mennesker, en mand og en kvinde, der møder hinanden og i løbet af filmen bevæger sig gennem forskellige genrer.

"Genren er hovedpersonen," siger manuskriptforfatteren til produceren, som dog er alt for prosaisk og praktisk anlagt til at købe, endsige forstå hans geniale idé. Og så følger ellers en række underholdende sekvenser, hvor manuskriptforfatteren og produceren gennemspiller handlingen og genrerne, mens hun forsøger at få struktureret hans historie - og de selvfølgelig falder for hinanden.

Det begynder med et godt, gammeldags Morten Korch-drama, fortsætter med fransk snakkefilm, amerikansk screwball-komedie, tysk 70'er-porno og dansk dogme. Visuelt og replikmæssigt rammer Frellesen de enkelte genrer lige på kornet - instruktøren og hans medforfatter, Nynne Bonnén Oldenburgs, forkærlighed for screwball a la Lubitsch og Wilder er åbenbar - og Dencik og Hjejle har tydeligvis moret sig med at tale både fransk, tysk og gammeldansk og fysisk at genskabe de kun alt for genkendelige rammer omkring genrerne.

Meget mere end en genrebevidst sketch er Boy Meets Girl ikke, men det er helt i orden, når det er så gennemført og morsomt lavet som her.

Jorden skælver

Humor - og drama - er der også i Martin de Thurahs debutfilm, Ung mand falder, der var udtaget til en af sideserierne på årets filmfestival i Cannes. Anders Sund spiller den 17-årige hovedperson, Hue, hvis liv ikke ligefrem er nemt og overskueligt.

Han står over for en vigtig eksamen; pigen overfor gør tilnærmelser, som han ikke rigtig ved, hvordan han skal forholde sig til; hans mor ligger på sofaen i stuen og græder sig i søvn. Og imens Hue forsøger at få tingene til at hænge sammen, begynder alting bogstaveligt talt at falde fra hinanden. Verden slår sprækker, biler forfølger ham, og udstoppede dyr taler til ham om kærlighed.

De Thurah er eminent til at skabe stemninger med sit og fotografen Kasper Tuxens kamera, og det er ikke mindst den billedmæssige manifestation af Hues mange indre og ydre problemer, som giver Ung mand falder en sjælden spændstighed. De Thurah og manuskriptforfatter Rune Schjøtt har sans for store drenges/unge mænds turbulente følelsesliv - de har taget udgangspunkt i egne oplevelser og erfaringer - og instruktøren har skabt en film, som visuelt er en nydelse, og som både taler til fantasien og minder én om dengang, man selv var ung og forvirret og mærkede jorden skælve under sig.

Fremkaldt. Instruktion og manuskript: Oliver Zahle.
Boy Meets Girl. Instruktion: Søren Frellesen. Manuskript: Søren Frellesen og Nynne Bonnén Oldenburg
Ung mand falder. Instruktion: Martin de Thurah. Manuskript: Rune Schjøtt

Filmene vises i Grand Teatret i København

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her